Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15374Visninger
AA

10. 8. kapitel

Der var gået to uger. Taemin var kommet tilbage om mandagen og havde skrevet på et stykke papir, at han bare var syg om fredagen og ikke havde set Minhos beskeder. Minhos mange beskeder. Det hele var forsat som normalt efter det, og det pinte efterhånden Minho. Han vidste stadig ikke rigtig noget om Taemin, han havde stadig ikke fået et eneste ord og Taemin gik stadig i det samme tøj. En anden ting Minho havde langt mærke til var, at Taemin undgik enhver form for kropskontakt.

Minho havde på et tidspunkt lagt en hånd på Taemins skulder, og Taemin havde sprunget væk i panik, ligesom ved deres allerførste møde. Han havde skrevet, at Minho bare havde forskrækket ham, men Minho vidste, at det ikke var sandt. Han var helt sikker på, at Taemin skjulte noget stort, og Minho ville brændende gerne vide hvad det var.

Minho havde også fanget sig selv i at tænke underlige ting. Som hvor smuk Taemin var, eller hvor meget han havde lyst til at køre en hånd gennem den yngre drengs hår, der sikkert var endnu blødere end det så ud.

De var næsten færdige med projektet, og Minho vidste, at han måtte gøre noget, for at beholde Taemin lidt længere. Det var også en ting han havde lagt mærke til. Han kunne pludselig ikke forestille sig sin hverdag uden Taemin. Selvom han ikke talte, så var der noget over ham, som Minho elsk.. rigtig godt kunne lide.

Han var tæt på et sparke til et eller andet. Det var meningen at Taemin skulle falde for ham, ikke omvendt. Ikke at han nogensinde ville indrømme det til nogen. Han kunne knap nok indrømme det over for sig selv.

Klokken var ca. kvart over 5, så han var lige kommet hjem efter at have sat Taemin af. Minho trak sin mobil op ad lommen og så overvejende på den. Han havde den største lyst til bare at skrive til Taemin, men han var ikke sikker på, om det var en god ide.

Han stod længe med mobilen, mens han vejede for og imod. Han var lige ved at tabe den, da den begyndte at vibrere. Hans hjerte begyndte at banke hurtigere, i det han håbede, at det var Taemin. Men da han så på displayet, og Jonghyuns navn lyste op, blev han dybt skuffet.

Han trykkede på ’accepter opkald’ og pressede mobilen til øret.

”Hej,” sagde Minho fladt, mens han lod sig dumpe ned på sengen.

”Er der noget galt? Ventede du et andet opkald?” spurgte Jonghyun nysgerrigt.

”.. Ani,” svarede Minho langsomt. Han kunne høre Jonghyun grine.

”Jo, du gjorde! Jeg kan hører det. Men hvorfor skulle han ringe? Det er lidt svært at snakke i telefon, når den ene ikke siger et eneste ord,” svarede Jonghyun drillende.

”Hold nu bare kæft,” sagde Minho irriteret. Han vidste, at den anden havde ret, men han kunne alligevel ikke lade være med at håbe hver eneste gang.

”Hvis jeg skal holde kæft, kan jeg jo ikke fortælle dig, hvorfor jeg ringede,” svarede Jonghyun, med en alt for glad stemme. Minho stønnede i ren frustration. Nogle gange hadede han virkelig Jonghyun.

”Snak,” kommandere han, og Jonghyun grinede en gang mere.

”Kan du ikke komme over? Det her er alt for stort til at fortælle over telefonen,” sagde han, og Minho kunne næsten hører det kæmpe smil. I det mindste gik det da godt for en af dem.

”Fint, jeg har ikke noget at lave alligevel. Jeg er der om ti minutter,” svarede Minho og lagde på. Han havde kun været hos Jonghyun et par gange før, men han kendte vejen til det enorme hus. Jonghyuns forældre ejede et kæmpe firma, så de havde penge nok. Alt hos dem virkede overdrevet.

Jonghyun havde på et tidspunkt fortalt, at han meget hellere ville have sin familie samlet noget mere end at have de mange penge. Jonghyun så næsten aldrig sine forældre, og hans storesøster var flyttet hjemmefra, så han boede stort set alene.

Der gik kun få sekunder fra Minho havde ringet på døren, til den blev åbnet. I det lidt tid Minho havde kendt Jonghyun, havde han aldrig set så glad ud.

”Kom ind!” sagde han. På vejen op til hans værelse, dansede Jonghyun næsten af sted. Minho var ret spændt på at vide hvad der var sket, for at få Jonghyun til at opføre sig sådan.

Da de nåede der op, satte Jonghyun sig på kanten af sengen, og Minho kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget Jonghyun lignede en glad lille hundehvalp med logrende hale.

”Hvad var det du ville fortælle mig?” spurgte Minho så, i det han prøvede at tvinge et smil væk.

”Du ved godt at Key og jeg blev venner igen, ikke?” spurgte han ivrigt, og Minho nikkede. Hvordan skulle han dog have glemt det, når Jonghyun ikke havde snakket om andet end Key de sidste to uger?

”I dag havde vi aftalt at være sammen efter skole, og ved du hvad?” spurgte han, men gav ikke engang Minho tid til at svare, ”jeg tog ham med ud for at gå en tur, og vi snakkede rigtig godt, og så tog han min hånd og vi flettede fingre!” sagde Jonghyun, mens han strålede som et julelys.

Minho kunne mærke jalousien bruse op i ham, men han kunne alligevel ikke holde et smil væk. Jonghyun havde virkelig fortjent det, efter at have holdt af Key så lang tid.

”Det er ikke engang det hele! Da vi nåede tilbage til mit hus, var han nødt til at tage hjem, og han gav mig et farvel kys på kinden,” forsatte Jonghyun, og Minho undrede sig over, hvornår han ville stoppe sin talestrøm.

Minho overvejede lidt at fortælle den anden dreng, at han også havde set Key kysse Taemins kind farvel, men han nænnede ikke at ødelægge hvalpens gode humør.

”Jeg er glad på dine vejne, Jjong. Er I så rigtig sammen nu?” spurgte han. Jonghyun så lidt paf ud et øjeblik.

”Det ved jeg faktisk ikke, for jeg spurgte ham ikke rigtigt ud. Men det tror jeg vi er,” svarede han så, og det lykkelige smil forsvandt ikke et øjeblik.

Resten af aften gik med at høre på, hvor fantastisk Key var, og hvor meget Jonghyun glædede sig til at få et rigtigt kys. Efter en time, slog Minho fuldstændig fra. Han ønskede mere og mere, at han var sammen med Taemin i det øjeblik i stedet for Jonghyun.

”Kan jeg sove her i nat? Der er alligevel ikke nogen der hjemme,” spurgte han, og Jonghyun nikkede.

Da det endelig blev tid til at gå i seng, lagde Minho sig i den kæmpe seng, som stod i gæsteværelset, der lå ved siden af Jonghyuns værelse. Endnu engang overvejede han at skrive til Taemin, men besluttede sig for, at det nok var en dårlig ide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...