Lovely [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Lee Sooman, en af de mest magtfulde mænd i Sydkorea, og ejer af det enorme musikbureau, SM Entertainment, kommer til at indgå et væddemål, i sin berusede tilstand, med en ung pige. Han vædder om en simpel karaoke-konkurrence, at han kan få flere points end hende. Det han sætter på højkant, er SM Entertainments stilling som CEO. Hun får dog hurtigt problemer, da hun vågner op ved siden af en af SM Entertainments mest elskede sangere, og rygterne begynder at løbe, samtidigt med at hendes hjerte går amok i hans nærvær.

94Likes
225Kommentarer
7630Visninger
AA

12. Kapitel 10: Tårer

Regnen begyndte at styrte ned omkring mig. Forhåbentligt ville den vaske alting bort, alle spor efter dette mareridt. Jeg var stadig ikke faldet ned, mine hænder rystede ustoppeligt og min vejrtrækning var urolig. Jeg sad bare helt stille, på jorden med ryggen mod en af murstensvæggene. Der havde jeg efterhånden siddet i noget tid, nogle timer måske. Solen var ved at gå ned, og den ubehagelige fyr var for længst forsvundet, efter han havde færdiggjort det, han ville.

                      Jeg samlede mine ben og krammede dem forsigtigt, gemte mit ansigt i mine knæ, imens jeg græd helt stille. Imens mine tårer blev blandet med regnen på mine kinder. Aldrig før havde jeg følt sådan en stor trang til, at give op på alting… Havde jeg?

                      Måske… Det var stadig meget utydeligt for mig, men jeg vidste bare, at jeg ikke kunne blive siddende der resten af mit elendige liv. Jeg var allerede gennemblødt, og jeg tvivlede på, at jeg kunne finde tilbage til min lejlighed, så jeg greb ud efter min mobiltelefon, og ringede til den eneste person, jeg følte der kunne hjælpe mig.

                      ”Rin, er du okay?” spurgte hans stemme, der varmede mig indeni, og gjorde mig tryg, selvom han var langt væk.

                      ”J-Jihoon…  Du bliver nødt til at hjælpe mig,” hviskede jeg helt lavt i min telefon, næsten helt hæs af at græde. Der blev stille i den anden ende af røret.

                      ”Selvfølgelig… Du kommer bare ind i min lejlighed, jeg er hjemme,” sagde han og jeg kunne næsten se hans varme velkommende smil foran mig, imens han omfavnede mig trygt i sine arme.

                      ”J-Jeg… Kan ikke rigtigt gå..” mumlede jeg forsigtigt og snøftede en anelse.

                      ”H-Hvor er du?” stammede han en anelse i den anden ende af røret, og jeg kunne høre hvordan han pludseligt kæmpede med en jakke og diverse ting. Det fik mig til at smile en anelse imens endnu en tåre løb ned af min kind.

                      ”Jeg er ikke sikker… Jeg sender min mobils koordinater til dig, okay?” sagde jeg forsigtigt og lovpriste pliudseligt den moderne teknologi som gjorde, at man kunne finde hvem som helst, når som helst.

                      ”Okay… Skynd dig, Rin.”

                      Jeg lagde på igen, og sendte da mine koordinater til hans mobil, hvorefter jeg rettede mit hoved for at se i den retning, som Taemin forsvandt hen. Han måtte være kommet til bevidsthed igen. Jeg håbede sådan at han var okay, og ikke i fare, såret eller… Ligesom mig. Man kunne jo aldrig vide med den slags mennesker, de kunne jo finde på hvad som helst, og var fuldstændigt ligeglade med loven og andre menneskers følelser.

                      ”Vær okay, Taeminnie…” hviskede min hæse stemme lavt, men jeg vågnede da op med et højt gisp, da jeg kunne høre skridt fra en løbende person, som kom løbende i al sin hast. Jeg så mig omkring, men nåede ikke engang at dreje hovedet, før han stod foran mig, forpustet og gennemblødt, imens han så ned på mig med sine smukke, mørke øjne. Hans hår sad dog stadig perfekt, en smule klistret til panden.

                      ”J-Jihoon… Det var hurtigt,” sagde jeg en smule imponeret men smilede så bare varmt til ham.

                      ”Hvad er der sket, Rin?” spurgte han og slog sin paraply op, og holdt den over mig da han satte sig på hug foran mig.

                      ”D-Det er ikke noget,” mumlede jeg og sænkede mit blik og så ned i jorden. Jeg var taknemmelig for, at det regnede, så han ikke kunne se forskellen på regnen, og mine tårer. Han strøg blidt min kind med sin varme hånd, og drejede mit hoved så jeg kiggede på ham. Hans smil gjorde mig varm indeni, som altid.

                      ”Lad os få dig hjem, okay?” sagde han og lagde paraplyen fra sig, hvorefter han lagde sine arme omkring mig, og løftede mig op i hans favn, med vores overkroppe presset mod hinanden, og vores ansigter kun en lille smule fra hinanden. Jeg kunne næsten mærke hans ånde på mine læber, hvilket fik mine kinder til at blive ildrøde.

                      ”Jeg skal nok bære dig hele vejen,” hviskede han og tog fat om mine skuldre, og under mine knæ, og løftede mig op i sine arme, brudestil.

                      ”J-Jihoon,” mumlede jeg bange og greb fat i hans ene skulder uden at se ned. Jeg var forfærdeligt højdeskræk, bare dette gjorde mig utilpas, som om jeg vidste at jeg skulle dø, trods der ikke var langt til jorden.

                      ”Bare rolig, jeg har dig, og jeg vil ikke tabe dig lige meget hvad,” sagde han og begyndte at gå med mig, og efterlod sin paraply i gyden, så vandet gjorde os begge endnu mere gennemblødte end vi allerede var. Mit hjerte begyndte at slå en anelse hurtigere end normalt, og jeg kunne ikke lade være med, at lukke mine øjne og hvile mit hoved mod hans trygge, stærke arm og brystkasse. Jeg var så taknemmelig over, at jeg havde ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...