Bindi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mit navn er Dipti og jeg bor Indien. Snart er det min tur til at gå den forfærdelige skæbne i møde. Den skæbne alle frygter og alligevel tvinges igennem. Den skæbne der påtvinges dem, i form af en udsmykning. En bindi.

5Likes
4Kommentarer
485Visninger
AA

2. Hjemme

 

Jeg vågnede med et sæt, viklet ind i mit tæppe, med ondt i ryggen, sådan som det plejede at være, når jeg vågnede om morgenen.

Jeg sukkede tungt og satte mig op i sengen, hvorefter jeg slog tæppet af mig og rejste mig op i det mørke rum, der skulle forestille at være mit værelse. Men det var næsten for meget sagt. Jeg delte værelset med mine tre andre søskende, der alle lå tæt sammenpresset på to madrasser ved siden af mig, så der næsten ikke var noget, der hed et gulv på værelset. Der var ikke andet end sovepladser herinde, og væggene bestod heller ikke af andet end gamle flyttekasser og rustne metalplader, som overklassen var blevet trætte af.

Ja, man kunne vel godt sige, vi boede i slumkvarteret.

Forsigtigt listede jeg ud fra værelset, uden at vække de andre, der alle så så søde ud når de sov, trods de lå og savlede i hinandens hår. Det skulle nok skabe kaos, når de stod op.

Jeg trådte ud i køkkennet, hvor min mor stod og var i gang med at lave noget, der skulle forestille morgenmad. Hun sagde ikke noget til mig. Jeg sagde intet til hende.  Vi havde ikke snakket rigtigt sammen i lang tid efterhånden.

Ikke siden det var sket.

Jeg huskede det lige så tydeligt, den morgen alle i slumkvarteret pludselig blev ramt af det, regeringen mente var en god investering. Det var vel snart et halvt år siden. De var kommet brasende ind i vores hjem, mens jeg og mine søstre lå og sov. Det samme gjorde mine forældre. De larmede forfærdeligt, og vi vågnede alle sammen af det. Mine søskende og jeg græd, min far forsøgte at holde os tilbage, da de tog mor med sig, der skreg til os, at alting nok skulle gå. Hun skreg, at hun elskede os, og da vidste jeg, at det aldrig ville blive det samme igen.

Da mor var blevet trukket ud af huset og sendt væk med resten af de voksne kvinder fra kvarteret, græd far også. Vi vidste godt, det ville ske før eller siden. Men vi havde planlagt at stikke af inden da. Vi ville rede os selv, og nu var det for sent. Mor ville aldrig vende tilbage til os. Hun ville aldrig elske os, som hun havde før. Hun elskede os, som hun var blevet bedt om at elske os – ikke mere, ikke mindre. Det ville aldrig blive ægte, og det vidste vi alle sammen godt.

Jeg fandt hurtigt noget tøj i kommoden, der stod ved siden af køkkenbordet, hvorefter jeg skiftede til dette, så jeg var klar til at tage i skole, så snart jeg havde spist min morgenmad.

Jeg satte mig ned med et suk, og så over på min mor igen. Hendes bevægelser ved komfuret syntes næsten helt mekaniske, ligesom alt andet hun gjorde syntes at være. Jeg var træt af det. Kunne hun ikke bare stoppe? Kunne hun ikke bare blive sig selv igen og lade være med at lade sig styre. Kunne hun ikke bare stoppe den?

Jeg savnede hende og hendes bløde stemme, når hun talte til os. Jeg savnede den måde, hendes stemme emmede af kærlighed på, ligesom hendes øjne gjorde.

Jeg savnede min mor. Det var ikke min mor, der stod og lavede morgenmad til mig nu. Men jeg måtte lade som om alligevel, for det måtte alle andre som jeg også gøre. Jeg var ikke anderledes end alle de andre.

”Godmorgen, mor” Mumlede jeg med et så stort smil, jeg kunne tvinge på mine læber.

”Godmorgen, Dipti” måden hun sagde det på var både monoton og lød næsten som om, jeg havde gjort noget, jeg ikke måtte. Jeg ænsede det dog ikke så meget mere; jeg havde vænnet mig til det. Jeg havde vænnet mig til, at min mor ikke elskede mig mere.

Hun placerede en skål med noget grød foran mig uden at sige et ord, hvorefter hun igen vendte sig om til komfuret, hvor hun brugte det meste af sin dag.

”Hvorfor kan du ikke bare blive dig selv igen?” Mumlede jeg pludselig, mens jeg stirrede ned i min grød. Min mor vendte sig om ved komfuret og så på mig med et tomt blik, men smilte alligevel med læberne.

”Jeg er mig selv.”

Løgnen fik mig til at stramme grebet om skeen, og irritation væltede op inden i mig. Selvfølgelig var hun ikke sig selv. Hvordan kunne hun være så dum? Hvorfor kunne hun ikke selv se, at hun ikke var sig selv. Var hun slet ikke derinde et eller andet sted? Eller havde robotten virkelig overtaget hendes sjæl og sind, ligesom den havde overtaget hendes krop.

”Nej, du er ej…” Svarede jeg med et hård stemme og så ned i min grød igen, da jeg følte tårerne springe frem i øjnene på mig. Hun måtte ikke se mig græde; det fortjente hun ikke.

Min mor måtte gerne se mig græde, men det der havde overtaget hendes hoved, og det som styrrede hende, måtte ikke.

”Hvad mener du?” Hun talte med et sukkersød stemme, og jeg kunne lige forestille mig det falske smil, hun havde på læberne. Jeg ville ikke se det. Bare tanken gav mig kvalme og lyst til at kaste op på hende.

”Fordi du ikke elsker nogen af os mere. Du bliver fortalt, hvordan du skal gøre, hvad du skal gøre, og hvornår du skal gøre det. Du er ikke dig mere, mor. Du er derinde et sted, men du er ikke her. Kan du da ikke bare stoppe den og komme tilbage igen?!” Min stemme tog til i kraft, mens jeg talte, og jeg endte til sidst med at råbe hele huset op, så jeg formodentlig vækkede både mine søskende, min far og resten af nabolaget.

Pludselig stod far i dørkarmen til køkkennet og så på mig med triste øjne. Jeg så søgende over på ham og skreg efter hans hjælp, uden at sige et ord. Han sagde heller intet.

Han gik over til mig og lagde armene om mig, mor fortsatte, hvor hun slap ved komfuret, og jeg lukkede mine øjne og tvang tårerne tilbage igen.

”Du skal til at i skole, Dipti. Klokken er ved at være mange.” Hviskede han i mit øre, inden han gav mig et lille klem og et kys på kinden.

Sandheden var, at det ikke var tilfældet, men vi vidste begge to, at det var bedst, at jeg gik nu. Ellers ville de bare hører mere, og selv det de havde hørt nu, var nok til at give mig kuldegysninger. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde min mund?

”Vi ses far, jeg elsker dig.” Jeg gav ham et hurtigt kram, inden jeg tog min taske og forlod huset.

Den lille gyde jeg trådte ud i var mørk, grundet sollyset ikke kunne nå ned mellem hustagene, så tæt stod de. Gaden var så smal, at der ikke kunne gå to ved siden af hinanden, så det sagde noget om, hvilken smal labyrint, jeg måtte bevæge mig igennem, for at komme i skole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...