Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7560Visninger
AA

10. Kapitel 8: Flugten

Kender du følelsen af, at du bliver overvåget? Skygget? Det gør jeg, måske alt for godt. Den velkendte følelse, som giver dig kuldegysninger, og får dig til at føle dig utilpas. Hver dag i mit liv, havde jeg følt den slags, hvad end det var tilfældige mennesker på gaden, som stirrede mærkeligt på mig, eller om det var min fortid, som hjemsøgte mig, og holdt øje med mig, fordi den ventede på det rette øjeblik til at slå til. Det vidste jeg ikke. Jeg havde med tiden lært, at fortrænge mine minder, ved at gemme alle følelser fra min fortid væk. Følelser til de mennesker, som førhen betød noget for mig, til fordel for dem, som kun kendte mit nye jeg.

                      Så her sad jeg nu, på en café på gaden, hvor alle kunne se mig, kun med et par solbriller på, som dækkede mine øjne fuldstændigt. Det fik dog ikke den ubehagelige følelse til at forsvinde. Følelsen af, at blive forfulgt.

                      ”Her er jeres drinks,” var de ord, der tvang mig tilbage til virkeligheden, hvor jeg ikke længere kunne skjule mig i mit indre. Jeg slog mine øjne op, og så på Taemin gennem mine solbriller. Han sad lige overfor mig, med kasket, solbriller og et tyndt halstørklæde, selvom det ikke var specielt koldt udenfor. Han smilede forsigtigt til tjeneren, og nikkede til hende, en anelse genert.

                      ”Jeg håber ikke, du har puttet noget i min drink igen,” mumlede jeg og tog den med et lavt suk. Taemin kunne ikke lade være med at grine lavt af min mistænksomhed.

                      ”Hvor er du sød, noona,” nynnede han, som om han fuldstændigt havde glemt aftenen før, hvor han ikke ligefrem havde givet sig selv et godt førstehåndsindtryk. Jeg så væk fra ham i nogle sekunder, imens mit blik førte fra ham, til menneskerne omkring os. Civile mennesker, som sad ved bordene omkring os. Det vil sige, bodyguards som var i civil udklædning.

                      ”Jeg mener bare ikke, at det er den klogeste beslutning, at tage ud i byen lige efter du har fået en trussel om kidnapning,” sukkede jeg lavt og kørte en hånd gennem mit hår. Taemin trak dog bare på skuldrene og tog en slurk af sin kolde drink.

                      ”Én eller anden skummel mand, skal ikke kontrollere mit liv. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg har ikke tænkt mig, at låse mig selv inde med syv forskellige låse, bare for at skjule mig for ham,” sagde Taemin og så mig direkte i øjnene, trods vores solbriller som gjorde det svært.

                      Han havde dog fat i noget. Det var lidt sådan jeg havde det. Bare at jeg ikke låste mig selv inde fysisk, kun psykisk.

                      ”Ved de andre gruppemedlemmer det?” spurgte jeg så pludseligt, og han så på mig med et mærkeligt blik, som om jeg var dum eller sådan noget.

                      ”Om hvad? Truslen? De var der da selv?” grinede han lavt af mig. Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet.

                      ”Nej… Sidste nat. Ved de det? Eller er det noget, du har holdt for dig selv?” spurgte jeg og lagde mine arme over kors. Taemin lænede sig tilbage på caféstolen og sukkede dybt, sikkert irriteret over, at jeg stadig kørte i det.

                      ”Jeg holder som regel den slags for mig selv,” fniste han lavt hvorefter hans blik gled over folkene omkring os, bodyguardsne, ”Tror du… Vi kan være alene lidt?”

                      ”M-Mwo?” mumlede jeg lavt og så på ham, ikke helt sikker på at jeg hørte hvad han rent faktisk sagde. Han grinede bare lavt igen.

                      ”Kom med, Rinnie,” hviskede han, og var pludseligt færdig med det ’noona’-pjat.

                      ”Vent… Hvad?” protesterede jeg straks. Han gav mig dog ingen tid til at komme mig over hans nye kælenavn til mig, idet han tog fat i mit håndled. Blidt men fast. Hvorefter han rejste sig op, og trak mig med sig for at flygte væk fra caféen. Lad os bare sige, at de hyrede bodyguards ikke nåede at reagere på hans pludselige handling·

                      Folk kiggede mere efter os, end jeg var vant til, da Taemin fandt sig vej mellem menneskevrimlen med mig. Det var ikke ret godt, da jeg var sikker på, at kunne mærke et par øjne, som stirrede mig i nakken under hele flugten. Det var et par øjne, som jeg ikke ligefrem fandt venlige, idet de borede sig gennem min nakke, min hud, mine nerver...

                      I samme sekund, fortrød jeg, at jeg ikke gjorde modstand, da Taemin flygtede fra sine bodyguards med mig.

                      ”Tae-ah?! Sæt farten ned!” beordrede jeg straks, da mine ben knapt nok kunne følge med hans slanke danserben, som var skabt til at være hurtige og smidige, som let kunne bane sig vej gennem de fyldte gader i Seoul.

                      Taemin svarede mig ikke på min ordre. Han grinede bare, og fortsatte med at tække mig gennem gaderne. Jeg kunne dog bare mærke, at flere og flere skumle blikke landede på os. Jeg vidste også, at dette nok ikke ville føre til noget godt. For fanden, Taemin! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...