Flystyrtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2013
  • Status: Igang
Den 27 december 1991 nødlander et SAS fly på en eng ca. 20 km fra Stockholm. Der er 123 passagerer og 6 besætningsmedlemmer om bord på flyet. Da flyet lander på jorden deler det sig midt over i 3 dele. Hør en af passagerenes fortælling om hvordan hun oplevede det hele og hvordan hun har det nu.

~Det var en skoleopgave jeg skulle lave så jeg håber at i kan lide den~

3Likes
0Kommentarer
3097Visninger
AA

2. Del 2

Jeg kunne svagt høre lyden af sirener men lidt efter holdt det op igen. Jeg kunne høre en masse stemmer råbe til hinanden og lidt flere sirener. Folk omkring mig begyndte at græde endnu mere. Jeg kunne ingenting se for pladen spærrede for mine øjne men jeg vidste ved lyden af sirenerne at der var kommet nogen for at hjælpe os. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der uden at kunne få vejret, men det føltes som en evighed. Da pladen endelig blev fjernet hev jeg efter vejret, gispende og hostende. Jeg kunne se silhuetterne af 2 mænd men mit blik var sløret. Jeg blev båret hen og lagt på noget blødt som jeg gætter på var en båre. Da jeg fik mit syn tilbage så jeg det mest forfærdelige nogensinde. Flyet var delt i 3 dele. Midterdelen var fuldstændig smadret og jeg frygtede for folks liv. Forenden så ud til at have ramt jorden først, der var kæme buler overalt og cockpittet så ikke ud til at have det for godt. Bagenden som jeg havde siddet i havde en masse buler og der lå en masse metal og andre ting ud fra den og ved siden af. Der var politi, brandvæsen, hospitalsfolk og andre mennesker overalt og det hele var et stort kaos. Jeg kiggede rundt og så sneen på jorden. Det beroligede mig lidt da jeg altid havde været glad for sne. En dame som jeg gætter på var sygeplejerske bøjede sig over mig og fortalte mig at jeg ville blive kørt på hospitalet for at blive undersøgt for skader. Jeg nikkede og blev båret ind i en ambulance. Jeg spurgte hvor Ancha var, den pige jeg havde siddet ved siden af i flyet, men inden jeg fik et svar blev alting sort. Jeg vågnede op på sygehuset med min mor siddende ved siden af mig. Min far stod for fodenden af sengen og kiggede bekymret på mig. Min mor begyndte at græde da hun så at jeg var vågnet og krammede mig tæt ind til sig. Min far gik ud og kom lidt efter tilbage med en sygeplejerske. Hun havde en mappe i hænderne hvor hun noterede nogle ting. Hun stillede mig en masse spørgsmål om hvordan jeg havde og om jeg kunne huske hvad der var sket. der var heldigvis ikke sket noget med mig andet end at min krop havde været i chok. Hun snakkede om noget med psykisk hjælp men jeg hørte ikke rigtig efter. Istedet kørte flystyrtet bare om og om igen i mit hoved. Jeg blev udskrevet et par timer senere men blev på hospitalet og sov den nat i en seng på Anchas værelse. Hun var heller ikke kommet til skade andet end en hjernerystelse og derfor skulle hun blive på hospitalet natten over til observation. Næste morgen fik vi at vide hvad der var sket. iloten Stefan Rasmussen, som vi fandt ud af at han hed, havde ikke kunnet flyve igennem turbulensen da det havde været for farligt så ham og hans team havde besluttet at nødlande. Da han landede var flyet gledet på sneen og drejet rundt om sig selv. Flyet kunne ikke klare presset og var knækket over 2 steder og delt i 3 dele. Der havde været 123 passagerer og 6 besætningsmedlemmer om bord men ingen var kommet til skade. Alle var sluppet med blå mærker, ømme læmmer og hovedpine. Folk var selvfølgelig chokerede men ellers havde de det fint. Ancha havde fået hjernerystelsen da hun var besvimet og landet på gulvet. Alle der var om bord på flyet fik tilbudt psykolog hjælp af staten. Det nytår holdt alle der var om bord på flyet inklusive besætningen i en hal i Stockholm og vi fik en chance for at takke piloten for at have reddet vores liv.

Den dag idag. Et år efter går jeg stadig til psykolog. Jeg har stadig mareridt om det om natten men om dagen har jeg det fint. Jeg er stadig veninder med Ancha og vi mødes en gang imellem med nogle af de andre passagerer. Jeg kommer nok aldrig op at flyve igen for jeg er simpelthen for bange for det. De psykiske mén går nok aldrig væk men det bliver bedre og bedre for hver dag der går. Jeg er bare taknemmelig for at jeg er i live og rask.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...