Sorgfulde farvel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2013
  • Status: Igang
En kort tekst om et farvel mellem en gammel flamme.

Idé: Uddrag fra Herman Bangs "Den sidste aften."

1Likes
0Kommentarer
371Visninger

1. Et farvel

 

 Det før fyldte rum, var nu et sted for de to, alene. Samtalerne var blevet afsluttet og mumlen og hvisken havde forladt dem i rummet, for selv at drage i aftenhaven. Man skuede tilbage men lod dem i fred, derinde. Hvinende løb skikkelser i lange kjoler, flyvende ned mod bænken ved søen. Knopsvanerne gled langsomt over vandet, da frøkenerne satte sig på den hvide bænk, skåret og malet i birketræ og knækket hvid maling, ved den begyndende solnedgang og efterlod de fineste bølger efter sig. De to knægte snakkede under piletræerne og kiggede hemmeligt på frøkenerne, der omfavnede hinanden i den druknende og ildrøde sol. Fruen listede sig langsomt tilbage mod døren. Stadig var der tyst i rummet, kun urets tikken svarede spørgsmålene i luften. Hun blev stående med ryggen til den halvt åbne havedør og lyttede til insekters summen, plukkede valmuer og ventede.  

Agnes kiggede skjult på ham fra skamlen i hjørnet. Med benene oppe under sig, sad hun og vuggede sig selv, så det knirkede i trægulvet. Hans ryg afviste hende tomt, jakken var sort, som kul, som tomhed. Uden ham ville hun blive ensom, og det vidste at de begge. Det vidste de alle. Frøkenerne, Fruen og knægtene. De ville gerne, hvis de kunne hjælpe. Men hvad var der at gøre, ikke meget. Nede i Frankrig ventede man på ham. I morgen, Frankrig. Fruen stod stadig udenfor og var begyndt at plukke andre, af de farvestrålende højsommerblomster til en lille afskedsbuket. En valmue tabte sit blad.   

"Jeg har, at tage af sted, det ved du," han rykkede på sig. Skæret fra lanternen på bordet flakkede en smule og fremkaldte stuens skygger. Hun sank en klump og skubbede havedøren i, for at lukke den kølige aftenluft ude. Hun nøjedes med at nikke til hans svar, skåne den krakelerende følelse i sit bryst. "Lad det ikke tynge dig, jeg vil skrive." Hun afbrød ham hurtigt. 
"Rejs du bare til Frankrig. Tjen dine skillinger og udlev dine drømme," Han kiggede nu på hende under sin stråhat. Hendes øjne var blevet blanke og næsen rød. Hun ignorerede den krøllede hårlok, der klistrede sig til hendes kind. "Men mig skal du ikke skrive til." Hun kiggede tomt ud i luften, han intrængende på hende. Langsomt kom han hende nærmere, strejfede hende over kinden, så hårlokken forlod kinden og gav hende et forsigtigt kys på munden. Agnes lukede øjnene og tog imod det, varmt og trygt. Frankrig borede sig gennem hendes tanker, som en ond drøm, et forfærdeligt ødelæggende mareridt. Gråden bevægede sig op gennem hendes hals. Hendes hænder skubbede ham forsigtigt væk. Kjolen fulgte efter hende hen mod døren. Et øjeblik overvejede hun, at kaste sig tilbage i hans favn og lade ham varme hende, inden han forlod hende. Tanken var så fristende og smagen af hans læber, sad stadig sød som honning på hendes. Frankrig ville tage ham, han ville aldrig skrive, selv ikke hvis hun havde givet ham lov. Fortidsminderne ville briste og være fortid forevigt. Sommeraftenerne som denne, ville smuldre mellem fingrene, som sandet de havde siddet i ved Vesterhavet og snakket om fremtidens eventyrer. Hun fór ud af døren. Fruen faldt bagover i et urtebed, da hun nysgerrigt havde lyttet bag døren. Blomsterne fløj fra hende og landede rundt om i bedet. 
 

"Agnes," Han kom blot gående ud ad døren i et dovent tempo. Hun løb gennem haven og ned mod søen. Frøkenernes højlydte snak og fnisen stoppede brat, da hendes klynkende gråd hørtes og hun løb forbi dem ned mod lindetræet på bakken. Svanerne fløj forskrækkede et par meter frem i vandet, da hun kom løbende forbi. Den støvede grønne kjole slæbte sig efter hende. Knægtene under piletræet lurede frem bag de svævende grene, der nær skjulte dem helt. De havde set det før; når mændene rejste, blev kvinderne hysteriske og følelsesløst følsomme. Tilbage stod han i døråbningen og så hende falde sammen under lindetræet, gemme ansigtet i sine hænder og ellers sidde helt stille udover de små, pludselige stød af hikkende, grådkvalte klynk der gik igennem hendes bryst. Hendes tanker fløj med vinden. Hvor hun skulle have givet ham et kram, et kys til. Hun skulle have sagt, at han kunne skrive så tit han ville og at hun ville komme og besøge ham, engang når Fruen ville give hende lov. 

Langsomt løftede hun det tunge hoved med de millioner af tanker. Bag tårene i hendes øjne, søgte hun efter ham oppe i haven. Men hun så blot piletræet, urtebedet og de mange kornblomster. Frøkenerne sad ranke og fine på bænken og kiggede på hende med sorgfulde øjne. Den ældste knægt, holdt fast i den yngste, der kiggede tøvende frem bag pilen. Fruen stod et stykke nede ad bakken og kiggede bebrejdende på hende, med en valmue i hånden og så ud som om hun havde flere ord at sige, end der var stjerner på himlen den aften. Hendes øjne søgte rundt i den blålige have; solen var gået ned bag søen. Svagt kunne hun skimte, at hestevognen bag husets gule murer var borte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...