Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7723Visninger
AA

15. Kapitel 13: Det nye krav

                      ”Hvad?!” udbrød Key straks og rejste sig op fra stolen i mødelokalet. Jeg sænkede mit blik i skam og tog en dyb indånding.

                      ”Taemin… Blev kidnappet i nat… Der er intet vi kan gøre ved det, desværre,” mumlede jeg lavt uden at se op. Jeg turde ikke se Key i øjnene, han kunne dræbe hvem som helst bare med hans blik, han var helt sikkert verdens farligste diva.

                      ”Hvis der sker min Taebaby noget, så…!” begyndte Key, men blev straks stoppet af Jonghyun, som rejste sig og lagde en hånd på hans skulder.

                      ”Rolig, Bummie… De skal nok finde ham, ikke?” sagde Jonghyun, og forsøgte at være den rolige og positive her, selvom det tydeligvis var meget svært. Jeg kunne se, at han rystede en anelse, da han besluttede sig for at se på mig med sine hundeøjne.

                      ”Han bliver vel fundet, ikke?” spurgte han forsigtigt, og jeg lukkede mine øjne sammen i et lavt suk, og nikkede forsigtigt. Jeg havde ikke lyst til at svare ham på det spørgsmål, jeg havde jo ingen anelse om, om han ville blive fundet igen.

                      ”TV-journalisterne står udenfor og banker på,” sagde Onew og kløede sig i nakken, ”Vi så dem da vi var på vej herind.”

                      ”Jeg burde vel give dem ren besked…” sukkede jeg og rejste mig op, men blev stoppet af Minho som tog fat i min arm.

                      ”Vent, CEO… Hvad skal vi gøre indtil han kommer tilbage?” spurgte han, og alle de fire SHINee medlemmer så nu på mig, med spørgende blikke. Jeg havde lyst til at sætte mig i et hjørne og græde. De så på mig, som om jeg havde svarene på alle deres problemer, imens mine svar var meget begrænsede.

                      ”Vi har vel intet valg, end… At betale den løsesum?” sagde jeg lavt, og det hjalp dog en anelse på medlemmernes humør, at der var en chance for, at de kunne se ham igen. Keys øjne løb dog allerede i vand, og Jonghyun var nødt til at omfavne ham i sine stærke arme, og trøste ham.

                      ”Rolig, Bummie… Vi skal nok finde ham igen,” hviskede Jonghyun lavt i Keys øre og kørte en hånd gennem hans blonde hår. Key greb fat om Jonghyuns skuldre, og græd sit hjerte ud af bekymring. Det eneste jeg kunne tænke på, da jeg betragtede dem, var et ægtepar der lige havde mistet deres søn.

                      ”Jeg skal nok finde ham, bare rolig,” sagde jeg lavt, men højt nok til at de alle kunne høre det. Døren til mødelokalet gik dog straks op, og deres manager kom ind med et brev i hånden.

                      ”De er kommet med et nyt krav,” sagde han og rakte mig brevet. Mine hænder rystede, da jeg åbnede det for at læse. Det var et krøllet stykke papir, og det var ikke skrevet i hånden – det var udprintet så vi kunne ikke bruge håndskriften til noget.

                      ”Vær hilset, Choi Rin. Vi tror, vi har noget som tilhører dig, en dansemaskine for at være helt præcis. Hvis du har nogen ønsker om, at se ham igen, så skal du gøre følgende, uden at inddrage politiet – gør du dette, så vil du aldrig se Lee Taemin i live igen,” startede jeg med at læse op, og de sidste linjer fik mig til at stamme en anelse i min tale, da skrækken for alvor rejste sig indeni mig.

                      ”… Lad os hæve beløbet til nihundrede milliarder won, skal vi? Vi giver dig en måned til at få fat i dette beløb. Til den tid, vil De modtage et nyt brev om mødestedet til udveksling af penge og Taemin…” Jeg foldede da papiret sammen igen og lagde det på bordet. Stilheden bredte sig endnu engang i lokalet.

                      ”En måned… Jeg håber de passer godt på ham indtil da,” mumlede Key lavt, og tænkte kun på sin søns helbred. Jeg forstod ham fuldt ud, men alligevel tænkte jeg på, hvor vi skulle få alle de penge fra. Godt nok var SM Entertainment et milliardselskab, men… Hvis vi mistede så mange penge lige pludseligt, kunne det betyde at SM Entertainment måtte lukke. Det blev bare endnu mere besværligt af, at vi ikke måtte indblande politiet.

                      ”Jeg skal nok skaffe pengene på én eller anden måde,” sukkede jeg lavt. Manageren lagde trøstende en hånd på min skulder, men idet samme ringede min telefon, og jeg rømmede mig en anelse. Jeg tog en dyb indånding og tog min mobil op af min lomme. Nummeret på displayet overraskede mig ikke rigtigt, så jeg undskyldte til de andre, før jeg gik ud af mødelokalet, for at besvare min opringning.

                      ”H-Hallo?” sagde jeg forsigtigt i telefonen, og jeg kunne høre hvordan lægen i den anden rømmede sig.

                      ”Choi Rin? Vi har svaret på den graviditetsprøve, du har bestilt… Vi vil gerne bede dig om, at komme herind,” sagde lægen.

                      Så kunne jeg godt finde ud af, hvad de havde tænkt sig at fortælle mig… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...