Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7321Visninger
AA

29. Kapitel 27: Det er ikke din skyld...

Jeg sad fokuseret, og holdt øje med SNSD som øvede oppe på den scene, som SMTOWN skulle holdes på. Det var gået lidt over to uger siden mødet med JYJ, og jeg havde ikke hørt mere fra dem, hvilket betød at jeg var så deprimeret, jeg kunne være. Taemin var endnu ikke tilbage, og jeg havde sådan håbet på, at han ville være der til SMTOWN-koncerten. Men nej, det så det ikke ud til.

                      ”Så… Kommer de ikke?” spurgte Key, som stod ved min side og sukkede dybt. Jeg sænkede mit blik en anelse og rystede på hovedet.

                      ”Det ser ikke sådan ud, Key oppa…” mumlede jeg og rejste mig fra min plads, og lod koreograferne brokke sig over SNSD i fred. Key fulgte efter mig om bag scenen,

                      ”Har du så ingen plan?! Hvordan skal vi få Taemin at se igen?!” udbrød Key så, en smule panisk. Jeg knyttede mine hænder stramt og lukkede mine øjne sammen. Jeg ville sådan ønske, at jeg aldrig havde valgt at blive CEO.

                      ”Key… Den første SMTOWN koncert er i aften… Vi bliver nødt til at fokusere på det, og så må vi finde en fælles løsning, på hvordan vi får Taemin tilbage. Okay?” sagde jeg, og forsøgte ihærdigt på, at få Key til at falde lidt ned, så han ikke gik fuldstændigt i panik og brød sammen.

                      ”Jeg er bare så bekymret… Hvad nu hvis de ækle mænd har… Voldtaget ham?!” udbrød Key, og jeg kunne straks mærke, noget der stak inde i brystet på mig, da han sagde de ord, og jeg rettede mit blik mod jorden.

                      ”Det er heller ikke til at vide, om de rent faktisk har gjort det…” mumlede jeg forsigtigt, hvorefter jeg vendte om, for at gå et sted hen, hvor jeg måske kunne være lidt alene. Jeg havde pludseligt ikke lyst til, at være sammen med nogen, da alle mine minder susede gennem hovedet på mig. Jeg kunne huske, hvor skidt jeg havde det, da jeg troede at jeg var gravid med… Den ækle mand. Heldigvis gav lægen mig svar på, at Taemin var faren, før jeg havde skåret min egen halspulsåre over.

                      ”Aldrig før… Har jeg behøvet en person så meget, som jeg behøver dig nu…” hviskede jeg lavt og lukkede mine øjne i, hvorefter mine tårer begyndte at trille ned ad kinderne på mig, imens jeg gik ind i et lille mødelokale bag scenen, for at være alene.

                      Så jeg kunne græde ud.

                      Mine hænder rystede som aldrig før, og min vejrtrækning var kort og hurtig. Det føltes som om, mit hjerte kunne stoppe med at slå, når det skulle være. Billedet af Taemin, forsvandt lige så stille fra mine minder, samtidigt med håbet blev tabt.

                      ”Det er alt sammen min skyld, Taeminnie…” hviskede jeg til mig selv og forsøgte at tørre de uendelige tårrer væk.

                      ”Det er ikke din skyld, Rin noona…”

                      ”Jo, det er…” snøftede jeg stille og græd ned i mine hænder, imens mine skuldre rystede en anelse. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere, hvilket var en anelse mystisk.

                      ”Nej, det er alt sammen min skyld,” sagde stemmen igen, og et par arme, som jeg ikke erindrede var så stærke, blev lagt omkring livet på mig, bagfra. Et smalt hoved, med en snehvid hud, blev lagt på min skulder, og jeg kunne skimme noget kastanjerødt hår ud af min øjenkrog.

                      ”Alting skal nok blive okay, du må ikke græde, noona…” sagde hans søde englestemme, og jeg stivnede fuldstændigt, da det gik op for mig, at jeg ikke drømte. Det var virkelighed, og ikke som alle de drømme, jeg havde haft om ham på det sidste. 

                      ”T-Taemin…” hviskede jeg forsigtigt, med en stammende stemme.

                      ”Jeg elsker dig, noona… Jeg elsker dig så meget,” sagde han og strammede sit greb omkring mig, og kyssede min hals helt blidt og uskyldigt, ”Vi skal nok finde ud af det hele, okay?”

                      Jeg kunne mærke, hvordan hans hænder bevægede sig ned på min mave, som om han allerede godt vidste det hele. Hvem havde fortalt ham det? Og endnu vigtigere… Hvordan var han kommet fri?! Jeg var så forvirret lige pludseligt.

                      ”T-Taemin…?!” sagde jeg straks og vendte mig mod ham, stadig med tårer i mine øjne. Jeg kunne ikke holde mig fra, at lægge mine hænder på hans kinder, bare for at føle, at han rent faktisk var der, og at han ikke bare var en illussion.

                      ”Jeg elsker dig, noona…” hviskede han, endnu engang, og lænede sig ind mod mig, som der stadig var så forvirret, da han kyssede mig ømt. Jeg begyndte da at græde endnu mere end før, og lukkede mine øjne i. Dog, i sekunder før mine øjne var lukkede, så kunne jeg skimme fem fyre, som stod ovre ved døren. De havde alle fem matchende, hvide jakkesæt på, og havde en udstråling, som denne verden havde savnet alt for længe. 

 

__________

 

A/N: 

Ahem... GFHDSIJAOGDSHFJKSDFGSHGF TTTWTTT <3 OMGGGG.

'kay, I*m done.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...