Age is just a number ♡ One direction

Kelsee er navnet på Niall Horan's lillesøster. Som den eneste pige ud af en søskende flok på 3 har Kelsee altid været storebrødrenes lille prinsesse. Fra første dag Kelsee mødte sin bror's 4 band kammerater for første gang har hun altid klinget godt med den ene. Nemlig en dreng med brunt hår og de sødeste mørke øjne... Problemet er bare at Kelsee er 15 og Liam er 19 og ingen nogensinde ville kunne forstå den kærlighed de ikke må udtrykke overfor hinanden. Hvad sker der når Niall inviterer hende med på tour hvor hun er tvunget til at være sammen med Liam og de andre drenge 24/7. Kan drengene holde sig væk fra Niall's uskyldige lillesøster og hvorfor kan Niall ikke bare give lidt slip?

104Likes
84Kommentarer
8396Visninger
AA

19. "Kel you okay?"

Kelsee synsvinkel 

"Kel rækker du mig ikke lige saksen?" Nialls søde smil ramte mig og jeg kunne ikke lade vær med at sende et lille smil tilbage, da jeg rakte ham saksen. 

Jeg satte stille mine fingre tilbage på det røde og hvide julehjerte som jeg i øvrigt var i krig med at få flettet. Det var bare ikke lige så nemt som det plejede. 

Enten var hjerterne blevet mindre eller også var mine fingre bare blevet større og meget mere kluntede. Det var nok det sidste.. selvom jeg ikke var meget for at indrømme det. Hvor gammel var jeg også sidste gang jeg gjorde dette her, 7 

Indvendigt havde jeg det forfærdeligt. Liam havde ikke snakket til mig de sidste dage. Jeg vidste at han ikke var vild med ideen om at Harry og jeg skulle dele værelse. 

Jeg var nu heller ikke helt vild med det selv, men hvad ellers? 

Jeg kunne jo ikke bare smide ham ud. Han var jo stadig min ven af en art.

Stille kunne jeg mærke hvordan Liams bløde øjne fulgte hver en bevægelse jeg tog. En mærkelig boblende fornemmelse bredte sig i min mave. Lidt lige som... sommerfugle? 

Jeg stoppede brat op. 

Sad jeg og dagdrømte om Liam? 

Den tanke kunne ikke være udelukket. Jeg elskede ham jo. 

Eller det tror jeg da jeg gjorde.

Det knuste mig  bare at se ham sådan. Du ved... knust.

Hans øjne lyste ikke længere op ved lyden af min stemme. De var derimod mørke som to porte med kæmpe hængelåse. Jeg følte ikke længere at jeg havde rettighederne til at kigge ind i dem længere. 

Jeg kunne næsten ingen gang udholde mit eget spejlbillede. Alt det jeg før syntes var 'okay' ved mig selv var nu blevet til 'Jeg hader det'. Jeg kunne ikke finde noget kønt ved mig selv. 

Nu når Liam og jeg ikke længere var på talefod så hvorfor overhoved gøre noget ud af sig selv. Harry havde jo allerede ødelagt det hele med det der kys. 

Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Jeg savnede ham utrolig meget. Jeg ville næsten gøre alt for at måtte lægge mine blide læber imod hans. Følelsen, omgivelserne og ham. Det var alt jeg havde brug for. 

Alle tankerne oppe i mit hoved på en gang fik mig næsten til at eksplodere. Julehygge... Liam... Harry... Liam... Harry... Niall. 

Mine øjne vandrede fra Niall og over til Harry som gav mig et lille smil. Hvis han så ikke bare kunne havde ladet vær med at kysse mig. Så havde vi, jeg mener Liam og jeg mindre at skulle kæmpe med. Først Niall og nu Harry. Alle odds skulle åbenbart bare være imod os..

Min hjerne var forvirret og jeg mindst lige så. 

Jeg lod mit blik falde mod mine fødder. Bare der ikke var nogen som ville se at der stille trillede en tåre ned af min kind. 

Jeg famlede med mine hænder for at prøve og virke som intet var hen. Mine fingre famlede med julehjertet præcis som før. 

Jeg tørrede min ene tåre væk med min sweaters ærme og ud kom et lille snøft. Ups. 

Jeg håbede for alt i verdenen at ingen hørte det. Det måtte de ikke. Jeg.. nej.. jeg mener. Jeg kiggede stille op og lagde hurtigt mærke til hvordan alle de 10 øjne var rettet direkte imod mig. 

Jeg kiggede på Liam med sørgende øjne. Hvad ville han have mig til? Hvordan kunne jeg gøre det her okay igen? For at sige det lige ud 'it was killing me softly'. 

Liam afbrød vores øjenkontakt og forlod rummet. Hvad skulle det her mene? 

Harry sad mindst lige så forvirret som de andre og stirrede på mig med store øjne. De havde tydeligvis ikke bemærket Liam forsvinde ud af rummet og væk fra alle problemerne. Jeg havde allermest lyst til at smide julehjerte  langt væk og løbe efter ham for så at spørge om tilgivelse. 

Jeg indså at det ikke ville gavne noget hverken for ham eller jeg. Jeg måtte give ham plads og tid til at tænke. Jeg kunne godt forstå at han var vred. Det ville jeg også havde været hvis jeg var i hans situation. Jeg var et forfærdeligt menneske..

Mine øjne mødte Nialls og jeg nåede næsten ikke at opfatte at Niall var sprunget op af stolen før han lagde sine stærke arme omkring mig. "Kel er du okay?" Niall kiggede på mig med bekymrede øjne. "Kel hvad sker der?" Jeg snøftede kort og mærkede hvordan hans stærke arme pressede mig endnu tættere på ham. Han gjorde mig tryk, men ikke nær så tryk som Liam. 

For guds skyld Kelsee, gider du ikke lade vær med at tænke på den dreng bare to minutter af dit meningsløse liv. 

"Tænkte du på dem igen?" Jeg kiggede forvirret på Niall, men forstod så hvad han mente. Det måtte tydeligvis være dem fra min klasse. Selvfølgelig, det var jo det der var galt. 

"Ja" løg jeg. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Alt var fint så længe at Niall var i troen at jeg bare tænkte på "dem" fra min klasse. MIN klasse var nok et lidt for stort ord at bruge, for jeg følte mig jo ikke som en del af DEM længere.   

Jeg følte mig ikke som en del af noget længere. 

Jeg kendte knap mig selv længere. Hvor var den glade smilene Kelsee. Hende som mange venner havde og aldrig kunne drømme om at græde sig selv i søvn. 

Men nu er jeg vågnet fra min drøm. Nu ved jeg hvad de mener med den virkelige verden. 

    

Liams synsvinkel

Jeg kunne virkelig ikke klare det, aldrig havde jeg troet at jeg skulle side her og føle mig så tom inden i. Da jeg så den første tåre glide ned af hendes kind rev det endnu et stykke af mig ud.

Jeg elskede hende.

Og at se hendes sådan var den værste følelse nogensinde. Måden hun diskret tørrede en tåre væk, i håb om at jeg ikke så det. Hvad troede hun jeg var, blind?

Jeg slog hårdt min ryg imod væggen og falde sammen op ad den.

"Hvad har du gang i Liam?" Mumlede jeg til mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en normal fyr der ikke forelskede sig i sine venners søskende men i en eller anden pige jeg... nej... jeg kunne ingen gang forstille mig at være sammen andre end hende.

Fuck mine tanker. Jeg kunne ikke styre mig selv længere og jeg var ikke sikker på hvordan det her kunne, eller ville, ende. Men en ting var jeg sikker på, der var nogen der vil græd, nogen der vil råbe og nogen der vil blive såret.

Jeg slog min næve mod jorden og udstøtte et vredt støn.

Jeg ville gerne kunne tilgive hende med det samme men... Harry, virkelig? Hvorfor lige ham? Troede lige vi var blevet enige om at være sammen, så meget som vi nu kunne være det uden at være offentlig sammen.

Jeg kørte en hånd igennem mit korte hår og sukkede svagt. Jeg måtte tage mig sammen, jeg var ikke en eller anden pige der blev fornærmet? Jeg måtte snakke med hende, i dag.

Jeg rejste mig beslutsom op og tog en dyb indånding, jeg måtte snakke med hende gentog jeg for mig selv.

 

***

Hey, undskyld den lange vente tid og det korte kapitel.

Jah... har ikke rigtig en undskyldning

ud over at jeg sider fast i en mindre skriveblokade :-(

Nå men der kommer til at ske nogle ting her i de næste par kapitler,

så hold øjnene åbne ;-)

 

- Mille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...