Irresistible - One Direction (STOPPET)

Handling:
Angelina Montgomery er en glad pige på 17 år. Hendes far er den verdenskendte producer Marc Montgomery. Det vil sige at Angelina kan købe, gøre næsten alting. Men Angelina får beskeder fra en ukendt person, der ikke vil gøre andet for at ødelægge hendes liv. Men vil noget ændre sig, når selveste Niall Horan og de andre drenge fra One Direction kommer ind i hendes liv? Hvad vil A sige til det? Og ikke mindst, hvad vil A gøre ved det?
**Læsning er på eget ansvar. Anstødeligt sprogbrug kan opstå.**

22Likes
42Kommentarer
1900Visninger
AA

5. Something in the wardrope

Kapitel 4:
Jeg vendte mig langsomt rundt, og det skal lige siges at jeg stadig havde min mund fuld af mad. ”Ja.” Smaskede jeg, jeg er lækker ikke? Snakker med mad i munden, that’s how I like it. Jeg kiggede på skikkelsen foran mig, og er det en overraskelse hvis jeg siger at det er Niall der står der, og griner af mig. Nej, det syntes jeg heller ikke. Med et snuptag – ja det er et ord – tog jeg flaskerne med vand, fra bordet og gik hen til Niall der spærrede det hele. Og det var med vilje, det var så tydeligt. Han stod med armene strakt så langt ud han kunne, imens han selv stod i midten af dørkammen. ”Niall…” Sukkede jeg, da han bare stod og smilede. ”Kodeord.” Smilede han. You kidding me? Jeg er barnlig, men kodeord? Det er lidt for barnligt, wow… det kom  ud af min mund! ”Niall… jeg er ikke i humør til det.” Sukkede jeg. ”Enden skal du gætte kodeordet, eller skal du fortælle historien,” stoppede han, og gik tættere på mit ansigt, der hurtigt blev rødt som en tomat, hvorfor? Aner det ikke.. ”Bag arene.” Hviskede han. Han trak sit hoved væk, og jeg blev virkelig målløs. Mine ar? Skulle det emne nu på bane igen?


Glem det.


”Glem det, Niall.” Jeg gik hen og satte mig i læder sofaen  der var placeret over i hjørnet af rummet. Mit blik ramte jorden, og jeg slap vandflaskerne, så de ligger ved siden af mig, op af muren. Hvorfor mine ar bringes på bane? Hvorfor var han heller ikke ligeglad? Det her er noget shit. Alt sammen.
Der gik et sæt i gennem mig, da Niall satte sig ved siden af mig. Mit blik faldt over på døren der nu var lukket. Suk… jeg hader den her situation, især fordi jeg ikke ved hvor jeg skal kigge hen. Hen på døren, ned i gulvet, på Niall?
”Det er ikke for at gøre dig ked af det.” Jeg vendte mit blik på Niall. Ikke for at gøre mig ked af det? Han vil have en historie, om en piges ar, og han ikke ved ikke engang hvem pigen er. Er det kun mig der syntes det er vildt sær?
”Hvorfor vil du vide det? Du ved ikke engang hvem jeg er.” hviskede jeg. Jeg kiggede ned i gulvet igen. Min stemme var helt væk, og hvis der var selvtillid i min krop, var den for længst væk. ”Fordi jeg… jeg bekymrer mig om dig.” Jeg kiggede undrende op på ham. Bekymrede sig om mig? Ingen bekymrede sig om mig. ”Niall, du ved intet om mig, ud over jeg er en pige der har ar. Og jeg er sikker på når du går ud af denne bygning, så glemmer du mig og min historie.” Hviskede jeg igen. Jeg rejste mig langsomt op, og det gik op for mig jeg græd, da en tåre rendte ned af min kind. Jeg gik over mod døren, men han var desværre hurtigere end mig, og spærrede igen døren. ”Hør her!” Han lød bekymret, og han holdt sine hænder på mine skuldre, så jeg ikke kunne flygte væk igen.
”Jeg har ikke tænkt på andet end dig, siden vi mødtes. Jeg vil aldrig glemme dig.” Jeg tørrede en tåre væk, og kiggede igen op på Niall, og hans øjne lyste af bekymring. ”Stop med at skubbe mig væk, og luk mig ind.” sagde han stille. Jeg sukkede stille, jeg kan jo ikke fortælle ham det. A ville dræbe mig for det, vent lige, kunne A overhovedet høre mig herinde? Jeg undersøgte rummet med øjnene, men der er ingen vinduer, og ventilations skakten var der overraskende ingen af. A kunne umuligt finde ud af noget hvis jeg sagde det herinde.
”Det er en lang historie. Men for at gøre den kort,” sagde jeg så højt som jeg turde, men min stemme var forsigtig og skrøbelig. ”Så er arene på grund af dem der mobber på skolen, og en person jeg ikke ved hvem er.” Wow, kort og upræcis - nej, det er ikke en fejl at der står upræcist. For... Lad os indse det, dét var upræcist.
Men også for at være helt ærlig over for migselv. Cutter jeg stadig, sikke en løgner jeg er ikke? Nå men jeg cutter, og de ar der er på mit håndled er kun et måned gamle, og det nyeste er for en uge siden. Jeg syntes bare lige det skulle ud, fordi ja. Jeg hader at lyve, men jeg gør det alligevel, ironisk ikke?


Niall løftede tog fat i min hage og løftede den op så jeg kiggede ham i øjnene. Hans øjne var flotte og blå, i modsætningen til mine der har en kedelig brun farve.
”Hvad mener du med en person du ikke ved hvem er?” Han lød virkelig rolig, det var det modsatte af hvad jeg var. ”Der-der er en der sender beskeder til mig, øhm… og jeg ved ikke hvem det er, men den sender mig truende beskeder.”
Jeg kiggede nervøst op på Niall, men det var tydeligt han ikke vidste hvordan han skule reagere. Jeg bed mig hårdt i læben, måske var det en fejl at fortælle Niall om det.


”Hallo. Niall er du derinde?” Det var Louis. Jeg kiggede panisk over på Niall, der fjernede sine hænder fra mine skuldre. ”Vi tager den senere.” Hviskede han. Han gik hen til sofaen og tog vandene, og åbnede døren.
”Hey Louis!” Sagde han glad. Åh nej! Jeg måtte ligne et brag! Jeg skyndte mig forbi Niall og Louis, og ud på toilettet der lå overfor, min make-up måtte sidde af lort til, det var den sårlige ting ved at have make-up på, men jeg ligner noget der er løgn hvis jeg ikke har noget på.

 

Jeg kastede et blik på mit spejl billede, og min mascara var tværret lidt ud, men det var det eneste. Jeg tog lidt vand på min finger, og fjernede det så godt som jeg kunne. 

Da jeg var færdig, så det ikke så meget ud som jeg havde grædt. Jeg sendte mig selv et opmuntrende smil i spejlet. Da en min mobil kom med et bip, der betød jeg fik en besked. Jeg tog min mobil, og åbnede beskeden. ”Troede du jeg ikke kunne høre det? Du kommer til at fortryde det, bitch! –A”.
Jeg kiggede rundt, var A herinde? Panikken voksede og voksede, da der kom et brag fra en af båsene, der fik mig til at skrige højlydt. Jeg skyndte mig ud af badeværelset, og ind til de andre. Og på grund af min fart, lød det sikkert som en flodhest, fordi alle blikke var hurtigt vendt mod mig. ”Undskyld far, men jeg er nødt til at løbe!” Sagde jeg hurtigt, inden jeg lige så hurtigt var ude af døren ud og henne ved min bil. Jeg ville hjem, og det kunne kun gå for langsomt!


Nialls synsvinkel:
 

Hvorfor skyndte hun sig så hurtigt væk? Marc havde i hvert fald givet os en pause, for at han kunne samle sine tanker, som han havde sagt. Jeg gik ud på badeværelset, hvor Angelina var løbet ind på, og så lige så hurtigt ud igen. En hvid iPhone lå på vasken, og hvis jeg ikke vidste bedre, var det Angelinas. Var det forkert hvis jeg kiggede i den? Nej, for jeg var nødt til at finde ud af om det var en besked fra denne person, Angelina havde snakket om. Jeg åbnede iPhone'en, og som jeg havde håbet, var den ikke låst.

Jeg åbnede den nyeste besked, og læste den igennem ’Troede du jeg ikke kunne høre det? Du kommer til at fortryde det, bitch! –A”.  Det måtte være personen Angelina talte om. Jeg tog telefonen i lommen, og gik ind til de andre.
”Hvad skete der?” Kunne jeg høre Harry spørge om, de andre trak på skuldrene. ”Ved du det, Niall? Du var den sidste der var sammen med hende.” Spurgte Liam lidt bekymret om. Det var typisk Liam at være bekymret, men det var alligevel dejligt at have en der bekymrede sig i bandet.
Jeg trak lidt på skuldrene. Jeg havde ikke tænkt på at fortælle drengene det med A. Hvis nogle skulle fortælle det, skulle det være Angelina.


”Okay, det er jeg ked af drenge, jeg er nødt til at afslutte det for i dag. Vi fortsætter på onsdag.” Smilede Marc til os, men det var tydeligt det var falskt. Dog var jeg lidt ligeglad, så jeg smilede tilbage og nikkede.  De andre drenge og jeg, begyndte at gå ind i omklædningsrummet. 
 

”Hey, Marc!” Råbte jeg imens jeg løb hen til ham, han var heldigvis ikke taget af sted endnu. "Hvor skal du hen?” Spurgte jeg med et smil, selvom det var falskt. Jeg brød mig ikke helt om Marc, han virkede ligeglad med Angelina.
”Jeg har en aftale, hvorfor?” Spurgte han lidt træt. ”Jeg har Angelinas telefon, skal jeg køre hjem til hende med den.” Han sukkede, og tog papir og kulepen frem. ”Her.” Sagde han træt, men sendte mig et smil, og gik så. Nu skulle jeg bare skifte, men jeg må håbe at drengene er hurtige, og at Louis overhovedet gider at køre mig hen til Angelina.


***

 

Angelinas synsvinkel.


Det gav et sæt i mig, da dette bankede på døren. Jeg var blevet så træt af at være vågn og af alle mine følelser, så jeg havde bare lagt mig til at sove, og jeg havde låst ALT. Og jeg mener alt, vinduer, døre selv min badeværelses dør. Jeg ville ikke tage nogle chancer.


Jeg gik træt neden under, jeg orker seriøst ikke besøg, især ikke når jeg ingen anelse har om hvem det er. Det kunne jo være A. Selvom jeg tvivler at den banker på, men altså!
Jeg åbnede træt døren, men spærrede hurtigt øjnene op. Hvad laver Niall her?
”Hey, må jeg komme ind?” Spurgte han med et smil. Jeg smilede stille, dog falsk - bare så i ved det - og trådte til side. Han gik stille ind, og jeg lukkede døren.


”Er du okay? Jeg har læst beskeden du fik, så du pøvs ikke at spille over for mig.” Jeg kiggede forbløffet på ham, og mærkede i mine lommer, og kom i tanke om hvordan jeg havde glemt min mobil på vasken efter at have set beskeden. Hvorfor havde han gået ind på pige toilettet? Og hvorfor havde han kigget i min telefon? Men spørgsmålene var hurtigt glemt, da A's ord kom ind i mit hoved, og blev ved med at køre rundt.


Jeg fik hurtigt tårer i øjnene, og gik hen i stuen ved siden af gangen. Med et hulk satte jeg mig ned på den ubehagelige sofa. Hvorfor havde vi ikke bløde møbler, istedet for ubehagelige? Jeg kiggede ned i gulvet, og begyndte at hulke mere, hvorfor var A efter mig? Og hvorfor ikke bare komme og dige tingene i person? Jeg var træt af dens lege, og træt af at være et offer hele tiden... Flere hulk kom ud af mine mund, og jeg trak mine knæ op til mig, og begravede mit hoved i dem.


”Hey..” Nialls stemme afbrød mine tanker, og han satte sig ned ved siden af mig, og lagde en arm omkring mig. Han trak mig ind til sig, imens hulkene en efter en kom ud af min mund. Jeg begyndte at tænke på hvor meget bøvl jeg er for Niall. 
Jeg kunne lige så godt være sådan en grimling fra den der film Grimlings. Altså ikke den der søde Gismo, men de der andre nogle der er laver splid – eller hvad man siger – i alting!

 

”Såså.” Jeg puttede mig ind til Niall, det var længe siden sådan noget her var sket. Alison vidste intet om mine problemer, så sidste gang jeg puttede med en var min mor. 


”Niall jeg er altså vildt bange.” Hviskede jeg. Når han var gået, altså når han skulle hjem. Ville A sikkert komme. Jeg er sådan et nemt mål, i et stort hus som dette. Klokken er nok et eller andet med… hvad er klokken egentlig? Jeg har jo sovet, og da jeg lagde mig til, var jeg 18. Jeg løftede min arm, så jeg kunne se hvad klokken er, på mit armbånds ur. 21? Allerede? Wow, men… hvorfor kommer han så sent? Kunne de være så langsomme om at klæde om? Eller... var de først taget hjem til en af dem? Jeg havde læst noget om dem i et blad, og der stod noget om at det var en tradition med at tage hjem til en af dem efter et job - eller hvad man kalder det -, så det måtte være det.


”Niall, jeg tør ikke være alene.” Jeg gik lidt væk fra ham, jeg håber han forstår min hentydning. Han nikkede stille. ”Jeg skal nok blive.” Han sendte mig et smil enden vi gik op på mit værelse.


Jeg lagde mig træt ned i sengen, jeg var virkelig træt. Alt det med A, og problemer gjorde mig altid virkelig træt. Jeg lukkede øjnene, og kort efter blev lyset slukket, og nogen kom hen og lagde sig ved siden af mig, og den nogen var Niall.


***

Jeg vågnede op med noget bibede. Niall lagde og sov, og han så virkelig sød ud når han sov. Jeg kunne ligge og stirre på det ansigt i længe. Men det ville være klamt, så det må jeg heller lade vær med. 
Jeg smilede lidt ved synet af ham sove, han var ikke så værst, som jeg havde troet i starten. Jeg vendte mit blik og mine tanker mod min iPhone, og åbnede beskeden ”Sovet godt? Kan du sove hvis jeg fortæller dig, at der er en overraskelse i skabet? –A”.

***
Dette kapitel er ikke rettet igennem. 
Please Like! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...