Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7351Visninger
AA

21. Kapitel 19: Flyvende Mælkekartonner

Jeg gispede forskrækket, da jeg hørte nogle skridt bag os, og jeg vendte mig straks rundt og greb fat i Jonghyuns arm. Jeg fik da øje på to fyre, mænd. De var store, altså muskelbundter. Den ene var skaldet, med tatoveringer over det halve af hovedet, og den anden havde en hue på, hvilket gjorde det svært at bedømme hans hårvækst. Det skræmte mig, at de straks fik øje på os, og lavede onde ansigter af os – ansigter som sagde, at vi skulle forsvinde hvis vi ikke ville have bank.

            ”J-Jjongie?” mumlede jeg forsigtigt, men Jonghyun greb fat omkring mig, og pressede mig tæt ind til sig, hvorefter han lagde sit hoved på min skulder, og kørte en hånd gennem mit hår.

            ”Ignorér dem,” hviskede han lavt, og jeg stoppede straks med at se på de to barske fyre, og koncentrerede mig om Jonghyun, som virkelig overskred mine grænser på det tidspunkt.

            ”M-Men Jonghyun…” hviskede jeg lavt, men skjulte så mit ansigt i hans hals, og lagde mine arme omkring hans skuldre, imens jeg trak vejret roligt.

            ”De er på vej væk…” hviskede han tilbage til mig og strammede sit greb om mig. Jeg sagde intet, men nikkede bare ganske svagt. Det her var lidt ligesom det, man så i film. Et forbryderpar, der blev opdaget, begynder straks at opføre sig som et elskende par, så de kan blive ladt i fred.

            Jeg sukkede dybt, da Jonghyun gav slip på mig. Min rødme forsvandt langsomt, meget langsomt, og mine kinder fik sin normale hudfarve igen.

            ”Lad os fortsætte,” sagde Jonghyun og gik pludseligt den samme vej, som de to ulækre fyre lige var gået. Jeg så bare efter ham med store øjne, før jeg fulgte efter.

            ”Jonghyun?! Det var jo herhen de gik?!” sagde jeg straks, og gik alligevel med – nok fordi jeg ikke turde være alene sådan et sted, og jeg ville nok heller aldrig kunne finde hjem igen.

            ”Der var noget lusket ved dem… Jeg ved det bare,” sagde Jonghyun og rynkede på brynene, ”… Desuden så havde den ene en karton med bananmælk i hånden. Jeg tvivler på, at de drikker den slags.”

            ”Tror du… Det er dem der har taget Taemin?” spurgte jeg så og gik op på siden af ham. Jonghyun så bare ligeud, og fortsatte med at følge efter fyrene, dog med en god afstand så det ikke virkede mistænkeligt.

            ”Jeg er ret sikker på det. De er også de eneste, som har lusket rundt på dette sted, hvor Rin sidst så Taemin, ikke?” smilede Jonghyun til mig, og jeg måtte indrømme, at jeg var lidt overrasket over, hvordan han tænkte. Han var næsten ligesom én eller anden Sherlock? Selv jeg havde ikke lagt mærke til, at en af de fyre havde en karton bananmælk i hånden.

            ”Oh! I’m curious, yeah!” lød det pludseligt inde i mit hoved, og jeg tænkte, at jeg virkelig måtte til at tage mig bare lidt sammen. Det her var det ramme alvor.

            ”Se? Virkelig lusket… De stopper op ved… Uh…” mumlede Jonghyun lavt da vi stoppede op. Han kiggede da op af den høje bygning, som vi var stoppet ved og sukkede.

            ”… Et lejlighedskompleks,” færdiggjorde jeg for ham, og klappede blidt hans brede skulder med et lille grin på mine læber.

            ”Men… Nej?! Jeg var så sikker på, at det her var det rigtige sted?!” sagde han irriteret som en gnaven hundehvalp. Han knurrede lavt og sparkede da til en tilfældig sten, som lå på fortovet foran ham.

            ”Yeobo, lad os gå tilbage,” sagde jeg og tog blidt fat i hans stærke overarm, før jeg fangede, hvad jeg lige havde kaldt ham, og trak mine hænder til mig igen. Han stod allerede og stirrede på mig med store øjne, han så meget chokeret ud. Jeg vidste ikke helt, om det var en god eller dårlig ting.

            ”Hvad var det lige, du kaldte mig?” spurgte han forsigtigt, uden at fjerne sit blik fra mig, ja han blinkede ikke engang. Hans søde hundeøjne blev bare større og større, ligeså langsomt.

            ”Pis… Har du nu også en hørelse som en hund?” mumlede jeg lavt og så væk fra ham og lagde mine arme over kors. Jonghyun grinede da bare af mig, men mistede da sit smil, da han straks fik noget i hovedet.

            ”Ouch?!” udbrød han og rettede sit blik op, og kiggede hen over alle vinduerne i lejlighedskomplekset. Det var ikke til at vide, hvor den sammenkrøllede tomme bananmælkskarton kom fra, som lige havde ramt ham i hovedet. Det var næsten ikke til at se, men hvis man kiggede rigtigt godt efter, så kunne man lige se det. På tredje sal, i et vindue der knapt var åbent, sad der en dreng og var i gang med at klemme endnu en bananmælkskarton ud af sprækken i vinduet. 

 

_________________________________

 

A/N: 

Undskyld jeg ikke fik opdateret i går... Jeg har været så deprimeret og bekymret for Jonghyun, efter den trafikulykke han har været indblandet i... >___< 

Piv... Håber I nyder dette kapitel alligevel. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...