Age is just a number ♡ One direction

Kelsee er navnet på Niall Horan's lillesøster. Som den eneste pige ud af en søskende flok på 3 har Kelsee altid været storebrødrenes lille prinsesse. Fra første dag Kelsee mødte sin bror's 4 band kammerater for første gang har hun altid klinget godt med den ene. Nemlig en dreng med brunt hår og de sødeste mørke øjne... Problemet er bare at Kelsee er 15 og Liam er 19 og ingen nogensinde ville kunne forstå den kærlighed de ikke må udtrykke overfor hinanden. Hvad sker der når Niall inviterer hende med på tour hvor hun er tvunget til at være sammen med Liam og de andre drenge 24/7. Kan drengene holde sig væk fra Niall's uskyldige lillesøster og hvorfor kan Niall ikke bare give lidt slip?

104Likes
84Kommentarer
8398Visninger
AA

9. Baby YOU light up my world, like nobody else.

Kelsee's synsvinkel

Jeg havde nu stirret på den skide bamse i 20 minutter, mens Niall stemme stadig gav genlød inde i mit lige nu ret tomme hoved. 

En dør åbnede oven på og Pauls ret venlige stemme bad drengene om at gå med en af de andre vagter over til Lou så de kunne finde ud af hvordan de skulle se ud til aftenens show. 

Jeg vidste at dette var mit eneste fri rum før koncerten så jeg havde med stor grad tænkt mig at nyde det, da døren gik op og Paul stak hoved ind. 

"Drengene sagde du var hernede.. er du okay?" spurgte Paul og kiggede på mig med et venligt blik. 

"Ja, jeg har det helt fint" svarede jeg og gav ham et stort smil for at dække over mine sorger. 

"Kom" fortsatte han og åbnede døren, så jeg kunne følge efter ham. 

Jeg rejste mig hurtigt og gik lige i hælende på den ellers ret hurtigt gående Paul.  

Vi gik ud af bussen, fortsatte indenfor og skulle ned igennem en masse smalle gange for endelig at komme til destinationen. 

Som var? 

Et spillerum, hvor nice kunne det her lige blive?

 

***

 

Det seneste kvarter havde været et helvede. Paul havde hen over fodboldbordet prøvet at få lokket ud af mig hvorfor stemningen var så trykket imellem os, men hver eneste gang havde jeg skubbet ham hen med. "Pas på jeg er ved at score" eller "Ej den bold er jo helt skævt" for hvad skulle jeg sige hvis han direkte spurgte mig. 

"Kelsee hvad er det du går og gemmer på?" spurgte Paul som stoppede med at spille og kiggede derefter spørgende på mig. 

"Hvad mener du?" svarede jeg dumt og prøvede at give ham et ægte smil, som derimod blev meget usikkert. Hvorfor Kelsee, hvorfor?

"Jeg er ikke dum Kelsee. Jeg ved godt der er noget og jeg bliver ved til du fortælle mig det." fortsatte Paul og slap mig ikke af syne.

"Der har bare været lidt små skænderier ikke så meget andet" begyndte jeg. 

"Kelsee" Paul lagde blidt hovedet på skrå, et stort tegn på at han vidste der lå mere bag. 

Jeg sukkede kort. "Jeg faldt over Nialls latterlige sko som lå spredt ud over det hele, men de andre havde for travlt med deres Fifa. Så Liam kom og så kyssede vi, lige i det Niall kom ind. Og så pludselig kom Harry med en eller anden latterlig kommentar og så gik Niall og ..og det hele er bare så forvirrende." sagde jeg så hurtigt jeg kunne. For ikke at bryde sammen, men det var for sent. 

De første tåre havde allerede passerede mine øjne og trillede stille og roligt ned langs mine kinder. 

"Af hvad for noget?" spurgte Paul og kig hen imod mig. Ja han var tydeligvis chokeret hvilket overhoved ikke undrede mig. 

***

"Så det var derfor at du kyssede ham?" spurgte Paul interesseret. Vi sad nu op af væggen og mine rødblussede øjne var så småt begyndt at fortave. 

Paul forstod mig fuldt ud og fortalte mig at han endda også havde en teenagedatter derhjemme der var helt skudt i Harry. Hvor pudsigt. 

"Jeg skal nok få dem glade igen og husk Kelsee du kan altid komme og snakke med mig hvis du har brug for det. Jeg er her jo også for at passe på dig." fortsatte Paul og rejste sig op. 

"Tak Paul" svarede jeg og rejste mig op for at gå ud og tage noget at spise. 

Jeg fortsatte stille ud af rummet, da en forpustet Harry mødte mig. "Harry er der noget galt?" Spurgte jeg og lagde blidt hånden på den nu foroverbøjede Harry. 

"Det, det, det fordi vi gerne vil se dig inde i arenaen om 5 minutter" Var det sidste jeg hørte før Harry spurtede afsted igen. 

Waow hvor underligt, hvad ville de nu have mig til. Finde twitter spørgsmål? Hjælpe med noget lyddims eller what? okay jeg var ekstremt forvirret. Fra at sidde med Paul og snakke helt stille og roligt for derefter at komme ud og så forpustede Harry. 

Hvad skulle det betyde?

Men hvad skulle jeg bruge de næste fem minutter på? 

Mad?

Tv?

Twitter? 

Helst sikkert ikke twitter for så ville jeg nok i længden ikke kunne få mig selv til andet end at sidde foran den skide telefon, da det slog mig at der mindst måtte være 3 minutter derned. 

Jeg kiggede forvirret rundt hvor var alle mennesker nu henne? Arh det bare løgn. Jeg havde selvfølgelig glemt jeg ikke anede noget om dette sted..

Så jeg måtte prøve mig frem. 

Jeg gik ned af gangen og fortsatte til højre, så derefter til venstre for så endelig at møde et levende væsen. 

"Kelsee Horan" spurgte manden mig, mens han med store øjne stirrede ned på mig. Det var en smule skræmmende så høj han var og stod der med de der kæmpe muskler som i mine øjne nok var en smule for store. 

Jeg nikkede blot og fulgte efter manden som førte mig igennem en masse gange før jeg endelig kom til en kæmpe dør. I og med jeg lagde to og to sammen kunne jeg regne mig frem til at det måtte være døren til arenaen. 

Manden førte mig ind og stilte mig midt i rummet, tror jeg da nok. Her var helt mørkt så jeg vidste det jo i ikke realiteten. 

"Hey hvorfor går du?" råbte jeg efter manden da han blot efterlod mig i mørket. 

Men mit råb var forgæves, han var allerede i et rask tempo med retning imod døren som han stille lukkede bag sig. 

"Drenge, det her er slet ikke sjovt!" Råbte jeg. Havde de i et kort øjeblik glemt at jeg var ekstremt bange for mørke. 

"Jeg mener det altså, det jo ikke for sjov at jeg siger jeg er bange for mørke!" Råbte jeg endnu denne gang. 

Men heller ikke denne gang svarede de. Min stemme gav genlyd i hele arenaen og jeg følte mig ekstremt lille i denne her kæmpe arena. Som jeg ikke kunne se. 

Da et lysshow gik i gang for øjnene af mig. Jeg kiggede mig rundt og så derefter en efter en af drengene komme op på scenen i indtroen til what makes you beautiful en af min absolut all time favourite songs. 

Så begyndte den og Liam startede med at synge hans ret kendte vers. Jeg kiggede på dem en efter en og utroligt nok stod de alle der med et stort smil. Intet kunne beskrive min lykke over at de alle var samlet igen og de nu stod der på scenen og sang en for mig. 

Selvom jeg var glad gjorde det stadig en smule ondt at se Liam stå der og synge de ord som jeg vidste han mente 100 % passede på mig. 

 

Niall's synsvinkel

Jeg rystede på hovedet. Nej, de fik mig ikke til det. Nej.

"Kom nu Niall? Hun vil elske det!!" Liam tiggede mig om det, men jeg forsøgte at ignorere det faktum at han havde kysset min søster og fokuserede på at vi skulle videre med tournen. Jeg havde dog gjort det klart for ham at hun var uden for række vide.

"Jeg... Liam hun får nok det forkerte indtryk? Jeg..." Jeg stammede mig igennem sætningen og alle drengene nikkede svagt.

"Ja, men hvad vis vil alle synger den?" Liam var kommet med idéen om at han skulle synge for Kelsee, helt alene. Men det var ikke lige en mulighed for mig...

"Det..." Jeg nikkede svagt og så med et svagt smil på Liam. Han gav mig et akavet kram og smilte taknemligt lidt mig.

"Tak Niall du skøn!!" Han løb ud af rummet og forsøgte at overbevise en fra crewet om at vi skulle synge en sang, det gik nemt og vi fik så alle mikrofoner på.

 

Liam's synsvinkel.

"Don't need make-up, to cover up. Being the way that you are is enough" Jeg trådte et skridt tilbage og lod Harry komme frem foran mig, ikke at scenen var stor nok men jeg gav ham sin plads.

"Everyone else in the room can se it, everyone else but you." Sang han og vi smilte til hinanden.

Ud kom de tre andre drenge og smilte kort til mig.

" Baby you light up my world like nobody else,

The way that you flip your hair gets me overwelmed,

But when you smile at the ground it ain't hard to tell,

You don't know

Oh oh

You don't know you're beautiful

Oh oh

That's what makes you beautiful"

Et sug gik igennem min mave da vi alle sang omkvædet sammen. Ikke nok med at det var fedt at sammenholdet var tilbage, men det at stå her foran Kelsee. Min mave slog knuder mere end jeg havde prøvet til nogen anden optræden.

Jeg vidste at det ikke burde være sådan.

Jeg vidste at jeg ikke burde føle mig tiltrukket af hende.

Men jeg kunne ikke gøre for det, jeg mener se på hende. Hendes smukke livlige blonde hår, hendes ocean blå øjne som gav en lyst til at glemme alt og så det smukke smil som jeg slet ikke kunne begynde på at beskrive.

Vi rundede sangen af med Harrys kende slutning.

"That's what makes you beautiful!" De andre smilte til hinanden men mit blik var fastlåst i hendes.

"Kelsee, jeg ved godt jeg måske overreagerede en smule men jeg vil bare passe på sig. Det ved du godt ikke?" Spurgte Niall hende forsigtigt igennem mikrofonen og hun nikkede svagt.

"Bare lad vær med at gøre det igen" Sluttede han af, og den sætning fik mig til at stivne. Godt at han stod foran mig så han ikke kunne se min reaktion. Mine ben låste sig fast og mine læber blev til en tynd streg.

Hun stod også stille men Niall tog det som et ja og forlod scenen for at gå backstage. Louis og Zayn fulgte efter ham men Harry stoppede op og så på mig.

"Liam, det kan godt være det lyder utrolig egoistisk men det er for alles beste" Jeg nikkede svagt og åbnede munden, men intet kom ud. Harry lagde en hånd på min skulder og smilte af medlidenhed.

"Det, jeg ved ikke om jeg kan?" Svarede jeg efter noget tid.

"Jeg ved det er svært men prøv..." Han forlod mig så på scenen, alene eller... Ude midt i det hele stod Kelsee og stirrede på mig. Hun havde formentlig hørt det hele, for at tjekke pustede jeg i mikrofonen og som frygtet lød der en høj rungende lyd i hele arenaen.

Hun begyndte så at gå hen mod scenen og bag efter om bag scenen hvor drenge var forsvundet, jeg gik også backstage hvor jeg fandt drengene i vores omklædnings rum. De var ved at prøve tøj til aftenens koncert og jeg vidste at jeg også var nød til det.

Kelsee sad på sofaen med sin mobil og sms'ede. Jeg begyndte at prøve mine sæt og en gang imellem kiggede jeg på hende for at se om hun stadigvæk sad der. Et par gange fangede jeg hende i at stirre på mig men jeg var vel heller ikke meget bedre selv.

 

***

 

Jeg lå på hotel værelset og stirrede op i loftet, det var vel ikke så slemt? Niall ville forstå at jeg var forelsket? Det håbede jeg da.

Vis jeg forklarede mig ville han vel forstå. Vis jeg sagde at det ikke var meningen men at jeg havde følt sådan, længe. Og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre.

Jeg tog en dyb indånding og satte mig op. I det sekund gik døren op og ind kom Niall.

"Hey Lia-" Jeg afbrød ham midt i en sætning "Niall, vi må snakke"

Jeg satte mig for fodenden af sengen og gjorde tegn til at han også skulle sætte sig ned. Først så han forskrækket ud men lukkede til sidst bare døren og satte sig ned.

"Niall" Begyndte jeg, det var ikke gennem tænkt og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Jeg, jeg kan ikke glemme hendes øjne, hendes smil og den nervøse latter når hun ikke ved helt hvad hun skal sige. Jeg kan ikke glemme hende sådan uden videre?" Hans ellers så venlige øjne blev hårde og kolde.

"Det kan du ikke mene!!" Han rejste sig vredt og vendte sig for at stirre på mig.

"Jeg har ikke taget hende med for at hun skulle ligge og pusse nusse i hjørnet med dig, men for at JEG kun blive tættere med hende. For hun er MIN SØSTER!!" Han stormede hen mod døren og hele hans krop var anspændt.

"Hør nu li-" Nu var det ham der afbrød mig med en vred og skuffet tone.

"Nej, jeg sender hende hjem. Og du skal ikke forvente at jeg snakker til dig igen" Den her gang råbte han ikke, men det behøvede han ikke for ordene kom klart og tydeligt ud af hans mund. De plantede sig et sted i min hjerne jeg ikke selv kunne slette dem fra.

Og de sad fast.

 

Han sendte hende hjem. 

-

Det var så et meget underligt kapitel, men håber i kunne følge med.

Det ene øjeblik er de venner det næste vil Niall sende hende hjem.

Men sender han hende virkelig hjem?

 

Der gå nok lige lidt tid da det er min (Mille.) fødselsdag i morgen.

(Tillykke til mig!!)

Men efterlad en kommentar så vil vi blive glade!!

-Mille. (og CecilieWorm) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...