Irresistible - One Direction (STOPPET)

Handling:
Angelina Montgomery er en glad pige på 17 år. Hendes far er den verdenskendte producer Marc Montgomery. Det vil sige at Angelina kan købe, gøre næsten alting. Men Angelina får beskeder fra en ukendt person, der ikke vil gøre andet for at ødelægge hendes liv. Men vil noget ændre sig, når selveste Niall Horan og de andre drenge fra One Direction kommer ind i hendes liv? Hvad vil A sige til det? Og ikke mindst, hvad vil A gøre ved det?
**Læsning er på eget ansvar. Anstødeligt sprogbrug kan opstå.**

22Likes
42Kommentarer
2009Visninger
AA

11. I'm gonna die anyway

Angelinas synsvinkel:

 

Søvnen havde overhovedet ikke hjulpet noget. Jeg troede næste dag ville jeg få det godt, men jeg har overhovedet ikke fået det bedre. Jeg savnede dem bare endnu mere.

 

Jeg gik frem og tilbage, jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Bare tanken om at jeg havde haft 5 bedste venner, og nu har mist alle sammen og nu ikke har nogen som helst. Ingen familie ud over en far der aldrig er hjemme, og ingen venner.

 

Livet kan virkelig ikke lide mig.

 

Jeg tog mig sammen og tog min taske, og gik ud af døren. Nu hvor jeg aldrig ville se drengene ville jeg heller ikke få noget af mit tøj, så jeg ville købe noget nyt, sammen med en æske chokolade. Det var sådan jeg altid fik det bedre ved at shoppe tøj, og kun i de helt værste tilfælde købte jeg også chokolade. Og jeg må sige, at dette er et af de værste tilfælde.

 

Stille gik jeg hen ad gaden, jeg var snart henne ved byen. Jeg glædede mig til at få noget tøj, sko og lidt chokolade. Jeg smilede stille til dem der kom forbi, et par ældre mennesker smilte tilbage og hilste, hvilket fik mig til at huske hvorfor jeg altid smilte til folk. Fordi jeg fik det bedre på den måde, og det gjorde de sikkert også.

Jeg var endelig noget frem, og jeg var hurtigt inde i et par butikker og købe tøj og sko. Det var dejligt at jeg endelig kunne finde bare lidt ro inden i, især med alt det der er sket i dag.
Jeg gik ud fra H&M, jeg havde lige købt et par trøjer og en kjole. Selvom min far rig, hvilket også gjorde mig rig, gad jeg ikke at gå i sådan noget Gucci og hvad der nu ellers er. Jeg syntes selv at H&Ms tøj er pænere end Gucci.

 

Nogle velkendte stemmer afbrød mine tanker, og jeg kiggede fra højre til venstre, indtil jeg så Niall, Harry og Zayn. Det gav et stik inden i, bare at se på dem. Jeg kunne ikke gå hen og sige hej, jeg kunne ikke snakke med dem.

 

De havde alle sammen solbriller på, men det var også forståeligt når det var så godt vejr. Jeg stirrede på dem, nej det ord er ikke engang nok, jeg over gloede dem, hvis det overhovedet er et ord. Jeg var lammet, lammet over at se dem, selvom jeg for ikke længe siden havde set Harry. Som løb væk fra.

 

Endnu et stik kom indefra, og jeg havde løst til at råbe højt, sige undskyld og være deres ven igen.  Men det var en drøm, en drøm der aldrig… Vent.

 

Det har jeg da..

 

OH SHIT!

 

Zayn kiggede herhen. Han kigger lige nu! Stivnet som før står jeg, og holder øjenkontakten, indtil jeg kan se at han kommer nærmere. Det må ikke ske. Jeg trådte et par skridt baglæns, men han kan se mig, han kan se at jeg går væk, og derfor skynder han sig endnu mere. Jeg vender mig om, og går hurtigt væk derfra, men jeg kan høre at han kan komme nærmere, jeg kan høre ham råbe. Men jeg vil ikke bukke under, det her er for deres skyld. Ikke min.

 

En varm hånd greb fat i mit håndled, og som en reaktion kiggede jeg straks på Zayn. Han kiggede på mig, men jeg kunne ikke læse hans blik. Det var svært at se følelserne, jeg kunne ingenting se i hans øjne, måske lidt sorg. Men jeg ville nok lyve hvis jeg ikke var blevet knust hvis de gjorde det samme over for mig.

 

Man kunne vel kalde mig en djævel.

 

”Hvorfor?” Sorgen stod nu tydeligt i hans øjne, at han var såret over hvad jeg havde gjort. Men han forstod det jo heller ikke. Selvom han var min bedsteven.

 

Eller tidligere bedsteven…

 

”Hør, jeg har ikke tid lige nu..” Jeg prøvede at trække min arm til mig, men han holdt godt fast i den, og han ville tydeligvis ikke give slip. ”Fortæl mig hvorfor.” Jeg kiggede ned på hans hånd. Der hvor han holdt begyndte at gøre ondt, men jeg sagde ikke noget. Han mente ikke noget ondt med det, så jeg bed smerten i mig.

”Zayn, jeg kan ikke sige det. Bare giv slip.” Min stemme knækkede over, og jeg var tæt på at græde, det her var hårdt, for nu var det anden gang jeg skulle gå fra dem.

 

 Jeg vil ikke. Jeg er bare nødt til det..

 

”Kom med.” Han begyndte at trække mig af sted hen til de andre, jeg satte hælene i jorden, og kæmpede imod, men han var stærkere end mig, og derfor kunne jeg ikke kæmpe imod. Men jeg ville ikke begynde at skrige op, og opføre mig barnligt. Hvis det ikke var for sent.

”Zayn please giv slip, det er bedre at du bare glemmer mig.” Sagde jeg så højt så han lige kunne høre det. Han gad ikke reagere, og trak mig videre. Jeg prøvede igen at trække min arm til mig, men det var umuligt, jeg kunne ikke, han ville ikke slippe.

Jeg sukkede tungt og stoppede med at kæmpe, når han gav slip måtte jeg vel bare stikke af. Bare ’A’ ikke så det her, eller at den ved at jeg ikke gør det her af min egen vilje, selvom det er dejligt at se ham.

Niall og Harry kom til syne, og de så hurtigt mig, ja nærmest hurtigere end de så Zayn. Vi nåede hen til dem, og jeg kiggede forsigtigt på dem, jeg var bange for at de var sure, eller skuffede. Men da jeg mødte Harrys blik kunne jeg ikke læse det, og heller ikke Nialls. Jeg kiggede ned af skam. Jeg følte mig som en slags joke, på en eller anden måde.

”Vi kan tale videre om det her når vi kommer hjem.” Mumlede Zayn, og trak mig videre igen, vent! Skulle jeg med dem hjem? Det kunne jeg jo ikke, kunne de ikke forstå det jeg sagde. Det er bedre at de bare glemmer mig. ”Zayn, giv nu slip. Det her er ikke godt for nogen af os. Drenge, det her er altså ikke godt!” Bedende kiggede jeg på dem, men i stedet tog Harry min hånd.

 

Sikkert fordi han ikke ville have jeg skulle stikke af igen.

 

Jeg sukkede opgivende, hvorfor ville de ikke bare lytte til mig? Det var sådan det var sikrest, for os alle sammen. Hvorfor skal mit liv også være sådan noget piece of crap?

 

***

 

Jeg var lige kommet ind ad døren, da Louis og Liam kom ind i stuen. Jeg kiggede hen på dem, Lou smilede lidt og det gjorde Liam også. Jeg kiggede ned igen, det føltes underligt at være her. Jeg ville på en måde ikke være her, det ville bide mig i enden.

 

Damn it.

 

”Angelina,” jeg kunne ikke få mig selv til at kigge op, jeg var fyldt med skam. Jeg kiggede ned på gulvet, og bed mig lidt i læben.

”Please kig på mig.” En hånd løftede min kæbe op, og jeg kunne hurtigt se at det var Niall. Jeg kiggede ind i hans blå øjne, der så lidt triste ud. ”Hvorfor forlod os?”

Jeg vidste det spørgsmål, mit blik flakkede lidt rundt. Jeg kunne ikke sige det, det her var liv eller død, bogstaveligtalt. ”Jeg kan ikke sige det.” Jeg kiggede igen ind i Nialls øjne igen, der nu var fyldt med skuffelse. ”Angelina, vi er her for at hjælpe. Du er nødt til at lukke os ind.” Jeg kiggede over på Harry. ”Det er rigtigt, vi vil bare hjælpe dig. Men for at vi kan det, er du altså nødt til at lukke os ind.” Jeg kiggede over på Liam. Han havde ret, men når vi sov, kunne ’A’ komme. Den kom altid, når man ikke ventede det.

 

Men til gengæld var jeg heller ikke mere sikker alene. ’A’ styrede mig. Jeg var ikke mig selv mere, jeg var en slave, som ikke engang ved hvem personen der styre mig er.

 

Jeg åndede ud for at prøve at slappe af. Jeg måtte fortælle dem det. Eller flygte. Hvis jeg flygtede ville ’A’ ikke prøve a dræbe mig. Hvis jeg blev, ville den nok dræbe mig.
Tankerne rodede sig sammen, gjorde at je fik hovedpine, og flere stemmer i mit hoved blev blandede og sagde alle sammen noget forskelligt, så jeg blev forvirret. Mit hjerte sagde jeg skulle blive, men min hjerne sagde jeg skulle løbe. Flere tanker kom ind i mit hoved, at jeg kunne spille med og flygte når vi sov.

Jeg bed mig i læben, og tog mig til hovedet. Mit hoved dunkede og gjorde virkelig ondt. Jeg følte mig svimmel, og jeg følte jeg ikke rigtig orkede noget mere. At det hele måske bare ville være meget nemmere bare at dø, så jeg ikke skulle gå i gennem det her mere. Så jeg kunne få fred fra alle sammen.

Men ’A’ ville ikke bare dræbe mig, det er jeg sikker på. Når jeg er død vil den ikke have nogle at pine, når jeg var død, var der intet sjovt mere. Jeg er sikker på at den ville mishandle mig, hvorefter når al mishandling er gjort ville jeg dø.

 

Jeg ville dø. Jeg vil dø uanset hvad.

 

Hovedpinen forsvandt, og tankerne faldt på plads. Uanset hvad jeg gjorde ville jeg miste livet, men hvis jeg fortalte drengene det, ville jeg måske ikke miste det. Så havde jeg en chance for at finde ud af hvem det er, få hjælpen til at stoppe ’A’.

 

Jeg kiggede op, og drengene så bekymret på mig. Jeg var åbenbart forsvundet ind i min verden, da jeg tror de havde kaldt på mig. Jeg åndede ud igen.

 

”Det er en lidt lang historie.. Men sæt jer ned så skal jeg nok fortælle det.” Jeg kiggede skiftevis på dem, og de var tydeligvis lidt mere rolig, på grund at jeg endelig sagde noget.

Jeg begyndte at fortælle dem om da Harry gik hen til pigerne, da ’A’ kom hen og truede mig, da jeg fik riset ’MIN’ ind i min arm, og resten af historien. Jeg viste dem beskederne fra ’A’, og forklarede dem alt.

 En kæmpe sten forlod min mave, og jeg følte en lettelse i kroppen. Selvom jeg godt vidste jeg var alt andet end sikker. Men jeg havde drengene, og det var det der holdt mig i live.

Fuck alle andre.

 

***

 

Det var så det kapitel, jeg håber i kunne lide det. Jeg har altså ikke rettet, fordi jeg var lidt for doven, så sorry for stavefejl and stuff.
Jeg vil lige sige at jeg ikke kommer til at skrive noget kapitel de næste 3 uger, da jeg meget snart skal til Tyrkiet. :)

Men så får i et når jeg kommer hjem.

LIKE AND COMMENT! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...