Irresistible - One Direction (STOPPET)

Handling:
Angelina Montgomery er en glad pige på 17 år. Hendes far er den verdenskendte producer Marc Montgomery. Det vil sige at Angelina kan købe, gøre næsten alting. Men Angelina får beskeder fra en ukendt person, der ikke vil gøre andet for at ødelægge hendes liv. Men vil noget ændre sig, når selveste Niall Horan og de andre drenge fra One Direction kommer ind i hendes liv? Hvad vil A sige til det? Og ikke mindst, hvad vil A gøre ved det?
**Læsning er på eget ansvar. Anstødeligt sprogbrug kan opstå.**

22Likes
42Kommentarer
1893Visninger
AA

9. Run or stay?

Niall synsvinkel:

 

Jeg kan sige jer, at jeg var virkelig pissed. Angelina er mit crush, ikke Harrys, dog vidste han ikke jeg kunne lide hende, men alligevel! Jeg var virkelig faldet for Angelina, og efter kysset, tror jeg på hun også hun kan lide mig. Jeg gik ind i køkkenet, og så Harry, Liam og Louis snakke, men det kunne de godt vente med. Dette var vigtigt.

"Harry, kan vi tale sammen?" Spurgte jeg så roligt, men jeg var virkelig pissed. "Yeah mate." Sagde Harry med et lille smil, og rejste sig fra bordet, og fulgte med ud af rummet. Vi gik ind på et af værelserne, og Harry lukkede døren efter sig. "What's up mate?" Spurgte han glad. "Jeg ved du er forelsket i Angelina," startede jeg ud, og han fik hurtigt ændret sit ansigt til at være mere seriøst, men han havde stadig et lille smil på læben. "Hvilket jeg også har." Sluttede jeg af, og satte mig ned på sengen. Harry så lidt forbløffet på mig, og kløede sig selv i håret.

"Wow, den var svær." Endte han med at sige, og jeg kunne kun give ham ret. Hvad skulle vi gøre?

 

Angelinas synsvinkel:

 

Jeg vågnede op, og mødte Zayns smukke øjne, hvilket fik mig til at smile stort. "Hey." Mumlede jeg træt og satte mig op. Jeg strakte mig og kørte mine fingre gennem mit hår. Jeg smilede stille. "Hvor længe har jeg sovet?" Jeg kiggede lidt rundt, men alt lignede det samme, bortset fra at Harry og Niall ikke er i køkkenet. "Ikke længe." Grinede Zayn kort. Jeg rejste mig og gik ind i køkkenet, og mødte Liam og Louis. "Hey boys." Hilste jeg, jeg fik hurtigt et smil fra dem begge. "Hvor er Harry og Niall?" Spurgte jeg undrende, og kiggede rundt. "De skulle lige snakke." Sagde Louis med et smil, som jeg hurtigt gengældte. Jeg gik ud i gangen, og hen til et af værelserne, og åbnede døren hvor der kom stemmer inde fra. "Harry, jeg så -" Nialls blik landede på mig, og jeg kiggede lidt undrende på ham, og kiggede så på Harry, der ikke så spor glad ud. Hvilket Niall heller ikke gjorde. "Øhm.. undskyld, dårlig timing." Sagde jeg stammende, og var på vej ud af døren, men blev stoppet af Harry. "Nej, mig og Niall var færdige med at tale." Han sendte mig et lille smil, og gik hen mod mig, og fulgte mig ud af døren, og ind i køkkenet. Niall kom gående lidt bagved. Dog tænkte jeg ikke meget over det.

"Jeg fandt dem!" Grinede jeg lidt, og en lille latter kom fra Louis og Liam. Jeg forlod dem igen, og gik forbi Niall ved døren, jeg sendte ham et kort smil, hvilket han hurtigt gengældte.
Damn der var et eller andet galt, det var så tydeligt.

"Zaaaaaayn!" Sagde jeg, og løb hen til sofaen hvor Zayn sad med sin mobil. Han løftede hovedet og nikkede kort. "Kan vi ikke synge igen, det lød så godt!" Han grinede lidt, og kaldte på de andre. Lidt efter kom de ind i stuen. "Angel, vil gerne synge. Er i friske?" Jeg smilede lidt over at han kaldte mig Angel. Jeg elskede seriøst at blive kaldt det!
"Joh, hvorfor ikke?" Sagde Louis, og satte sig ved siden af mig. Jeg smilede stort, og kiggede på drengene, der slog sig ned i sofaen, bortset fra Niall der tog guitaren, og satte sig klar til at spille. Dog med stift ansigt, hvorfor var han så... trist? Sur? Irriteret? Damn... han er svær at læse.


"Nogle ønsker?" Spurgte han, denne gang med et lille smil. "Bare spil noget, så synger vi med." Sagde Louis med et smil. Niall begyndte at spille noget, og lidt efter var rummet fuld med sang, jeg sang nogle gange med, da jeg ikke kendte sangen så godt. Ja, jeg kendte ikke engang navnet, men jeg havde hørt lidt af sangen. Et par gange sang jeg solo, og det føltes ret godt. Jeg smilede hele vejen igennem sangene. This was the time of my life!!

 

***

 

Da vi havde sunget, ja jeg ved ikke hvor mange sange, stoppede Niall pludseligt. Kig kiggede undrende på ham, da han stalte guitaren lidt væk fra sig. Drengene begyndte at gå over til Niall, med et lille smil men frygten voksede stadig inden i mig, da jeg havde det med at altid at frygte det værste. Havde jeg gjort noget forkert? "Hør her," jeg kiggede mod Liam, der nu var i gang med at snakke. "Vi ved at det med -A ikke er nemt for dig," Liam kiggede over mod Louis, der nu gik i gang med at snakke. "Derfor vil vi gerne synge noget for dig." Smilede Louis, og Niall begyndte at spille på guitaren. "Lyt godt efter teksten, dette er nemlig specielt til dig." Sagde Louis, med det store, søde smil. Mit humør gik fra at være forvirret og trist til at være smigret. Det var virkelig sødt de gjorde dette for mig!

"We feel, we hear, your pain, your fear. But we're here to say, who you are is okay," begyndte de at synge, og jeg smilede så stort. Teksten var så smuk, og man kunne se hvor koncentrerede de var, så det betød bare at de mente det. Et par tåre sneg sig ud af min øjenkrog, og faldt ned af mine kinder. Det var så sødt det de gjorde! ALDRIG i mit lange liv, har jeg oplevet nogen gøre noget så sødt for mig! Aldrig.
De stoppede med at synge, først klappede jeg, men det varede ikke længe før jeg løb hen og krammede hver og en. Jeg smilede stort i hver og et af krammende, og takkede dem hele tiden. Hvordan kunne jeg lade være?!

 

Nialls synsvinkel:

 

Angel kom hen til mig og gav mig et kram, og takkede mig, jeg smilede og krammede hende tilbage. Jeg var virkelig glad for hendes reaktion, for det var ligesom om at når hun var glad var jeg glad, og når hun var ked af det, skreg alt inde i mit at jeg skulle muntre hende op.

Hun trak sig fra mig, selvom jeg overhovedet ikke havde løst gav jeg slip på hende, og sendte hende et stort smil som hun gengældte. Lidt efter gik hun over til Harry og krammede ham, og takkede ham. Mit smil stilnede lidt af, jeg ved ikke om man kan kalde Harry og jeg uvenner, men vi har lidt af en kamp om Angels hjerte.

Jeg gik hen til og satte mig ved siden af Liam, det tydeligvis havde bemærket min opførsel. "Er du okay, Niall?" Sagde han med et opmuntrende smil. Jeg sendte ham et lille smil tilbage, og nikkede så. Jeg fjernede mit blik fra Liam, og kiggede igen over på Harry og Angelina der grinede over et eller andet. For at være ærligt fik det jalousien frem i mig, men jeg måtte styre mig. 

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg grinede kort, og lavede mit berømte hairflip, da mit hår sad i vejen. "Men jeg er glad for at du kunne lide overraskelsen." Smilede jeg,og kiggede på Angelina. Hendes smil var virkelig smukt, og hendes hår bølgede så flot ned af hendes skuldre.
"Er du gal? Jeg elskede den!" Grinede hun, jeg smilede et skævt smil. "Vil du med ud at gå?" Hun nikkede kort med et smil, og vi gik sammen ud og fik sko på. Vi tog ikke jakker på da det var vildt varmt udenfor, men jeg tog min hoodie og mine solbriller. Jeg åbnede døren for Angelina, hun grinede lidt inden hun gik ud af døren. "Thanks." Jeg lukkede døren efter os, og gik hen til elevatoren.
Vi kørte langsomt ned, jeg tog hoodien over hovedet, og slog hætten på. Angelina sendte mig et forvirret blik, da jeg også tog solbrillerne på.

"Det er så fansne ikke kommer, og overfalder os." Forklarede jeg med et smil, hun nikkede kort, og vi gik ud af elevatoren.
"Goddag mr. Styles og mrs. Montgomery." Smilede Nathan. "Hey Nathan." Jeg smilede kort til ham, og gik ud af døren, og lidt efter kom Angelina op ved siden af mig. Jeg vendte mit blik mod hende, hvilket hun hurtigt opdagede.
"Hva' så Styles, kan du lide hvad du ser?" Spurgte hun med et stort, smukt smil. Jeg grinede kort, og nikkede. Jeg kunne ikke kun lide det jeg ser, jeg elsker det!

"Jeg er nødt til at spørge, men har du fået flere beskeder fra -A?" Spurgte jeg lidt forsigtigt. Hun rystede på hovedet, og kiggede op på mig igen med et lille smil. Jeg smilede et opmuntrende smil, da man kunne se at det ikke var rart for hende at tale om, stille drejede jeg ind mod en park.

"Harry?" Jeg vendte mit blik mod Angelina. "Jaer?" Spurgte jeg med et smil, og satte mig op en bænk. Jeg ville ville gerne tage min hættetrøje af, da det er varmt i dag, og jeg har det virkelig varmt, men det ville ikke være sjovt for Angelina hvis jeg blev overfaldet af fans, imens hun skulle sidde her.
"Du er vel ikke flov over at ses med mig?"" Hun så lidt trist ud, jeg klappede på pladsen ved siden af mig, hvor hun satte sig, før jeg svarede hende. "Jeg er overhovedet ikke flov over at blive set med dig, så det skal du ikke tro!" Jeg smilede til hende, og fjernede noget hår fra hendes smukke ansigt. Hun smilede lidt genert. Jeg kiggede rundt, og der var næsten ikke nogen i parken. Der var et ældre ægtepar henne på en anden bænk, og ellers nogle med en barnevogn, og sådan lidt. Jeg tog hoodien af, og lagde den ved siden af mig.
"Der kan du se," smilede jeg. "Ikke spor flov." Hun grinede lidt, og jeg grinede med. Jeg kigged ind i hendes øjne, og lænede mig lidt tættere på. Jeg skulle lige til at kysse hende. Men så begyndte nogen at råbe.

"OH MY GOD! DET ER HARRY STYLES!" Jeg kiggede undskyldende på Angel, hun smilede bare, og lavede tegn til at jeg skulle gå hen til dem.

Flokken var ret stor, jeg gik derhen og blev hurtigt omringet af flokken. Jeg smilede stort, og fik taget nogle billeder. Dog havde jeg dårlig samvittighed over at jeg bare forlod Angelina over på bænken, men jeg ville snart komme derover.

 

Angelinas synsvinkel:

 

Jeg smilede lidt, og kigger på Harry skrive autografer og tog billeder med pigerne. Det gjorde mig glad, at se pigerne stå og smile og græde, over at møde deres idol. Jeg havde lidt glemt at drengene var berømte, men det var sikkert også fordi de var så nede på jorden som de nu var.
Jeg kiggede lidt ned i jorden, men da jeg løftede hovedet skete der noget uventet.
En kniv kom foran min hals, hvilket fik min krop til at stivne fuldstændigt. Jeg kiggede lige ud, og så på Harry der var i gang med at skrive autografer, og pigerne der var for optaget til at kigge herover.
"Følg med." Stemmen var dyp, men den virkede ikke rigtig, han/hun havde sikkert lavet den om. "Rejs dig!" Sagde stemmen hårdt, ikke højt, men så jeg kunne høre det. Jeg rejste mig forsigtigt, uden at dreje ansigtet da kniven stadig var på min hals, så jeg kunne mærke det kolde knivblad.

Kniven blev fjernet, mens en arm blev plantet rundt om mit liv. Dog kunne jeg mærke at den stadig havde kniven i hånden. "Følg med, og tænk ikke engang på at skrige eller råbe for hjælp." Truede stemmen mig, jeg nikkede kort som svar. Alt mod og alle mine ord var forsvundet fra min krop. Vi gik hen i en skov der var i parken, hvor der også er en sø. Min frygt for at -A ville kaste mig i søen, voksede stort. Men istedet skubbede -A mig ned på jorden. Jeg lukkede automatisk mine øjne under faldet, jeg åbnede mine øjne kort, men så kun en sort hætte, inden jeg igen lukkede mine øjne af smerte.
Et lille vin undslap mine læber, smerten overtog min krop. Det føltes som når jeg cuttede, så -A måtte være i gang med at skære i mig. Jeg ville gerne gøre modstand, men det var umuligt. Jeg var lammet af skræk, hvilket -A nok kun var tilfreds med.

 

Smerten stoppede pludseligt, men mine øjne blev lukkede. Jeg var for bange til at kigge, men jeg var nødt til at åbne min øjne. Jeg måtte.. jeg måtte komme hen til... Min tanke blev afbrudt da en hviskende stemme lød for mit højre øre.
"Hold dig væk fra drengene, og ikke engang prøv at kontakte dem, medmindre du vil hilse på min kniv igen." Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen, jeg blev liggende helt stille længe, inden jeg fik mod til at åbne øjnene. Der var ingen omkring mig, så jeg kunne sidde her lidt endnu.

Jeg kiggede ned på min arm, og fik et chok ved synet. 'Min', stod der imens blodet sivet ud af bogstaverne, der nu ville blive der for evigt. Jeg kiggede rundt igen, men der var ingen i nærheden.
Tårrende begyndte at strømme ned af mine kinder, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne jo ikke tage hjem til drengene, selvom jeg så gerne ville. Men jeg ville ikke tage hjem til migselv, og jeg kunne ikke blive siddende her.
Flere tåre og flere hulk forlod min mund, indtil jeg kunne høre mit navn blive råbt. Jeg vidste hvem stemmen hørte til, og jeg vidste han var på vej i denne retning. Panikken steg inden i mig, og jeg vidste ikke om jeg skulle løbe, eller blive.

Mit navn blev igen råbt, denne gang højere. Hvad skulle jeg gøre? Tænk nu hjerne, tænk! Jeg kiggede hen hvor Harrys skikkelse blev tydeligere og tydeligere.
 Hvad fuck skulle jeg gøre?!

 

***

 

DAM DAM DAAAAAAAAAAAAAAAAM!! :O

Jeg har ikke rettet dette kapitel, så undskyld for fejl og meningsløse sætninger (hvis der er det). :)
Så fik i også lidt spænding der. Jeg undskylder virkelig for at kapitlet blev så kort, jeg ville gerne have skrevet mere, men jeg gemmer det til næste kapitel, hvor det nok skal blive lang. PROMISE! :D

LIKE AND COMMENT PLEASE!!!! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...