Irresistible - One Direction (STOPPET)

Handling:
Angelina Montgomery er en glad pige på 17 år. Hendes far er den verdenskendte producer Marc Montgomery. Det vil sige at Angelina kan købe, gøre næsten alting. Men Angelina får beskeder fra en ukendt person, der ikke vil gøre andet for at ødelægge hendes liv. Men vil noget ændre sig, når selveste Niall Horan og de andre drenge fra One Direction kommer ind i hendes liv? Hvad vil A sige til det? Og ikke mindst, hvad vil A gøre ved det?
**Læsning er på eget ansvar. Anstødeligt sprogbrug kan opstå.**

22Likes
42Kommentarer
1896Visninger
AA

2. I'm Scared

 

”Party!” Var der en der råbte, og hurtigt var der nogle der råbte efter. Musikken var høj, og stemingen fantastisk. Jeg sad sammen med min veninde, Allison, i sofaen, vi var ved at være godt fulde, eller jeg ved ikke om jeg er, men det er hun. Hun kan knapt nok sidde op i sofaen! Jeg grinte kort, inden en prikkede til mig. Jeg drejede mit hoved og så over på en skikkelse, som var rimelig høj, sorte hængerøvs bukser, en hvid T-shirt og pjusket hår. ”Vil du danse med mig?” Hans stemme lød sjov, og jeg fniste kort over den, men også den måde han sagde det på Vil du danse med mig? den havde jeg alligevel ikke hørt, men whatever. Jeg nikkede kort som svar, og blev bogstaveligt revet ud på ’dansegulvet’. Man min far ville blive sur, jeg kan allerede forestille mig den kendte producer råbe og skrige ad mig. Det var han først begyndt på da min mor var…

Jeg slog tanken fra mig, aftenen skulle nydes, ikke til at tænke på min far som aldrig var hjemme, eller min mor. Jeg havde hurtigt slået mig løs, og var i gang med at gnide mig op af ham drengen, som jeg aldrig havde set før. Jeg er sikker på at han nød synet og følelsen af mig.

”Hvad fanden laver du?” Udbrød en vred stemme der kun kunne tilhøre én person. Min far. Jeg vendte mig rundt, og mødte hans øjne som nærmest slå lyn. Jeg svarede ikke, jeg kiggede bare forbavset på ham. Han burde ikke være hjemme endnu! Han sagde at han først ville være hjemme i morgen.

Jeg så efter ham, da han begyndte at gå hen mod det lange spisebord. Han stalde sig op på det, og på grund af det høje loft, kunne han stå der uden besvær. ”Alle sammen ud!” Råbte han, hans stemme var fuld af vrede. Alle stoppede med at snakke, og musikken var også stoppet. ”Hørt i mig ikke? Jeg sagde, skrub af!” Råbte han igen, denne gang var han mere hæs, men det var klart, når han skulle råbe så meget. Folk gjorde som han sagde, og forlod vores hus. Nogle der gik forbi mig, mumlede noget med, fed fest, du styre, held og lykke. Osv.

Et lille smil havde lagt sig på mine læber, det var første gang nogle sagde sådan noget, men mit smil var hurtigt væk igen da min far kom hen til mig. ”Hvordan kunne du?” Sagde han med sammenbidte tænder. ”Var?” Råbte han mig nærmest i hovedet på mig. Jeg åbnede munden, jeg ville sige noget, men det var som om alle ordene sad fast i halsen, og ikke kunne nå ud gennem munden. Han sukkede kort. ”Jeg troede på dig Ange, er det her på grund af mor? Huh?” Sagde han med en nærmest hånlig stemme. Hvordan kunne han? Bare fordi han var kommet over mor, så betød det ikke at jeg var. Jeg savnede hende hverdag, som bare fanden, så han skulle ikke begynde at sige noget! ”Hvordan kunne du.” Jeg prøvede at sige det højt, men det kom ud som en svag hvisken. Jeg trampede op af trappen, ligesom et lille barn, og gik hen ad gangen. Det kunne han ikke være bekendt!

 

Da jeg kom op på mit værelse smækkede jeg hårdt døren i, og låste den. Jeg gled ned af døren, og et par tåre var sneget sig ud af min øjenkrog, og trillede ned af mine kinder.
Min mor var død for et par 9 måneder siden, det havde gjort at min far var blevet mere streng, og ikke gad lytte på mig mere. Han mente hans mening var rigtig, min var forkert. Desværre er det ikke det eneste jeg bliver ked af det, jeg får tit beskeder af en anonym, og hun/han skygger mig. Hvordan ved jeg det? Hver gang jeg går på gaden og smiler, eller gør noget, sker der noget med mig, eller/og derefter får jeg en besked fra A, som personen nu kalder sig. Jeg har prøvet at sige det til politiet, men det har ikke hjulpet, de kan ikke finde personen.

 

Jeg røg tilbage til den virkelige verden da en besked tjekkede ind i min mobil, med et suk tog jeg min mobil og kiggede på displayet. Ukendt nummer: ”Var det hårdt, prinsesse? Det bliver kun værre!  –A”. Endnu en tåre gled ned af min kind, hvordan kunne den vide det? Jeg lod et hulk forlade min mund, og lagde mig så i min seng, og lagde mig til at sove. Jeg har ikke løst til at tænke, så jeg ligger mig bare til at sove. Jeg håber bare at beskeden ikke er rigtig. Jeg kan ikke klare mere bøvl, og jeg vil bare gerne have en god sommerferie.

***

Hej alle sammen, og mange tak fordi I har gidet det første kapitel i Irresistible. Jeg ville blive glad hvis I gad skrive en kommentar, og evt. give konstruktiv kritik, men vær’ sød mod mig, da dette er min første fanfiction. Btw. One Direction kommer senere hen, men jeg ville gerne have historien oppe at køre før de kommer. :)
HUSK AT LIKE! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...