Bindi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mit navn er Dipti og jeg bor Indien. Snart er det min tur til at gå den forfærdelige skæbne i møde. Den skæbne alle frygter og alligevel tvinges igennem. Den skæbne der påtvinges dem, i form af en udsmykning. En bindi.

5Likes
4Kommentarer
482Visninger
AA

3. Konfrontation

 

Jeg begyndte at gå, dog ikke den sædvanlige vej mod skole, det havde jeg for god tid til, og jeg skulle absolut ikke sidde dér og glo, omringet af en flok voksne mennesker, der bare var regeringens dumme, små slaver.

Jeg ville nyde den tid, jeg havde tilbage. Min tid ville snart løbe ud. Min 15 års fødselsdag ville finde sted om mindre end en måned, og det var altid når man ramte den alder, pigerne fik sat styresystemet i gang. Mine fingre gled let hen over min endnu uberørte pande. Snart ville den ikke være så glat mere.

Det var så ulækkert at tænke på. At tænke på hvordan alle andre opfattede den rådne prik i panden, vores bindi, som en smuk og traditionel udsmykning. De skulle bare vide, hvad den egentlig var blevet gjort til, det sidste års tid. De vidste intet.

Jeg sukkede og trådte ud af labyrinten af faldefærdige huse og smalle gader. Jeg var fremme ved skolen. Elever var begyndt at dukke op på pladsen foran, og de yngre løb og legede med hinanden. Mit blik gled over området og søgte efter Amala. Jeg havde brug for at snakke med hende. Jeg kunne ikke snakke med hvem som helst om dette. Amala var min bedste veninder. Jeg kunne stole på hende. Netop som denne tanke strejfede mig, hørte jeg nogen kalde mit navn. Jeg vendte mig hurtigt om, og så Amala komme løbende imod mig.

”Jeg skal snakke med dig..” Sagde jeg, da hun nåede frem til mig. Jeg gik ud, at hun allerede nu kunne se, at der var noget i vejen. Hun nikkede kort og tog min hånd, hvorefter hun trak mig med over til et træ i udkanten af pladsen, hvor en bænk stod placeret. Vi satte os ned, og hun så afventende på mig.

”Er du okay?” Spurgte hun til sidst, da jeg ikke sagde noget. Jeg rystede langsomt på hovedet og så ned i mine hænder.

”Det er snart min tur.” Mumlede jeg og mødte endelig hendes mørke øjne, der fik et trist skær, så snart ordene jeg sagde, var sunket ind.

”Det ved jeg godt.” Sagde hun og tog min hånd i sin. Hun sagde ikke mere. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde lyst til at fortælle hende alt der var sket i morges mellem min mor og jeg, men samtidig ville jeg ikke, for jeg var bange for, hun så ville frygte, at min tid ville komme hurtigere. Jeg frygtede selv, dette var tilfældet. Jeg vidste, de havde hørt mig. Jeg vidste, de hadede, at folk var uenige med dem.

Jeg sukkede. Snart.

”Jeg er bange.” Sagde jeg til sidst og lukkede kort mine øjne. ”Jeg er bange for, at jeg mister mig selv. Jeg vil ikke være som dem. Jeg vil ikke være en dum slave, der ikke kan tænke selv” Jeg mærkede en klump forme sig i halsen på mig, og jeg forsøgte at sluge den adskillige gange, dog uden held.

”Du må væk.. Kan du ikke få din familie til at stikke af med dig?” Hun så på mig med næsten bedende øjne, og jeg havde sådan en lyst til at sige ja. Men jeg kunne ikke.

”Vi kan ikke tage min mor med os. Og min far vil ikke forlade min mor. Hvor skulle vi stikke af til? Der er ingen steder, vi kan være. Det er jo i hele Indien, kvinder får erstattet deres bindier, til de nye maskiner. Vi kan jo ikke tage noget som helst sted hen i Indien, hvor mine søskende og jeg ikke vil blive forvandlet til en viljeløs robot.” Vreden tog til i min stemme og uden jeg selv tænkte over det, havde jeg hævet stemmen så meget, at eleverne på pladsen stod og kikkede forfærdet på mig. ”Fuck.” Jeg så en lærer komme gående imod os. Han så ikke ligefrem begejstret ud. Jeg anede ikke, hvad han hed. Han var først lige blevet ansat på skolen for nyligt; sikkert for at holde øje med sådan nogle som mig. For at holde øje med folk der var… uenige.

”Skal du ikke til at til time?” Han så på Amala med et skarpt blik, og hurtigt slap hun min hånd og rejste sig fra bænken, mens hun mumlede et eller andet om, at tiden vidst var løbet fra hende, hvorefter hun skyndte sig ind til time.

”Hvad hedder du?” Han satte sig ned på bænken ved siden af mig, og jeg rykkede mig så langt væk fra ham, som bænken tillod.

”Hvorfor vil du vide det?” Svarede jeg ham spydigt igen, mens jeg kneb øjnene en anelse sammen, og så demonstrativt på ham. Han var helt sikkert ansat af regeringen.

”Hvis du ikke snart passer på, så kan det godt komme til at gå dig meget ilde.. Så nu spørger jeg igen; hvad hedder du?” Han smilte sukkersødt til mig, mens han talte. En lille snert at frygt begyndte at prikke i mig, og jeg kunne mærke, hvordan mine håndflader langsomt blev svedige.

”Dipti… Dipti Lal.” Svarede jeg med en lille stemme, og rykkede nervøst på mig. Jeg kunne allerede nu konkluderer, at jeg ikke brød mig særlig meget om denne mand.

”Nå, Dipti, synes du ikke snart, det er på tide, du begynder at opfører dig ordentligt? Jeg har godt hørt om dit lille nummer derhjemme i morges. Du burde ikke gå rundt og sige sådan nogle ting. Bestemt ikke et sted som dette. Tænk hvis nogen troede på det, du sagde. Det ville ikke være så godt, vel?” Jeg svarede ham ikke, men så blot på ham med et tomt blik. ”Nej, det var godt. Så nu synes jeg, du skal gå ind til din time, og fortælle din lille veninde, at alt hvad du har sagt til hende, bare var noget du fandt på, okay?” Jeg svarede ham stadigvæk ikke, og igen tolkede ham min adfærd til sin egen fordel. ”Det var godt.” Han klappede mig kort på låret, inden han rejste sig op fra bænken igen og gik. Jeg havde lyst til at brække mig.

Jeg blev siddende et par minutter, mens jeg forsøgte at få styr på min egen vejrtrækning og hjertebanken, inden jeg rejste mig og gik ind til time. Mine hænder var stadig kolde og svedige. Jeg var bange. Rædselsslagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...