Irresistible - One Direction (STOPPET)

Handling:
Angelina Montgomery er en glad pige på 17 år. Hendes far er den verdenskendte producer Marc Montgomery. Det vil sige at Angelina kan købe, gøre næsten alting. Men Angelina får beskeder fra en ukendt person, der ikke vil gøre andet for at ødelægge hendes liv. Men vil noget ændre sig, når selveste Niall Horan og de andre drenge fra One Direction kommer ind i hendes liv? Hvad vil A sige til det? Og ikke mindst, hvad vil A gøre ved det?
**Læsning er på eget ansvar. Anstødeligt sprogbrug kan opstå.**

22Likes
42Kommentarer
1892Visninger
AA

3. Stupid scars

 

Jeg åbnede mine øjne, mit hoved gjorde ondt, og ikke bare lidt. Jeg følte mit hoved skulle eksplodere. Jeg tog mig til hovedet, og kneb øjnene sammen, inden jeg rakte ud efter min mobil på den lille kommode. Der var ingen nye beskeder, jeg trykkede ind på beskeden fra i går, dog smed jeg hurtigt min mobil fra mig. Jeg gad ikke tænke på A, eller dens advarsler. Hurtigt, måske for hurtigt rejste jeg mig op, det hele snurede rundt et kort øjeblik. Men jeg ignorerede det, og gik over til spejlet hvor jeg kastede et kort blik på mig selv. Efter mine tårer i går var min mascara tværret ud på mine kinder, mine brune øjne så trætte ud, og mit brune hår var helt filtret, og fedtet, og den røde læbestift jeg havde på var tværet lidt ud. Mit blik gled ned af min krop, jeg havde aldrig været tilfreds med den, og arene på mit håndled var en stor fejltagelse. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på den gang, men det bedste var at jeg ikke cuttede mere. Men nu var jeg endt med nogle grimme ar, men der var aldrig nogle der havde set dem, ikke engang min far eller Allison. Men min far ville nok være ligeglad med mine ar, han havde aldrig interesseret sig for mit liv.
Jeg gik væk fra spejlet med et suk, bare at kigge på de ar, gjorde mig så frygteligt ked af det. Jeg gik over til mit skab, tog jeg noget undertøj og noget tøj fra mit skab, og gik ud på toilettet for at gå i bad.

Jeg nød det varme vand glide ned af min krop, det var det det eneste tidspunkt jeg kunne lade være med at tænke. Jeg sukkede kort da jeg havde stået så længe, at vandet var blevet koldt. Jeg gik ud af badet og tog noget tøj på, efter at have tørret mig.

***

Jeg var gået nedenunder, og som jeg nok havde tænkt, var min far her ikke. Sikke en overraskelse! Han havde i stedet lagt en besked om at jeg ville få min straf senere hen. Dog gad jeg ikke tænke så meget over det, i går havde det været første dag af sommerferien, hvilket bare betød 10 uger, uden lærer, lektier men det bedste af alt, uden mobbere. Selvom jeg var halv kendt – på grund af min far – havde jeg ikke fans, ikke en. I stedet blev jeg mobbet, og havde én veninde, det var Allison. Jeg er virkelig glad for hende, hun er den eneste jeg har. Desværre går hun ikke på min skole, dermed har jeg ikke nogle venner i skolen.  Dog har jeg aldrig forstået hvorfor, jeg smiler altid, finder mig i at de skubber til mig, alt sådanne ting. Men det er bare sådan det er, der vil jo altid være et mobbeoffer, og i dette tilfælde er det mig. Jeg sukkede kort, og gik ud i gangen.

Jeg tog min taske og min jakke, og gik ud af døren. Jeg havde ikke løst til morgenmad i dag, jeg havde det dårligt og trængte til noget frisk luft.
Vejret i London i dag var okay, det blæste en del men det var alligevel varmt. Jeg smilede stille for mig selv, da jeg gik hen mod byen. Jeg smilede til dem der kom forbi, de fleste gengældte mit smil, hvilket gjorde at mit humør var i top.

Da jeg var nået ind i byen, hvilket har taget et godt stykke tid, stod det på shopping! Jeg smilte da det var lang tid siden jeg havde været på en shopping-tur. Desværre kunne Allison ikke komme med, men det tog jeg ikke så tungt.

***

Jeg var færdig med at shoppe, og lad mig bare sige det havde taget lang tid, men hey! Jeg manglede tøj. Nu stod turen på hjem ad, og det var fantastisk vejr, da blæsten havde lagt sig. Jeg smilede, og gik hen ad gaden. Jeg hev min mobil op ad lommen, da jeg kunne mærke den vibrerer. Jeg kiggede på displayet, og mit humør ændrede sig hurtigt, da jeg så det var fra et ukendt nummer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle, men trykkede så alligevel på ’åben’. ”Gå til højre nu. Eller du vil fortryde. –A” stod der. Jeg kiggede omkring, det kunne være hvem som helst, der var for mange til jeg kunne sige hvem. Jeg havde løst til at sætte mig ned og græde, men det kunne jeg ikke. Ikke nu, ikke her.
Jeg valgte at ignorer beskeden, for en gangs skyld ville jeg være stærk. Jeg lagde mobilen ned i lommen, og kiggede kort rundt igen, inden jeg fortsatte kursen hjem ad. Mit smil var forsvundet, og selvtilliden var sivet ud af min krop. Jeg kiggede ned på jorden. Uden at havde lagt mærke til det var jeg landet på jorden, jeg var først vågnet op fra min lille verden da jeg hørte en stemme. ”Hey…” Han rakte hånden frem, jeg tog i mod den, og smilede stille, dog var det falsk.  Jeg var alt for træt og nede til jeg kunne smile rigtigt. ”Det må du undskylde.” Sagde han, og kiggede undskyldende på mig. Da jeg var kommet op at stå, gav jeg mig tid til at se hvordan han så ud. Han havde nogle mørke blå bukser på, en blå T-shirt, en hættetrøje der var trukket over hans lyse hår, et par solbriller og et sødt smil.

Jeg kiggede på min hånd da jeg pludselig kunne mærke en smerte. Det var først nu jeg havde lagt mærke til at der var et af mine ar der var gået hul på, jeg hev i mit ærme for at skjule det, men han havde allerede set det. Jeg så lidt på ham, han mistede smilet. Jeg tog de poser der var røget af mit håndled da jeg var væltet, og skyndte mig væk fra ham, fuck mit liv. ”Hey!” Han råbte sikkert efter mig, men jeg ignorerede det. Han havde hurtigt droppet at råbe igen, men jeg kunne mærke hans blik på mig, men jeg ville ikke tilbage til ham, jeg ville hjem.
Var dette hvad A mente? Nej, den var her ikke for at hjælpe, at støde på den fremmede, der alligevel så bekendt ud, var noget den ikke ville have, men hvorfor? Hvad troede den der ville ske? Ud over at han skulle se mine ar, hvorfor fanden gjorde han også det? Jeg håber ikke jeg skal se ham igen, tænk hvis jeg nu kom til at møde ham. Jeg rystede tanken væk, og gik hurtigere hjem af da jeg kunne mærke tårerne presse sig på.

***

Jeg vil sige tusind tak til alle der har læst endnu et kapitel i Irresistible. :) Jeg ville blive rigtig glad hvis I gad at skrive en kommentar, hvad I syntes om historien og like! :D
Btw. Jeg ved jeg ikke er god til at sætte kommaer og punktum, men jeg håber i kan bære over med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...