I Can't Live Without You! - One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2013
  • Status: Igang
Alice er en 16 årige pige som lige har mistet sin søster, læs mere om det her!

0Likes
1Kommentarer
249Visninger

1. Gone forever

 

Vi satte os ud i bilen, far satte sig bag rettet og ved siden af sad mor. Jeg sad selv på bagsædet. Mor græd som en pisket, far og jeg fortrak ikke en mine, bilen satte i gang og mine tanker ræsede af sted.

”PAS PÅ!” skreg Camille, jeg kiggede mig over skulderen og så en bold komme flyvende i mod mig. jeg nåede ikke at dukke mig, så bolden smadrede lige ind i fjæset på mig. jeg væltede bag over og en ufattelig smerte bredte sig i mit ansigt, jeg kneb øjne hårdt samme af smerte, jeg kunne høre løbende skrid komme hen i mod mig.

 Allie er du okay?” Spurgte Camille, hun lød bekymret. Jeg åbnede øjne og så op i hendes ansigt, hun havde en lille rynke i panden. Den lille rynke plejede hun altid at få når hun blev bekymret eller vred, men denne her gang var det fordi hun var bekymret.

Jeg rejste mig lidt, så jeg kunne støtte på albuerne, et lille smil bredte sig på hendes læber. ”Er du okay?” Spurgte hun lavt, jeg nikkede og smilede lidt til hende, hun kom med et lille grin. ”Ej du skulle have set dig selv, det så altså ret komisk ud” fnes hun. ”Det tror jeg skam på” grinte jeg, hun rakte en hånd ned til mig og jeg tog i mod den. Hun hjalp mig op og stå og da jeg var kommet op at stå, så jeg ned af mig selv. Lidt tørt græs hist og her, mit tøj havde sluppet billigt denne her gang.

”TØSER VI SPISER NU!!” Kaldte vores mor, Camille tog mig i hånden og begyndte at gå op til vores store hvid kalket hus.

Kirkeklokkernes ringen trak mig tilbage til den virkelige verden, hvor min elskede tvillingesøster var død. Bilen rullede ind på parkeringspladsen, der stod allerede en masse andre biler. Jeg steg ud af bilen og så op mod den store mørkebrune kirke dør, farmor og farfar stod der oppe og fik en smøg. Men da de så mig slukkede de dem hurtigt og begyndte at gå ned i mod mig, far stod med sin store lap af en hånd mellem skulderbladene på mig.

Da farmor ikke var mere end to skridt fra mig, fjernede far sin hånd fra min ryg. Han gik over og gav farmor et knus og farfar fik hånden, da farmor så min mors rødsprængte øjne og tårevædede ansigt slog hun armene om hende for at trøste hende.

Nå så det var det der skulle til for at familien kunne forenes, et familie medlem skulle åbenbart lade livet for der kunne komme fred og idyl blandt de stridende parter. Jeg fnøs automatisk, det kunne godt være det var fint at de var blevet gode venner for en dag. Men det kunne de da blive alle andre dage end denne, de skulle jo ikke kun være søde over for hinanden fordi Camille var død! Det er noget de skal hele tiden, forbandede død, til helvede med dig!

Farmor så forvirret på mig, min far så bare undskyldende på hende. ”Sådan har hun været hele dagen” sagde han tørt, hvilket fik mig til at fnyse endnu en gang og gå mod kirken.

Jeg kom ind i en kæmpe sal eller hvad det nu hedder, der var en masse tomme bænke og aller forrest skulle mor, far og jeg sidde. Camille lå i den store sorte kiste som stod oppe foran alteret, det gav et sug i maven på mig.

Min søster, min elskede søster lå i den kiste. Jeg kunne mærke tårende presse sig på, det var lige nu jeg havde mest brug for hende og nu var hun her ikke. Hun lå i den kiste, hun var væk og ville aldrig vågne op igen. Jeg ville aldrig kunne høre hendes morgen glade stemme igen eller se hendes vidunderlige smil, jeg ville aldrig høre hendes vidunderlige latter igen.

Tårende trillede ned af kinderne på mig, hidsigt tørrede jeg dem væk. Jeg ville ikke græde, ikke foran alle de mange mennesker som om lidt fylde alle de tomme sæder op. Jeg ville ikke udstå som svag eller som en eller anden der altid græder, jeg måtte være stærk, stærk for Camille!

Dørende gik op og ind kom resten af de mange mennesker, mine forældre gik forrest, hånd i hånd kom de hen i mod mig. Da de gik forbi mig greb min mor ud efter min hånd, sammen gik vi op til de pladser som var placerede helt oppe foran.

Klokkerne begyndte igen at bimle, præsten stod med ryggen til os andre. Da klokkernes sidste ringene toner tonede ud, vendte præsten sig om mod os. ”VI ER SAMLET HER I DAG FOR AT MINDES…” præstens stemme forsvandt lige så stille..

”Ej mor sagde altså at vi skulle være kommet hjem for en halv time siden, jeg tror nu hun bliver sur over at vi kommer så sent hjem.” Svarede jeg Camille, hun tog det bare med et smil. ”Neeej, det tror jeg nu ikke. En halv time fra eller til hvad gør det? Altså vi har  jo ferie så det er jo ikke fordi vi skal op og i skole eller sådan noget.” Svarede hun i et lidt ligegyldigt tone fald. ”Men hvad nu hvis der kommer en eller anden klam stodder..” ”Det gør der jo ikke og hvis der så gør, så skal jeg nok passe på dig søs. Stol altid på det, jeg vil altid være her for dig” afbrød hun mig og gav min skulder et lille klem.

Det var stadig lunt selvom mørket var ved at falde på, klokken var vel ikke mere end 23:00 eller noget lignede. Men jeg vidste hvad der ventede når vi kom hjem, ballade, skrig og skrål. Især af mig, for jeg var jo i mine forældres øjne en ”ballade mager.” Camille var jo det ”gode” barn som aldrig gjorde noget forkert, de skulle bare vide! Men jeg elskede hende alligevel. Vi var, tætter end to siamesiske tvillinger! Intet kunne skille os to ad, ikke engang drenge!

Jeg kunne ane det tændte lys fra stuen i den hvidkalket hus, jeg vidste at de sad og ventede på os. arm i arm gik vi det sidste stykke, ved trappe stenen stoppede vi begge to op. ”Det sædvanlige” spurgte hun, jeg nikkede kort og slap hende. Jeg gav hende et hurtigt kram, inden hun bankede på døren. Jeg spænede om på den anden side af huset, men lige inden jeg rundede hjørnet råbte jeg ”JEG ELSKER DIG CAMILLE!! DIN SKØRE SKID!!” Hun vendte hovedet og smilede et stort smil til mig, jeg rundede hjørnet og jeg hørte hoveddøren blev åbnet.

Nu gjaldt det om at være hurtig, jeg skulle hurtigt op af espalieret og op i seng. Alt det skulle jeg nå inden mine forældre kom op på værelset for at sige god nat til Camille, de troede altid at jeg ville være længere ude end Camille.

Jeg var halvejs oppe og jeg kunne høre stemmer på trappen, jeg satte farten lidt op. Men det skulle jeg aldrig have gjort, jeg gled på espalieret. Men med min super hurtige Ninja reflekser, nåede jeg lige at gribe fat en af de ”trin” jeg lige havet klatret op af. Døren til værelset gik op og jeg kunne tydligt høre min mors højlydte fnys, jeg greb hårdere fast om ”trinet” for min hånd ikke skulle glide.

”Hvad sagde jeg, den dumme møg tøs er ikke en gang hjemme! Når hun kommer hjem kan hun bare vente sig!” Rasede min mor højlydt. ”Mor jeg er sikker på at hun bare er gået på toilettet, jeg kan gå ud og se til hende hvis det er?” Hørte jeg Camille sige med hendes sukker søde engle stemme, som jeg vidste vores forældre ikke kunne stå for.

”Okay, gør du det” hørte jeg min mor mumle træt, lidt efter lød lyden af en dør der blev lukket. Camille stak hovedet ud af vinduet, hun skulle lige til at skælde mig ud. Men da hun så jeg hang der og dinglede, så hun først forskrækket ud. ”Bliv der” kommanderede hun. ”Ja jeg har ligesom ikke andre steder at gå hen, det er jo ikke lige frem fordi jeg nyder at hænge her!” Vrissede jeg, hun forsvandt hurtigt fra vinduet.

Ca. 30 sekunder efter smed hun et rebstige ned til mig, jeg tog ud efter den og begyndte at kravle op af den. (Ja hvis du vil vid hvor hun har sigen fra, så er det altså en der hænger bag gardinet så man i tilfælde af brand kan komme hurtigt ud.)

”MÅ GUD VÆRE MED DIG!” Præstens stemme rev mig ud af min egen lille verden, jeg havde smagen af salt i munden. Jeg opdagede at jeg sad og græd, irriteret tørrede jeg de salte tåre væk. Alle da andre gæster rejste sig op, mine forældre og jeg gik op til kisten. Der lå hun. Helt bleg i hovedet, faktisk over hele kroppen. Hun havde sin ynglings kjole på og hendes lille guld halskede på med det lille hjerte vedhæng.

Hvor var hun dog smuk, min egen søster. Hun lignede en der lå og sov sødt, men jeg vidste bedre. Et stik i hjertet, det var den følelse jeg havde i kroppen lige nu. Jeg rev min hånd ud af min mors og lagde mig på knæ ved siden af kisten. Jeg kunne ikke holde tårende inde mere, de måtte og skulle ud!

Jeg mærkede en hånd blev lagt på min skulder, grædende vendte jeg om mod personen. Hånden tilhørte min mor, hun sendte mig et lille trist smil. ”Det skal nok gå” sagde hun trøstende. Hvad snakkede hun om? Jeg havde lige mistet en af dem jeg elskede aller højest, desuden vidste hun ikke hvad der var sket!

”Kom nu vi skal skynde os hjem, mor bliver sindssyg sur!” Vrissede jeg af Camille, hun grinte bare. Hun tog denne her super dårlige situation komisk. ”Slap nu af, det skal nok gå. Vi gør bare som vi plejer.” Sagde hun med et smil på læben, jeg vendte bare øjne af hende.

Vi vendte os begge da vi hørte lyde længere ned af stien bag os, af ren refleks greb jeg ud efter Camilles hånd. ”HEY TØSER!! KUNNE I IKKE HOLDE EN ENSOM MAND MED SELSKAB? JEG HAR BRUG FOR LIDT KVINDELIG OMSORG!!” Råbte en mand, han var pludselig kommet tættere på end før. ”Løb!” Hviskede Camille til mig, før jeg vidste af det spænede vi af sted.

Jeg hørte løbende skridt bag os, jeg så mig over skulderen og så at han kun var få meter fra os. ”Kom, den her vej!” Mumlede Camille forpustet, jeg fulgte bare med som en kludedukke, et vedhæng. Vi var lige drejet om et hjørne da en klam, kold hånd greb om mit håndled. Det gibbede i mig da personen rev mig væk fra Camille, Camille løb videre mens personen vendte mig rundt.

Hans havde et creepy smil plantet på læberne, han havde et vildt blik i øjne. Hans hår var fedtet, hans tænder var gule/brune og han var snavset og beskidt. Han lugtede fælt af alkohol og loseplads, hans øjne åd mig næsten med hud og hår. Jeg gøs ved tanken om hvad han havde tænkt sig at gøre ved mig, han trak mig tætter på sig. Jeg lukkede øjne hårdt i, jeg ville ikke se på ham. Han var uhyggelig!

Men med et lød der et højt dunk og grebet om mine var væk, jeg åbnede forskrækket øjne og så han lå på jorden. Der løb blod ud fra hans baghoved, han rørte sig ikke og pølen af blod blev støre og støre. Der var en der rømmede sig, det var først der jeg så Camille stå sammen med vores mor som havde en kæmpe kæp i hånden. Der var et ordentlig fordybning i den og en masse blod på den, mor stod og lignede en tyr parat til at angribe alt der rørte sig. Da jeg fik øjn kontakt med hende slap hun grebet om kæppen og omfavnede mig, Camille lagde også armene rundt om os.

”Mor?” Spurgte jeg, hun strøg med rolig hen over håret. ”Du behøver ikke at sige noget, jeg ved det.” Svarede hun kort.  ”J-jeg var så bange!” Hulkede jeg. ”Det skal du ikke være nu, jeg er her. Camille og jeg er her!” Hviskede hun trøstende. ”Men hvordan vidste du jeg var her?” hørte jeg mig selv spørge med en spæd og skrøbelig stemme.

”Da ham der..” Camille Sparkede til mandens slappe hånd, før hun fortsatte. ”Greb fat i dig og hev dig ud at mit greb, vidste jeg måtte handle hurtigt. Jeg ringede mor op og satte hende ind i situationen, hun sagde at jeg skulle gå over i nærhede af hvor jeg havde set dig sidst. Der skulle jeg stå og vente på at hun kom, men selvfølgelig i skjul så fjolset der ikke så mig.” Hun nikkede ned mod manden. ”Da jeg endelig dukkede op så jeg at han stod og gramsede på dig, i ren vildskab tog jeg den første og største kæp jeg fandt. Og resten kender du jo.” Forklarede mor færdigt, jeg nikkede bare stumt…

Far havde båret mig ud i bilen, så nu sad jeg med panden op ad den kolde rude. Tænk at hun var væk, jeg kunne ikke lige ringe til hende hvis jeg fik problemer eller noget andet. På mandag ville jeg helt sikkert ikke slippe for at høre på Ane og hendes slængs pis, de ville helt sikkert komme med dumme, lede, hårde og sårende kommentar. Og der var ikke en Camille til at passe på mig og forsvare mig, men jeg skulle nok overleve. Jeg skulle kæmpe! Jeg skulle give igen, for min skyld, for Camilles skyld.

Bilen rullede nu ind i den af lange indkørsel som førte op til det hvidkalkede hus med røde tagsten og sorte vindues rammer. Da bilen holdte stille, klikkede selen op og åbnede døren. Jeg satte op mod huset, da jeg nærmede hoveddøren, dykkede jeg min hånd ned i min jakkelomme for at fiske en nøgle op. Efter ca. 15 sekunders søgen fandt jeg min lilla nøgle, jeg satte den i låsen og drejede til. Dør gav et lille klik fra sig, jeg trykkede ned i dørhåndtaget og åbnede døren.

Jeg hørte min mor råbe efter mig, men jeg var ligeglad. Jeg ville ikke være der nede sammen med dem når alle de andre gæster kom her hen, jeg ville hellere være på mit værelse. Bare ligge og tænke, græde eller sove hvis det er det jeg har lyst til. Igen skulle forstyrre mig.

Jeg skyndte mig op af trapperne og ind på mit værelse, mit værelse og ikke Camille og mit værelse! Tanken om at jeg ikke skulle dele værelse med Camille mere, gav et stik i hjertet. Tårende pressede sig på, jeg låste døren bag mig. Derefter løb jeg over og smed mig på sengen. Med hovedet bagravet i puden og benene trukket up under mig, lod jeg ellers alle følelserne få frit spil.

Da jeg blev for træt til at græde, gav jeg op. Jeg kunne ikke mere, mine øjnelåg var tunge og om lidt ville de lukke sig i. Jeg ville komme til at de hele den forfærdelige dag for mig igen, den ville køre på repeat inde i mit hoved. Marridt efter marridt, det havde været det samme de sidste tre nætter. Men det værste var nok, at der ikke var Camille til at holde om mig når de blev for slemme.

Jeg kunne ikke holde mig vågen mere, min krop forrådte mig. Den lød søvnen overtage, mine øjnelåg blev tunger og tunger. Til sidst lukkedes de i.

Camille og jeg gik tavst ved siden af hinanden, træernes blad var røde. Der var efterår i luften. Vi skulle mødes med nogle venner længere ind i skoven, vi skulle vidst filme noget til et skole projekt. Jeg nød fuglenes sang og alle de andre dyre lyde, lydene gjorde mig saglig.

”Hvad tror du det er vi skal filme?” Spurgte jeg for at bryde den lidt ubehagelige tavshed, Camille trak bare på skulderne. ”Aner det ikke” svarede hun kort. Vi drejede ned af en lille sti, jeg hørte et par svage råb længere nede af stien. Automatisk satte vi begge tempoet op, nede for enden af stien stod fem unge mennesker og med unge mennesker mener jeg vores venner. Alex, Charlie, Louis, Luca og Elouise.  Da de fik øje på os begyndte de straks at råbe og skrige, de vinkede som sindssyge. ”HEEJ” Råbte Elouise, hendes sorte lange hår vejede i vinden og hendes brune øjne strålede af glæde.

”Heej, hvad så? Hvad er det så vi skal filme?” Spurgte jeg og gav Elouise et hurtigt kram. ”Vi skal filme at enten dig eller Camille sidder ude på den tømmerflåde der..” Hun pegede ud på en lille dårligt bygget tømmerflåde, som lå lidt længere ude i en sø ikke så langt her fra hvor vi stod. ”Ej det får I mig altså ikke til!” Udbrød jeg, de andre så skuffet på mig. ”Hvad? Jeg gør det altså ikke, kan vi ikke bare finde på noget andet?” Spurgte jeg. ”Ej det kan vi ikke, for så er vi jo nød til at lave hele filmen om. Vi troede ellers du var frisk på det, se der er en sikkerhed ligne. Så du kan altid hive dig selv ind til land hvis det er!” Svarede Alex mig, jeg så bare dumt på hende. ”Er i sindssyge?” Kom det fra Camille, endelig en der bakkede mig op!

”Hvad mener du?” Spurgte Luca, åhh var han ikke bare lidt mere end mindre intelligent? ”Åhh, såmænd ikke andet end at El, ikke har det der skal til for at lave den scene!” kom det Tørt fra Alex, Camille rystede på hovedet. ”Nej er i mindre begavet eller sådan noget? Den der tingest i kalder for en tømmerflåde, er livsfarlig. Men ved i hvad, jeg vil gøre det hele letter for jer. Jeg gør det, se så at komme i gang med at få optaget noget. Så El og jeg kan komme hjem, vi har faktisk bedre ting at tage os til end at lege med jer små snot hvalpe.” Sagde Camille hårdt, jeg kiggede forvirret på hende.

”Nej lad være, du kommer bare til skade” sagde jeg så lavt at det kun var Camille, der kunne høre hvad jeg sagde. ”Bare rolig, har du glem hvem du taler til? Jeg er Camille More og jeg kommer ikke til skade” sagde hun og blinkede med det ene øje, hvilket fik mig til at fnise. ”Okay, men lov mig at du passer godt på dig selv!” Svarede jeg hende, med en alvorlig stemme som failede lidt.

”Nå, skal vi så se at få det overstået?” Sagde Camille kækt, de andre nikkede. Jeg var ikke helt tryk ved situationen, men hvis ikke hun fik det gjort så ville vi stå her i flere timer og diskutere med de andre. Charlie instruerede Camille i hvad hun skulle gøre ude på tømmerflåden og af det kun ville tage fem minutter, jeg stod og ønskede så inderligt at vi aldrig havde taget her ud. Jeg ville aller helst hjem og ligge under min varme dyne, eller se en hyggelig film sammen med Camille mens vi drak en kop te eller sådan noget.

De havde trukket tømmerflåden ind til bredenden og nu satte Camille sig til rette, jeg gik ned til dem og krammede Camille en sidste gang. ”Pas nu godt på dig selv og råb op hvis der bliver noget, okay?” Sagde jeg bekymret, hun nikkede. ”Det skal jeg nok, vi ses om fem minutter.” Svarede hun mig og gav min kind et lille kys. Charlie og Alex skubbede tømmerflåden i vandet. ”HUSK NU AT GRÆDE!” Råbte Luca efter hende og hun nikkede bare.

Der var nu gået 6 minutter og de havde fået filmet det de skulle, de var nu i gang med at trække Camille inde. Men med et lød der et Åh – åh og lyden af reb der gik fra hinanden, jeg stormede ned til dem igen. ”Hvad mener i med Åh – ÅH?” Spurgte jeg hidsigt, jeg så hårdt på Louise som var ved at dø under min vrede. ”Rebet knækkede og nu kan vi ikke få Camille ind” mumlede Alex, jeg vendte min om mod hende.

”Hvad sagde du?” Hvæsede jeg, hun så ned i jorden uden at svare mig. ”FOR FUCK SAKE!! HVAD SAGDE DU!!!” Skreg jeg af hende, det gav et sæt i hende. ”Rebet knækkede og nu kan vi ikke få Camille ind” hun så stadig ikke på mig, men jeg kunne mærke at hun havde lyst til at forsvinde langt væk.

5 sekunder efter var min hånd plantet på hendes kind i en syngene lussing, slaget var så kraftigt at Alex fløj til jorden. Hun græd og tog sin hånd op til kinden, de andre så chokeret på mig. Men jeg var fløjtende ligeglad, jeg skulle have min søster ind derfra!

”Hvad fanden tænker du på?” Råbte Louis som ellers havde stille hele det her forløb, jeg vendte mig hidsigt om. ”Hvad jeg tænkte på? HVAD JEG TÆNKTE PÅ?! JO NU SKAL JEG FORTÆLLE DIG HVAD FANDEN JEG TÆNKTE PÅ, JEG TÆNKTE SKAM PÅ AT MIN ENESTE SØSTER SIDDER HELT ALENE UDE I EN SØ, PÅ EN DÅRLIG JOKE AF EN TØMMERFLÅDE!! HUN KAN FOR HELVEDE IKKE SVØMME!! HVAD TÆNKTE I PÅ?? HMM!?!” Svarede jeg arrigt, de tøvede lidt. ”NEJ FOR I TÆNKTE SLET IKKE!! I ER DA GODT NOK DUMMER EN SNOT, JEG HÅBER FANDME AT DER IKKE SKER HENDE NOGET. FOR ELLERS SKAL JEG NOK PERSONLIG GØRE JERES LIV TIL DEN PLAGE!! TIL HELVEDE MED JEG ALLE SAMMEN!!!”  Skreg jeg, jeg rystede af vrede. Jeg hørte nogen råbe ude fra søen, det var Camille. Hun sagde at tømmerflåden var begyndt at synke og at vi godt måtte trække hende ind nu.

”KAN I SE HAVD I HAR GJORT?” Skreg jeg af dem, uden at vente på svar smed jeg det meste af mit tøj. Jeg hoppede ud i søens kolde sorte vand, jeg tog det ene svømmetag efter det anede. Det brændte og gjorde ondt i mine muskler, jeg kiggede mig omkring hvor var Camille? Jeg dreje mig omkring i vandet, panikken skylede ind over mig. Hvor var hun? Efter nogen tids søgen, fandt jeg hende. Jeg svømmede i den retning jeg havde set hende, der var ikke langt igen.

Men da jeg kom over til tømmerflåden var hun væk, m – men det kunne ikke passe! Hun var her jo for guds skyld lige før!! Hvor var hun nu? Jeg dykkede ned i vandet og kiggede efter hende der, men jeg kunne ikke se hende.

Jeg gled op over vandoverfladen, jeg tog tre hurtige vejr trækninger og så ned under vandet igen. Denne gang dykkede jeg længere ned, selvom det sved og brændte i min lunger blev jeg ved med at dykke ned. Jeg måtte finde hende, koste hvad de ville!

Der, DER VAR HUN!! Næsten nede ved bundet var hendes krop, armene var sprede ud fra kroppen og bene placeret som en pilespids der skulle til at spidde sø bunden. Jeg greb fat om hendes håndled og satte fra på bunden af alle de sidste kræfter jeg havde i mig, svømmede jeg op til vandoverfladen. Jeg var der næsten, sorte prikker slørede mit syn. Jeg måtte bruge min frie hånd til at føle mig frem med, der var noget. Det mærkedes som et reb, hurtigt greb jeg fat om det og hev os resten af vejen op.

Da vi kom op over vandoverfladen, var der to orange røde gummi både. Der var tre mænd i hver, klar til at tage i mod os eller dykke ned efter os hvis det var. Jeg var så træt og udmattet at jeg bare lod dem tage Camille først, derefter fiskede de mig op af de iskolde vand. Jeg fik et tæppe over mig, jeg kiggede spørgende på redderen. Hvordan vidste da at vi var her og hvor var min søster, skulle de ikke ligesom ud øve første hjælp på hende nu eller sådan noget?

Da vi nåede ind til brede stod der en ambulance parat, sammen med to flak mænd og en ambulance føre. Det først i mod Camilles slappe krop, derefter hoppede rederne ud af bådene. De tog i mod mig og bar mig langt uden om Camille og ind i ambulancen, jeg frøs og jeg rystede som en lille hund.

Men hvorfor måtte jeg ikke se til min søster, jeg ville vide om hun overlevede eller ej. Hun skulle overleve, det skulle hun bare. Hun var jo Camille More, min søster, mine forældres ynglings. Hun måtte overleve!

”Jeg vil se min søster” sagde jeg med rusten stemme, falkmanden kiggede bare på mig og fortsatte hvad han havde gang i. ”Jeg vil gerne se min søster, NU!” Skreg jeg, manden så bare på mig. ”Det er ikke muligt, lige nu” svarede han i et monotont toneleje, jeg skubbede hårdt til ham så han trådte et par skridt bag ud.

Jeg så mit snit til at løbe ud, jeg smuttede hurtigt ud af ambulancen og jeg hørte manden kalde på mig. Men da jeg ikke stoppede kaldte han på nogle af de andre, de løb efter min, men jeg havde ikke tænkt mig at stoppe før jeg havde set til min søster. Jeg kun få skridt fra Camille nu og jeg kunne se at der var noget helt galt, hun var bleg og rørte ikke på sig, hun trak heller ikke vejret. Der knækkede filmen for mig, jeg sank i knæ ved siden af hende, tårende pressede sig på.  Jeg lå halvt over hende og kaldte på hende, men hun svarede ikke. Jeg slog hende i bryste, jeg råbte og skreg af hende. Men lige meget hjalp det…

Hun var væk!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...