Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7299Visninger
AA

13. Kapitel 11: Under Jihoons beskyttelse

Jeg vendte og drejede mig en smule, da Solens lys ramte mit ansigt. Jeg ytrede et lavt støn, da jeg var blevet vækket fra min dejlige søvn. Endda på den mest irriterende måde. Jeg åbnede da mine øjne, og så mig omkring i rummet, som jeg slet ikke var vant til at vågne op i. Et gisp forlod mine læber da jeg straks satte mig op, og opdagede, at jeg befandt mig i Jihoons stue, på hans lædersofa for at være helt præcis.

                      ”H-Hvad…” mumlede jeg lavt, men det gik straks op for mig, hvad jeg lavede her, da billederne fra sidste aften strømmede gennem mit hoved. Jeg lukkede mine øjne i, forsøgte at lukke billederne ude, men til hvad nytte? De sad fast.

                      Der lå en lille lap papir på bordet ved siden af sofaen, det var en besked fra Jihoon, så jeg tænkte at det nok var bedst, at jeg læste den.

                      ”Jeg er ude at købe ind… Jeg kommer snart, Rinnie,” mumlede jeg og rynkede min pande over den smiley, han havde lavet på beskeden. Typisk ham, jeg var ikke overrasket. Overhovedet.

                      Jeg gabte og strakte mig en anelse da jeg stod op, men rødmede dog da jeg opdagede, at jeg havde en af Jihoons T-Shirts på, og et par silkeboksershorts. Hvorfor kunne han ikke bare have efterladt mig i min egen lejlighed? Jeg boede jo lige overfor? Det var da ikke så svært, vel?

                      På den anden side, så ville jeg ikke blive glad over, at han rodede i mine ting.

                      ”Rinnie! Du er vågen!” sagde Jihoon og smilede stort da han trådte ind af døren med en indkøbspose i favnen. Jeg så på ham og smilede en anelse og gav et lille nik fra mig. Hans smil var så fantastisk, så smukt og perfekt.

                      Perfekt…

                      Det mindede mig om Taemin, og straks kunne jeg mærke, hvordan skyldsfølelsen steg i mig igen, og tårerne pressede på, da jeg huskede billedet af ham, kastet bevidstløs over skulderen på ham den klamme mand, og taget fra mig.

                      ”Taemin…” hviskede jeg lavt og satte mig igen ned på sofaen. Jihoon mistede også sit smil og satte sig ved siden af mig, imens han så på mig med et bekymret blik.

                      ”De skal nok finde ham, okay? Du skal ikke bekymre dig,” forsøgte han at trøste mig med, men jeg rystede bare på hovedet.

                      ”Jihoon… Der er så mange kidnapninger, mord, voldtægter, som aldrig bliver opklaret i Sydkorea… Hvad får dig til at tro, at den her bliver opklaret?!” udbrød jeg, og begyndte langsomt at græde. Taemin var sikkert fanget et sted, bange, imens han kaldte på sine gruppemedlemmer, på mig, og på sine forældre.

                      ”Stakkels Taebaby…” hviskede jeg og snøftede en anelse.

                      ”Skulle du ikke fortælle hans gruppemedlemmer det?” spurgte Jihoon så, og mit hjerte stoppede med at slå. Jeg havde slet ikke fortalt det til nogen, de måtte være ude af sig selv af bekymring?

                      Det værste var nok, at SMTOWN nærmede sig, og nu havde jeg to ting jeg skulle bekymre mig om. Taemin, og min mission. Jeg skulle aldrig være blevet CEO for SM Entertainment. Aldrig.

                      ”Hvad hvis han er blevet voldtaget?” hviskede jeg lavt og snøftede igen, hvorefter jeg rettede mit blik og så på Jihoon. Han sukkede lavt og strøg min kind blidt som trøst.

                      ”Jeg er sikker på, at han har det fint… Rin, du skal tænke først og fremmest på dig selv, og komme til lægen,” mumlede han og sænkede sit blik en anelse.

                      ”L-Lægen? Hvorfor?” spurgte jeg og så væk fra ham. Jeg vidste godt, hvad han mente, men jeg havde ikke lyst til, at han skulle vide det. Nogle gange hadede jeg, at have ham som min bedste ven, fordi han altid kunne læse mig som en åben bog. Han var den eneste, der kunne det. Jeg havde altid været god til at lade som om, at jeg var helt normal, at jeg havde det helt fint.

                      Jihoon kunne se igennem den facade.

                      ”Du ved godt, hvad jeg mener,” sukkede han og lagde en arm omkring mine skuldre. Jeg lukkede mine øjne i, og nikkede forsigtigt.

                      ”J-Ja…” stammede jeg forsigtigt, jeg måtte have en tid hos lægen, som han foreslog. Der var intet andet at gøre.

                      ”Du bliver nødt til, at få noget gjort ved det, ikke?” smilede han og plantede et blidt kys i min pande, en af hans mange vaner.

                      ”Mmh…” sukkede jeg og lukkede mine øjne sammen.

                      ”Men Jihoon…?” spurgte jeg forsigtigt, og han rettede sit blik til at se på mig, og jeg tilbage på ham, ”Hvad nu hvis… Jeg er gravid?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...