Bindi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 10 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mit navn er Dipti og jeg bor Indien. Snart er det min tur til at gå den forfærdelige skæbne i møde. Den skæbne alle frygter og alligevel tvinges igennem. Den skæbne der påtvinges dem, i form af en udsmykning. En bindi.

5Likes
4Kommentarer
486Visninger
AA

4. For sent

 

”Hvad sagde han?” Amala så på mig med et spørgende blik, og jeg rystede blot kort på hovedet.

”Han bad mig om at lyve og være enig i det, han sagde. Men han er jo bare en stor idiot. Åndssvagt. Er han dum eller sådan noget?” Jeg kiggede op på tavlen og sukkede. Åndssvage mennesker. Amala svarede ikke.

Vi sad i klassen, undervisningen var igang. Min lærer snakkede med en kedelig, monoton stemme, mens hun stirrede blankt ud for sig. Sådan var de alle sammen efterhånden. Alle de voksende. Kvinderne i hvert fald.

Pludselig sprang døren til klasselokalet op og ind trådte to mænd, iført sorte tætsiddende jakkesæt og nogle solbriller. Jeg så ikke over på dem. Jeg turde ikke. Jeg kendte forløbet, og jeg vidste det snart var min tur. Hvornår de hentede mig, anede jeg ikke. Men jeg håbede, det ikke var i dag. Jeg var ikke klar til at leve et sådant liv endnu.

"Dipti Lal" Min navn blev råbt ud i klasselokalet, og jeg lukkede bedrøvet mine øjne, mens jeg mærkede en hånd tage min under bordet. Jeg så chokkeret over på Amala, velvidende at det også snart var hendes tur. Bedrøvelsen var lige så tydelig i hendes øjne, som den var i mine. Det var nu, vores veje skulle skilles.

Da jeg ikke reagerede, tog en hånd hårdt fat om min overarm og trak mig  op fra stolen, så den væltede om på gulvet. Der var stille i klasselokalet, og jeg mærkede mine klassekammeraters blikke på mig. Ingen af os ønskede dette for hinanden. End ikke de værste fjender, ville ønske dette mod hinanden.

Jeg forsøgte at gøre modstand, men den solbrilleklædte gorilla, der havde fat i mig, slap mig ikke. Han gjorde bare sit job, for ikke at få samme skæbne, som jeg var bestemt til at få, og som alle andre kvinder og ulydige var dømt til.

"Jeg elsker dig" Hørte jeg Amala råbe gennem klasselokalet, inden jeg bliver trukket ud af klassen, og nogen blev slået i lokalet og bedt om at holde kæft.

Jeg begyndte igen at gøre modstand, jeg måtte ind til hende. Jeg måtte ind til Amala og se om hun var okay. Men han slap ikke min arm. Grebet strammedes derimod blot og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville få et blåt mærke – ja næsten helt violet. Men jeg ville aldrig selv vide, hvorfra det kom, når det først dukkede op. Alle andre ville. Det var næsten det værste. Tanken om at jeg ikke engang selv ville vide, hvad der var sket, når jeg stod op i morgen tidlig, og jeg havde den i panden. Prikken.

Jeg ville være ligesom dem. Dum og svag, uvidende. Jeg ville have tabt mig selv og alle andre omkring mig. Jeg ville ikke være andet end en slave for samfundet. Jeg skreg indtil en hånd lagde sig for min mund og kvalte lyden.

”Du burde lære at gøre, hvad du bliver bedt om.” Brummede den ene af mændene, da de trak mig ind i et lokale, og døren lukkede bag dem. Nu skulle den på. Bindien.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...