Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7438Visninger
AA

20. Kapitel 18: Jonghyuns Overbeskyttelse

Jeg havde ikke lyst til at vide hvorfor, men af en elelr anden grund, så havde Jonghyun slet ikke brug for rutevejledningen for at finde hen til adressen. Han havde bare brug for navnet og det var det. Det virkede dog en anelse mystisk, at han kendte vejen til sådan et sted, som han selv havde sagt, så var det ikke et rart kvarter.

                      ”J-Jonghyun? Folk kigger sådan på os,” hviskede jeg lavt, og brød mig slet ikke om alle de dystre mennesker, som fulgte os med blikkene. Jonghyun stoppede da op og vendte sig imod mig, hvorefter han trak hætten på min tynde hættetrøje over mit hoved, og tog solbrillerne ud af mit hår, og gav mig dem på.

                      ”Skjul dig selv, Bummie… De ved, at idoler har penge, og enhver kan genkende dig, ikke?” sagde han, og først nu lagde jeg mærke til, at han havde en kasket på, også med et par solbriller til. Hans smukke øjne var gemt væk bag et par mørke glas, hvilket jeg syntes var en skam.

                      ”A-Arrasou…” sagde jeg forsigtigt og nikkede en smule.

                      ”Sådan… Lad os fortsætte,” sagde Jonghyun og tog blidt omkring min arm, før han førte mig videre, forbi de ulækre mennesker, som endnu ikke havde fjernet deres sultne blikke fra nogen af os.

                      ”J-Jongie… Jeg kan ikke li’ det her,” hviskede jeg forsigtigt. Jonghyun så da straks tilbage på mig, hvorefter hans blik gled over mod de ulækre mennesker, især mænd, som gloede efter mig – efter min ret så velformede bagdel.

                      ”Yah!” råbte Jonghyun så efter dem, hvilket fik dem til at se på ham med overraskede øjne, måske også en smule skræmte, da de ikke alle var ret store – faktisk var ingen af dem som sådan muskuløse som Jonghyun var.

                      ”I kan godt glo væk, han er min!” knurrede Jonghyun som en rasende hund, imens han lagde en arm omkring livet på mig, og holdt mig tæt ind til sig imens han fortsatte med at gå i rask trav, intet anende om at mine kinder aldrig havde været rødere. Sommerfuglene i min mave gik fuldstændigt amok, idet Jonghyun ikke løsnede sit greb omkring mig – overhovedet. Hans arme var i sandhed stærke, og jeg havde aldrig følt mig mere tryg, end jeg gjorde på det tidspunkt. Selvom så mange lumske folk kiggede på os, så havde jeg følelsen af, at Jonghyun ville beskytte mig.

                      ”Så er vi her, kitty,” hørte jeg ham pludseligt hviske i mit øre, og de vildeste kuldegysninger løb ned ad ryggen på mig. Jeg stirrede straks på ham med store øjne.

                      ”E-Eh…?” mumlede jeg forsigtigt, som om jeg ikke hørte hvad han sagde. Jeg var ikke helt sikker, han havde aldrig kaldt mig sådan noget som ”kitty” før?

                      ”Jeg sagde bare, så er vi her, Bummie?” gentog han og lagde sit hoved en anelse på skrå. Jeg rødmede lidt og nikkede forsigtigt. Jeg vidste, at han ikke kaldte mig ”kitty”, det var bare ren indbildning. Jeg måtte seriøst snart tage og vågne op, i stedet for at leve i min drømmeverden hele tiden.

                      ”Hvad er din plan så nu?” spurgte Jonghyun, da jeg begyndte at se mig en smule omkring med ham lige i hælene på mig. Jeg trak lidt på skuldrene, men stoppede ikke med at se rundt omkring – ind af vinduer, omkring gadehjørner og ned langs skumle gyder.

                      ”Jeg havde håbet på, at jeg ville finde ham på én eller anden måde, hvordan ved jeg ikke,” sukkede jeg lavt. Jonghyuns blik blev en anelse trist, men han stod bare fortsat og kiggede på mig.

                      ”Du bekymrer dig meget om Taemin, gør du ikke?” spurgte Jonghyun så. Jeg stoppede op, og så på ham med et lige så trist blik, som han selv havde.

                      ”Jeg er virkelig bekymret, Jjongie… Taemin har jo været som en søn for mig, lige siden vi debuterede, og jeg følte at det var min opgave at passe på den lille dengang fjortenårige dreng,” sukkede jeg trist og så ned i jorden foran mig. Jeg snøftede en enkelt gang.

                      ”Jeg har fejlet som hans umma,” hviskede jeg, men jeg kunne da straks mærke Jonghyuns arme omkring mig, imens jeg blev presset blidt mod hans varme krop, det mest trygge sted i hele verden.

                      ”Du har ikke fejlet som en umma alene, Key,” sukkede Jonghyun og strøg sine hænder blidt over min ryg. Jeg så da forsigtigt op på ham med mine katteøjne.

                      ”Hvad mener du, Jjongie?” mumlede jeg lavt.

                      ”Jeg mener… Jeg har fejlet ligeså meget som du har, ikke?” sukkede han med et forsigtigt smil. Jeg tørrede mine våde øjne, imens jeg ikke helt forstod, hvad han mente med det han sagde.

                      ”Jeg er jo, trods alt, som Taemins far… Jeg er jo din hubby, ikke?” grinede han og vuggede mig igen i sine arme. Det kildede endnu engang i min mave.

                     Han var min hubby… Ikke min ”bror”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...