Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14975Visninger
AA

9. 7. kapitel

Torsdagen var gået fint ind til videre. Key havde endda næsten takket ham for det med Jonghyun. Det var ikke noget Minho havde forventet af Key, så det havde chokeret ham ret meget. Dog var det ikke helt det, der var i hans tanker, i det han og Taemin var på vej hjem.

Minho var lige pludselig ikke sikker på, at der var ryddet nok op på hans værelse. Det ville være pinligt, hvis der ikke var pænt, når Taemin skulle se det første gang. Han var også underligt nervøs for, hvordan det hele ville gå. Minho var normalt aldrig nevøs. Ikke når han skulle på scenen, være med i film eller skrive autografer til de mange fans. Men det var han nu. Over ingen anden end Taemin.

”Hvad hedder du egentlig mere end Taemin?” spurgte Minho så, da det gik op for ham, at han ikke anede det. Taemin trak bare på skuldrene, og Minho sukkede. Så rakte han sin mobil frem.

”Skriv,” sagde han, og Taemin tog i mod den.

Jeg hader mit efternavn, så jeg bryder mig ikke om at bruge det.

”Og du kan ikke fortælle mig det? Jeg vil virkelig gerne vide mere om dig. Jeg lover, at jeg ikke fortæller det til nogen, hvis det er det, du er bange for,” sagde Minho. Taemin så ud til at overveje det et øjeblik og skrev så igen.

Lee Taemin. Men for dig, og alle andre for den sags skyld, er det bare Taemin.

Minho rynkede brynene, men nikkede alligevel. Han kunne ikke se hvad Taemin skulle have i mod det navn. Lee var trods alt et ret normalt koreansk efternavn.

Bilen stoppede op, og Minho var med det samme ude og omme på den anden side, for at åbne døren for Taemin. Den yngre dreng sendte ham et underligt blik, men man kunne alligevel skimte rødt i hans kinder.

Han tog sin taske og steg ud af bilen. De gik sammen op til det store hus. Det var ikke et slot, men det var absolut på den bedre side af rangstigen. Igen holdt Minho døren åben, og Taemin trådte tøvende ind og så sig forsigtigt omkring. Det var meget moderne, men alligevel hyggeligt.

”Er du sulten eller noget?” spurgte Minho. Ikke at svaret ville gøre nogen forskel, for Taemin var blevet endnu blegere, og Minho var opsat på at få ham til at spise. Taemin rystede på hovedet, men hans mave forrådte ham og knurrede højlydt. Taemin så med det samme pinligberørt ud, så Minho smilede forsikrende til ham.

”Kom, vi finder et eller andet,” sagde Minho, og ledte vej ud til køkkenet. Han overvejede, hvad han kunne give. De havde nogen kopnudler, men de fyldte jo ikke ret meget i maven. Dog var Minho ikke helt sikker på hvordan man lavede andet, så han endte bare at koge vandet til dem.

Taemin stod akavet i døren, som om han ikke anede hvad han skulle gøre med sig selv og egentlig bare gerne ville gøre sig så lille som muligt.

”Du kan bare sætte dig ned. Lad som om du er hjemme,” sagde Minho, og Taemin skar en hurtig grimasse, som forsvandt lige så hurtigt igen. Så satte han sig på stolen, og inden længe havde Minho sat den ene pap kop med nudler foran ham. Selv satte Minho sig overfor og begyndte at spise.

Taemin havde taget sine spisepinde op, men han sad bare og rørte lidt rundt i maden. Minho havde ikke engang set ham tage en enkelt bid.

”Du er klar over, at jeg ikke har forgiftet det eller noget, ikke?” spurgte Minho, og Taemin så op på ham. Han så meget træt og skrøbelig ud kunne Minho med det samme konstatere, og det pinte ham. Han havde aldrig følt et behov for at passe på nogen, men det gjorde han i den grad nu.

Taemin nikkede, og tog langsomt pindene op til munden for at tage en lille smule. Minho tog selv lidt mere. Han var pludselig ikke ret sulten mere. Resten blev spist i stilhed, og da Taemin stille skubbede koppen fra sig, var der ikke en gang spist halvdelen.

Minho sukkede, men tog begge pap kopperne og smed dem ud.

”Okay, vi kan gå op mit værelse nu og gå i gang med projektet,” sagde Minho, og Taemin nikkede ivrigt. Minho gik forrest og bad til, at der så nogenlunde ud. Han åbnede døren og blev med det samme lettet. Taemin gik ind og så nysgerrigt rundt. Han så på en af plakaterne og lagde hovedet på skrå. Så pegede han på plakaten, og derefter på Minho.

”Ja, det er mig,” svarede Minho, på det uudtalte spørgsmål. Taemin nikkede, og gik hen for at sætte sig på den ene kontorstol. Minho var glad for, at Taemin så ud til at have det lidt bedre nu. Der var selv kommet lidt farve tilbage i kinderne.

”Hvilken del af projektet vil du lave?” spurgte Minho, og Taemin trak på skuldrene som svar.

”Okay, hvis du så skriver om grunden til krigen og det første slag, så kan jeg skrive om krigens udvikling,” svarede Minho, og satte sig ved siden af Taemin. Taemin rejste sig for at hente en notesblok i tasken. Minho undrede sig lidt over, at han ikke havde en computer, men han turde ikke sige noget, i frygt for at få den anden dreng til at trække sig endnu mere ind i sin egen skal.

Minho tændte sin egen computer og begyndte straks at søge oplysninger. Taemin var allerede i gang med at skrive, og Minho lænede sig lidt frem for at se. Han kunne virkelig ikke forstå, hvordan Taemin bare lige kunne huske alt det. Det eneste Minho var god til at huske, var sangtekster og dansetrin.

De næste timer gik uden snak, men det var ikke akavet, som Minho havde forventet det ville være. Faktisk var han overrasket over, hvor rart han havde det i Taemins selskab. De var allerede nået ret langt, da Taemin viftede hånden foran Minhos ansigt for at få hans opmærksomhed. Minho så på ham, og drengen pegede på sit håndled.

”Spørger du om hvad klokken er?” spurgte Minho, og fik et nik som svar. Han kastede et blik på tiden, og blev overrasket over, hvor mange klokken faktisk var blevet.

”Den er 17.37. Hvorfor?” Taemins øjne blev store, og et gisp forlod hans læber. Han rejste sig brat op, og kylede notesblokken i tasken. Så kom Minho til at tænke på, at Taemin havde fortalt, at han kun kunne blive der til 5. Dette her var ikke godt. Han rejste sig også op og fulgte Taemin ud, så de kunne køre ham hjem.

Taemins hus var meget lille, men det så ikke ud til at være i dårlig stand. Taemin fløj ud af bilen, og forsvandt hurtigt ind i huset. Minho havde en dårlig fornemmelse, da han var på vej hjem, men han havde ingen ide om hvorfor.

Det fandt han dog ud af dagen efter. Taemin var der ikke, og han svarede ikke engang, når Minho skrev.

~*~

Så kom 7. kapitel også ud! Det var lidt senere end jeg havde forventet, men har haft en rigtig dårlig dag :/

Nu efterlader jeg jer lige med en cliffhanger! Hvad tror I der er sket med Taemin?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...