Flystyrtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2013
  • Status: Igang
Den 27 december 1991 nødlander et SAS fly på en eng ca. 20 km fra Stockholm. Der er 123 passagerer og 6 besætningsmedlemmer om bord på flyet. Da flyet lander på jorden deler det sig midt over i 3 dele. Hør en af passagerenes fortælling om hvordan hun oplevede det hele og hvordan hun har det nu.

~Det var en skoleopgave jeg skulle lave så jeg håber at i kan lide den~

3Likes
0Kommentarer
3093Visninger
AA

1. Del 1

Turen startede stille og roligt. Ja egentlig helt normalt. Jeg gik om bord på flyet og fandt min plads. Jeg havde været hjemme og holde jul hos min far og nu skulle jeg hjem for at holde nytår hos min mor. Jeg sad ved siden af en svensk pige på omkring min alder, og vi fandt hurtigt i snak. Vi blev informeret om at vi skulle spænde bælterne da vi skulle lette. Jeg spændte sikkerhedsbæltet og kunne mærke propperne i ørerne forme sig. Det var hurtigt ovre og vi var i luften. Vi fik noget sodavand og så snakkede vi ellers løs om alt det teenagepiger nu snakker om. Hvilket betyder drenge, musik, tøj, film, makeup og så meget andet. Det var første gang at hun skulle flyve alene uden sine forældre så hun var lidt nervøs. Jeg kunne godt forstå hende for jeg havde også været nervøs første gang jeg skulle flyve alene. Mine forældre var skilt og min far boede i Sverige og min mor i Danmark, så jeg var efterhånden vant til at flyve alene. Det var altid skræmmende når man skulle lande eller lette, men ellers var det ikke det helt store. Vi fik lidt mad, ikke noget specielt. Det sædvanlige fly mad, men det var nu alligevel rart at få noget morgenmad. Pludselig skrattede højtalerne og vi blev informeret om at vi fløj igennem noget turbulens så vi skulle spænde vores sikkerhedsbælter og forholde os i ro. Hele flyet begyndte at ryste og man blev nærmest slynget rundt i sædet. Jeg havde oplevet turbulens før men det her var meget værre end nogensinde. Min hjerne slo fra og jeg kunne høre at pigen ved siden af mig gik i panik. Jeg prøvede at berolige hende men ejg var selv så skræmt at jeg gav op og prøvede at forholde mig i ro. Man kunne høre panikken brede sig rundt om i flyvet i takt med at folk begyndte at ane at der var noget galt. Da vi havde fløjet i turbulens et stykke tid kiggede jeg op på den lille skærm der viste hvor man var henne. Vi var ca. 30 km fra Stockholm og meget langt fra København. Højtalerne skrattede igen og kaptajnen fortalte at han blev nødt til at nødlande. Jeg kiggede igen op på den lille skærm. Den viste at lige nu fløj vi hen over en skov og bagefter ville der kommer en eng. Tusin tanker fløj igennem hovedet på mig da jeg kunne mærke de velkendte propper i ørerne forme sig lige så langsomt. Så kunne jeg mærke at flyet vippede en smule fremad for at lande på jorden. Jeg hev hårdt fat i armlænende og holdt krampagtigt fast. Skræmt fra vid og sans og ude af stand til at bevæge mig fordi at min krop var gået i chok sad jeg bare og stirrede ud i luften. Jeg mærkede et hårdt bump da vi ramte jorden første gang, og lidt efter endnu et. Men så var det som om at tiden stoppede og jeg oplevede alting i slowmotion. Flyet landede med et sidste bump på jorden men så drejede det rundt om sig selv lige så langsomt som om at det gled hen over noget. Det rystede og man blev kastet rundt i sædet. Jeg hørte en faretruende lyd af noget der knækker og splittes fra hinanden. På sæderne foran os begyndte loftet at skille sig ad såvel som gulvet. Det var som om at flyet knækkende midt over. Jeg stirrede forfærdet på loftspladerne der stille knækkede fra hinanden. Alting gik så langsomt. Alle græd og skreg efter hjælp. Min krop rystede i chok og jeg kunne ikke andet end at stirre på loftet der gik fra hinanden og åbnede sig. Pludselig vippede vi bagover og jeg var sikker på at vi skulle dø. Vi landede på jorden med et kæmpe bump og et brav og blev skudt tilbage i sædet før en masse træ og metal væltede ned over os. Pigen ved siden af mig var bevidstløs og lå på gulvet og jeg kunne høre fortabte skrig rundt om i den del af flyet jeg sad i. En stor metalplade lå hen over mit bryst og pressede ned så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg hostede og gispede men jeg havde ikke kræftet nok i kroppen til at skubbe den væk, jeg havde end ikke kræfter nok til at råbe om hjælp. Jeg lukkede øjnene og tog dybe gispende indåndinger i et forsøg på at berolige mig selv men det hjalp ikke. Min krop rystede stadig og pladen blev ved med at presse på og lukke for min vejrtrækning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...