Irresistible - One Direction (STOPPET)

Handling:
Angelina Montgomery er en glad pige på 17 år. Hendes far er den verdenskendte producer Marc Montgomery. Det vil sige at Angelina kan købe, gøre næsten alting. Men Angelina får beskeder fra en ukendt person, der ikke vil gøre andet for at ødelægge hendes liv. Men vil noget ændre sig, når selveste Niall Horan og de andre drenge fra One Direction kommer ind i hendes liv? Hvad vil A sige til det? Og ikke mindst, hvad vil A gøre ved det?
**Læsning er på eget ansvar. Anstødeligt sprogbrug kan opstå.**

22Likes
42Kommentarer
1943Visninger
AA

6. "Be careful, or end up like me!"

Undskyld at kapitlet ikke er så langt. :)

 

Jeg rystede over det hele, hvordan kunne A være her? Eller have været her, hvad end man nu siger! Jeg kiggede skræmt rundt i værelset, men siden det var nat, kunne jeg intet se. Det gjorde så bare at jeg blev mere paranoid, end jeg nogensinde havde været. Bare tanken om at der var noget i mit skab, fik mig til at ryste mere end nogensinde, hvis det overhovedet var en mulighed. Plus at jeg bare tror jeg kan høre fodtrin, and stuff like that.

Niall begyndte at røre på sig, hvilket fik mit hjerte til at sprænge et slag over. Jeg tog den beslutning at gå over til skabet, jeg ville være nødt til at gå derover på et tidspunkt, så hvorfor ikke nu? Jeg gik med små skridt over, og da jeg kom over til skabet, hoppede jeg ti meter op i luften!

Nej, okay… Måske ikke ti meter, men det føltes sådan så det siger vi bare lige.

Men grunden til mit chok var ikke det i skabet, jeg har faktisk ikke engang åbnet det endnu. Men jeg så mit spejlbillede, og da der var mørkt på mit værelse, lignede jeg en eller anden zombie.

Jeg skubbede stille min skab dør med spejlet, til side, og kiggede ind i skabet. Jeg stod frosset fast da jeg så hvad der var i skabet.

Der var en dukke der hang i en snor, og snoren var rundt om halsen så det lignede den var blevet hængt. Rundt om dukken var der… jeg vil ikke engang vide om det var rigtigt, fordi der var blod – eller noget andet - på væggene. Dog var jeg for stor en kylling til at smage på hvad det var. Hvis det overhovedet ville være normalt at gøre det. Jeg vendte mit blik på dukken, og gik en tak ind i skabet for at holde ved den, da jeg ikke kunne se hvad den skulle ligne.

Dukken – som jeg fandt ud af var lavet af porcelæn - havde en løsthængende trøje på, brunt hår. Og jeg fandt ud af den skulle ligne mig, hvilket den gjorde virkelig meget.

Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen da jeg hurtigt kunne se hvad dette skulle forestille. Jeg trådte et skridt tilbage, men mærkede en hånd der skubbede mig længere ind i skabet, og derefter blev skabsdøren lukket. Jeg faldt ned, og landede på min røv. Damn det gjorde ondt!
Jeg fik dog rejst mig hurtigt nok, dog med hjælp af blodvæggen, dog - som man jo kunne gætte - fik jeg blod på min hånd.

Jeg gik hen til skabsdøren, og prøvede at skubbe den til side, men det kunne jeg ikke. Jeg prøvede igen, denne gang med mere kræft, men den gav sig. Ikke engang centimeter. Jeg skubbede igen med alt min kræft, men det virkede ikke.

Jeg kunne mærke panikken begynde at overtage min krop, og jeg begyndte at banke på skabslågen. Niall måtte kunne høre mig, det var han nødt til. Jeg begyndte at råbe, men ingen kom. Jeg trådte nogle skridt tilbage, og stødte ind i dukken, der begyndte at sige: ”Be careful, or end up like me”.

Den blev ved, og jeg begyndte at skrige, og det var virkelig højt. Jeg hørte nogle bøvle med et eller uden for skabet.

Men jeg begyndte bare at glide ned af den blodige væg. En tåre gled ned af min kind, da jeg virkelig ikke kunne lide små rum, for at være præcis, har jeg klaustrofobi.

Jeg lukkede øjnene, og begyndte at falde til ro, eller måske ikke. Jeg var bare så udmattet af alt, bare alt, og jeg kunne ikke mere. Så de sidste lyde jeg hørte inden jeg besvimede eller sov eller noget, var skabet der buldrede helt vildt. Som om nogen ville ind, og dukken der sagde det samme igen og igen.

***

”Angelina! Vågn op. Kom nu… ” Hørte jeg en bedende stemme, efterfulgt nogle andre stemmer, der mumlede noget, jeg ikke kan tyde. Jeg åbnede stille mine øjne, og mærkede mit hoved gjorde lidt ondt.

”Niall… Vend dig om. ” Hørte jeg en stemme, der lød som Liam. Men hvad ville Liam gøre i mit værelse. Vent, har Niall ringet til Liam? Jeg begyndte at huske alt fra før jeg sov, selvom det ikke føltes som at sove. Men det kan være lige meget, da jeg lå i min egen seng. Så alt andet er ellers lige meget.

”Er du okay, Angelina? ” Hørte jeg… vent!

Er Harry her nu?

Jeg kiggede hen på Harry der sad ved siden af mig, jeg nikkede træt, og kiggede rundt i rummet, og så hele One Direction i mit værelse. Det er sikkert hvad hver en pige ønsker... Sikke en outsider jeg er. Dog er det sødt de er kommet.

”Hvad laver i alle sammen her?” Spurgte jeg, lidt mere frisk den her gang, og satte mig op i sengen. ”Jeg vågnede, ved at høre dig skrige, og der var blevet stillet noget for skabs døren, og det var virkelig sat godt fast,” Jeg havde vendt mit blik mod Niall, der var rød under øjnene, og hans stemme var grødet. Havde han grædt? Wow, vi kendte ikke hinanden, men han græd over mig. Mig! Nå men, det varmede mit hjerte han havde grædt over mig.

”Da jeg så fik skabet åbnet, var du helt væk, og smurt ind i blod.” Sagde han trist. ”Det var ikke mit blod!” Sagde jeg lidt nervøst, de skulle ikke tro at jeg var gået selvmord eller noget. Niall kiggede med et lidt befriet blik. Havde han virkelig troet, jeg ville gøre det? Niall, Niall, Niall…

”Bare stol på mig, det er ikke mit blod!” Hvilket mindede mig om, jeg sikkert var smurt ind i blod, men da jeg kiggede ned så jeg noget andet tøj.

”Hvem har skiftet tøj på mig?” Spurgte jeg nervøst - også for at skifte emne. Jeg kom pludselig i tanker om arene. Det skal siges der også er nogen på min hofte, så ja, det er ikke sjovt.

”Det var mig.” Sagde Niall anerkendende. Jeg nikkede lidt, jeg gad ikke hidse mig op nu. Jeg er virkelig træt, og desuden var de andre her. Jeg ville ikke være en psykopat i deres øjne. ”Men hvad laver i her?” Sagde jeg hentydende til at alle fra gruppen var her. Dog kom der bare intet svar, hvilket jeg undrede jeg mig over. Det burde da ikke være en hemmlighed.

”Er du sulten?” Spurgte Louis om, hvilket fik mit blik til at lande på ham. Da jeg lod ordene trænge ind, da jeg er meget i min egen verden, som jeg tror du har lagt mærke til.
Jeg slog dynen til side, og hvis alles blikke ikke var på mig i forvejen, så er de det i hvert fald nu.
Jeg begyndte at strække mig, og gabte så før jeg endelig svarede ja. De andre begyndte at gå ud af døren. Da jeg var på vej ud af døren, var der bare en der greb fat i mig, hvilket fik mig til at gispe. Men så så jeg Nialls fjæs, og rullede med øjnene. Han skulle bare vide hvor forskrækket jeg blev, men efter der var et smil på hans læber, så kunne jeg godt regne ud han vidste det. Men Nialls – ret søde – smil forsvandt, og hele hans ansigt blev seriøst.

Wait… det kan man da ikke sige? Nå synd! Tænkt er tænkt.

Mine tanker blev afbrudt da en stemme der tilhørte en hvis Niall, begyndte at snakke.

”Er det A, der har gjort det?” Spurgte han, men han sagde det lavt. ”Ja. Men Niall,” Tøvede jeg lidt. Jeg føler bare jeg er så skide besværlig for Niall, også for de andre drenge. De skulle komme helt her over, på grund af mig. Hvilket bare fik mig til at føle mig så skyldig.

”Kan vi ikke bare glemme det her?” Spurgte jeg stille, men jeg ventede ikke et svar. Jeg gik ud af døren, men så let ville Niall alligevel ikke lade mig gå. For han greb fat i min hånd, igen. ”Hør. Jeg ved dette er svært, at stole på folk. Men lad være med at skubbe mig væk, Angelina.” Sagde han stille, så de andre ikke kunne høre det, men jeg tog bare hånden til mig, og gik ned af trappen.

Tro mig Niall, du vil ikke vide hvad der sker mit liv lige nu. Dette er for dit eget bedste.

***

Undskyld for vente tiden!

Btw. Dette kapitel er ikke rettet i gennem.
PLEASE LIKE! ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...