Irresistible - One Direction (STOPPET)

Handling:
Angelina Montgomery er en glad pige på 17 år. Hendes far er den verdenskendte producer Marc Montgomery. Det vil sige at Angelina kan købe, gøre næsten alting. Men Angelina får beskeder fra en ukendt person, der ikke vil gøre andet for at ødelægge hendes liv. Men vil noget ændre sig, når selveste Niall Horan og de andre drenge fra One Direction kommer ind i hendes liv? Hvad vil A sige til det? Og ikke mindst, hvad vil A gøre ved det?
**Læsning er på eget ansvar. Anstødeligt sprogbrug kan opstå.**

22Likes
42Kommentarer
1895Visninger
AA

10. To do what -A says

Harry var nu i syne, og jeg kunne mærke indeni at jeg skulle have løbt. Det her er en fejltagelse, jeg dør er det her, ellers dør en af drengene! Det måtte ikke ske, men nu var det forsent at løbe. Eller var det? Jeg kiggede hen mod Harry, men han var for tæt på nu.

 

Det var forsent.


Jeg kiggede ned på min arm der blødte, det gav mig kvalme. Tårene kæmpede for at komme ud, men jeg ville ikke græde, ikke mere, men tårene er for stærke, og det endte med at de kom ud.
 

"Hey, hvad er der sket?" Harry var nu kommet helt hen til mig, og tørrede lidt af tårene væk. Jeg kiggede lidt på ham, ind i hans smukke grønne øjne, men jeg kunne ikke få bare et lille ord ud. Jeg kiggede ned på de blodige bogstaver, og nikkede som en henvisning. Han gispede, så det måtte betyde han nu havde set dem. Jeg sukkede lidt, og kiggede den modsatte vej af Harry.

 

"Kom, vi er nødt til at tage hjem. Jeg har glemt min mobil." Han tog en hånd rundt om mit liv, og tog fat i min arm. Altså den der ikke var blodig og klam, og hjalp mig op at stå, han slap min arm, men beholdte sin arm rundt om mit liv. Jeg kiggede ned på den mens vi gik hen mod gaden. Jeg kunne ikke kigge på noget andet, bare at hans arm var der, gav en blandet følelse indeni.
Jeg vidste at hvis jeg tog hjem til drengene ville jeg få kærlighed, komme på hospitalet, og stadig have mine bedste venner. Men jeg ville også leve i frygten, være bange for alt, og udsætte dem for hvad end 'A' kunne finde på.

 

Jeg vidste hvad jeg skulle gøre, uanset om jeg kunne lide det eller ej, jeg vil ikke udsætte drengene for dem. Det kan jeg ikke tillade, de vil få det bedre, det er jeg sikker på.
"Harry," hviskede jeg. Jeg havde kun fået lidt af min stemme tilbage, men det var nok til at han reagerede. "Jeg kan ikke," jeg kiggede ned på hans arm, og fjernede den. Han måtte være virkelig forvirret, men jeg ville ikke tjekke. Hvis jeg kiggede ind i hans øjne, ville jeg ikke have modet til at gøre det. 

 

"Undskyld."

 

Jeg begyndte at løbe så hurtigt som muligt vejen hjem. Jeg er glad for at jeg ved hvor jeg er, og at de ikke boede i den anden ende af byen. 

 

Jeg kunne høre Harrys stemme kalde på mig, men jeg var nødt til at ignorer den, jeg var nødt til at gøre det her for hans skyld, for drengene. Det var det der hjalp mig med at løbe, det hjalp at tænke at de nu ikke var udsat for fare at nu var jeg 'A' eneste mål.

 

Min mobil begyndte at ringe, jeg kiggede kort bagud for at se om Harry var fulgt efter mig, men der var ingen. Jeg tog min mobil op, og så at det var Niall der ringede.
Tøvende lagde jeg den ned i lommen, og begyndte igen at løbe. Jeg ville så gerne tage den, jeg ville høre Nialls stemme, jeg ville høre Louis jokes, høre til Liams gode råd, høre Zayns grin og se ind i Harrys øjne. Jeg ville se dem, høre dem, kramme dem, men det var kun en drøm nu. En frygtelig sød drøm, der nu aldrig ville gå i opfyldelse. 

 

***

 

Jeg gik træt hen mod døren, hvor der var en seddel og hvis jeg ikke tog helt fejl, var den fra min far. Jeg rev den ned af døren, og begyndte at læse den.

 

Hej skat, jeg er ikke hjemme før om en uge. Jeg har sat penge ind på din konto så du kan købe lidt til dig selv. Pas nu på huset, og ikke flere fester!

 

Jeg sukkede træt og smed sedlen på jorden, og gik ind af døren. Jeg smækkede den hårdt i, og låste den. Jeg gled ned af jorden, og tog min mobil op ad lommen. Jeg kiggede på displayet, der var  5 ubesvarede opkald, jeg gik ind i opkalds listen og så at 3 var fra Niall, 1 fra Zayn og en fra 1 Harry. Jeg sad og stirrede på navne i lidt tid, jeg kunne aldrig få lov til at snakke til dem. Jeg trykkede på 'ryd' og nu stod der ingen navne.

 

Jeg lagde mobilen ned, og kørte en hånd gennem mit hår. Jeg var træt af livet lige nu, jeg har brug for drengenes opmuntring.

 

 Jeg savner dem allerede så meget.

 

En besked tjekkede ind på min mobil, jeg vendte min opmærksomhed mod den, og så der stod 'Ukendt' på skærmen, jeg spærrede mine øjne op, greb min mobil, og trykkede ind på beskeder.

 

Nu mangler du bare at slette deres numre. Du har 1 minut. Tik, tak. -A

 

Jeg kiggede rundt, og en tåre faldt ned af min kind. Hvad ville der ske, ville 'A' komme frem med en kniv? Ville huset sprænge i luften? Ville der gå ild i det? Jeg kiggede rundt, søgte for et svar. Hvad skal jeg gøre? Jeg er ikke klar endnu, jeg ville ikke slette deres nummer. Så mistede jeg dem helt, og...

 

En ny besked tjekkede ind, jeg kiggede ned på min mobil igen, og jeg kunne hurtigt se at det var fra 'A'.

 

30 sekunder

 

Jeg gik hurtigt ind i kontakter, og fandt Louis nummer, ind i redigering og trykkede på slet. Det sved indeni, som om noget inden i døde, jeg gik videre og slettede Liams imens jeg talte inden i. 20, 19, 18. Jeg gik videre og slettede Zayns og begyndte at hulke, og gik hen på Harrys og trykkede slet. Masser af tåre rendte ned af mine kinder. 10, 9, 8. Jeg trykkede ind på Nialls og gik i stå. Jeg kunne ikke trykke på slet, jeg kunne ikke. 4, 3. Jeg lukkede mine øjne, og trykkede slet. 1, 0.

 

 Jeg åbnede først det ene øje, og lidt efter det andet. Jeg kiggede lidt rundt, for at se om der var noget anderledes. Men der var ingenting der var ændret, ud over at der var 5 navne der ikke længere var på min mobil.

 

Nialls synsvinkel:

 

"Fortæl mig lige igen, hvad der stod på hendes arm." Jeg var helt i chok da Harry var kommet ind af døren uden Angelina og sagde at hun var stukket af.
Jeg kan ikke forstå hvorfor Angelina er løbet væk, og hvorfor hun ikke vil tage nogen af vores opkald.

 

Det ligner hende ikke.

 

"Der stod 'min' med store bogstaver." Sagde Harry, han var helt rød under øjnene, han havde grædt ligesom jeg.
De andre var stadig helt i chok. De sagde ikke noget, og Zayn havde forladt rummet og var stadig ikke kommet tilbage, men jeg kan ikke bebrejde ham, jeg var tæt på at gøre det samme. 

 

Jeg greb min mobil, og tastede Angelinas nummer ind, og ringede igen op, i håb om at hun ville tage telefonen den her gang, selvom hun ikke havde taget den de andre gange jeg havde ringet.
Jeg sukkede stille og lænede mig tilbage, og skulle lige til at trykke på 'afslut', da der skete noget uventet.

 

"Hej det er Angelina."

 

Stemmen lød lidt grødet, hvilket må betyde at hun har grædt. Lidt forundret over hun endelig havde taget telefonen, satte jeg hende på højtaler.
 

"Det er Niall." Jeg lød lidt usikker, men det var fordi jeg var bange for at hun ville smække røret på, når hun har fået at vide det er mig.
Zayn kom ind i stuen, han må have hørt hendes stemme eller noget siden han er kommet ind. Jeg vendte min opmærksomhed til mobilen da en skramle lyd kom derfra.

 

"Du kan ikke ringe til mig mere." Hendes stemme lød usikker og trist. Jeg begyndte at blive urolig for om denne 'A' nu havde gjort noget mere ved hende.

"Hvorfor ikke?"


En bib lyd kom fra telefonen, der betød at hun havde lagt på. Jeg sukkede, og lagde telefonen ved siden af mig. Stilheden lå i luften, men vi var alle klar over der var et eller andet galt, og vi derfor måtte gøre et eller andet.

 

***

 

Jeg har virkelig været en skovl til at skrive det her kapitel, men her er det altså, og jeg håber i syntes godt om det. :)
PLEASE LIKE AND COMMENT! <3

Btw. jeg har ikke rettet kapitlet igennem. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...