Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7308Visninger
AA

22. Kapitel 20: Bagmændene

Jonghyun og jeg stod og stirrede op på drengen op tredje sal, med store øjne. Der var tremmer for hans vindue, men det var der for alle vinduerne i det lejlighedskompleks. Jeg havde svært ved at se ham, på den afstand, men hans røde hår var ikke til at tage fejl af, og så at han oven i købet smed mælkekartonner ned i hovederne på sin umma og appa, gjorde det bare endnu mere tydeligt.

            ”Taemin?!” udbrød jeg, men Jonghyun holdt mig straks for munden, og jeg så, at Taemin også tyssede på mig, ved at holde sin pegefinger for sine fyldige læber. Jeg så mig straks omkring for at sikre mig om, at der ikke var nogen i nærheden. Jeg anede ikke, hvordan vi skulle få Taemin ud derfra, der var tydeligvis nogen, som holdt ham spærret inde, og derfor også havde vagter – sikkert de to barske fyre vi lige havde set.

            ”Shit, hvad gør vi, Key?” spurgte Jonghyun og så på mig med sit bekymrede hundehvalpeblik, som fik mit hjerte til at slå dobbelt så hurtigt som normalt.

            ”Jeg ved det ikke…” sukkede jeg lavt og så lidt væk. Mit blik landede tilfældigvis på en lang gade, hvor der førhen ikke havde været nogen mennesker, men hvor der nu kom tre personer gående. På lang afstand, lignede de nogle rige, fine fyre, som aldrig turde sætte sin fod i det område, men idet de kom nærmere, kunne jeg langsomt genkende dem, og jeg fik store øjne.

            ”Jjongie,” sagde jeg lavt og greb fat i Jonghyuns arm, og han fulgte straks mit blik med sit. Det tog nogle få sekunder, før han begyndte at grine en lille smule.

            ”Hey, er det ikke…?” sagde han, og jeg nikkede straks men trak ham så med ind i en smal gyde, som var lige mellem to bygninger. Gyden var så smal, at der knapt nok kunne stå en chubby person. Selv Jonghyun så en anelse mast ud inde i mørket fra gyden.

            ”Hvorfor gemmer vi os nu igen?” spurgte han så, en anelse forvirret. Jeg himlede bare med øjnene af ham. Jeg trak straks det tilbage jeg havde sagt om ham, det med Sherlock, fordi det her var da nemt til at regne ud.

            ”Nårh ja, for de tre fyre går sig helt sikkert en søndagstur i et område, hvor der er narkomaner i gyderne, og drankere i hvert hus, samt voldtægtsmænd som gemmer sig i mørket og venter på at overfalde dem,” sagde jeg sarkastisk.

            ”… Er det søndag?” spurgte han så lavt. Hvis der havde været plads til det, i denne smalle gyde, så havde jeg givet ham et par på hovedet. ”Sherlock”?! Ja, som om!

            ”Pabo…! Det er bare noget man siger,” sukkede jeg dybt, og så mig forsigtigt omkring, og stak mit hoved ud af gyden, kun lige for at få et glimt af, at de forsvandt ind i samme opgang, som de to ulækre, lumske fyre gjorde. Det var vidst intet tilfælde, og der lugtede virkelig muggent.

            ”Bummie? Tror du virkelig, at… JYJ er indblandet i det her?” spurgte Jonghyun og kørte en hånd igennem sit mørke hår, imens han knurrede endnu mere irriteret end før.

            ”Det er den eneste logiske forklaring jeg har… Selvom den ikke ligefrem er rar,” mumlede jeg lavt og rettede mit blik opad igen, bare for at se, at Taemin ikke længere stod i vinduet og kiggede ned på os.

            ”Men hvad gør vi så nu? Vi kan jo ikke bare lade dem beholde vores søn?!” sagde Jonghyun og så på mig, som om han bad til, at jeg havde en løsning på problemet, ”… Vi er jo hans umma og appa?”

            Mine kinder rødmede, da Jonghyun tilføjede den sidste del.

            ”Nu ved vi idet mindste hvor han er, og at han har det godt… Indtil videre,” sukkede jeg lavt. Vi havde stadig god tid, til at få ham tilbage. Selvom han sikkert ikke havde det ret sjovt, og sikkert også var lidt bange, så skulle han nok være i god behold, indtil vi fandt på en plan. Vi måtte jo stadig ikke indblande noget politi.

            ”Jeg tror vi skal kontakte Rin om det her,” sagde jeg og tog min telefon frem. Jeg nåede da ikke at trykke nummeret ind, før Jonghyun fangede min opmærksomhed igen, ved at se på mig med et mærkeligt blik.

            ”… Hvad?” mumlede jeg forsigtigt, en anelse forvirret måske.

            ”Jeg har tænkt over noget med hende Choi Rin,” sagde han og lagde sine arme over kors, og så en lille smule væk fra mig.

            ”Og det er…?”

            ”Hende og Taemin… Har de noget kørende? Til vores møder har de virkeligt klæbet sig op ad hinanden, nærmest? For ikke at tale om, at Taemin forsvandt fra CEO-velkomstfesten på samme tidspunkt som hende?” forklarede han, efterfulgt af et par sekunder i stilhed, hvor jeg tænkte en smule over det. Der var nu noget om snakken. Måske havde Rin og Taemin noget kørende? Taemin havde jo også hele tiden snakket om hende…

            ”Du har ret… Det er lidt lusket…” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...