Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14931Visninger
AA

8. 6. kapitel

Den næste dag da Minho kom ned i cafeteriet, var Jonghyun ikke til at finde, så han satte sig bare ved et tilfældigt tomt bord med sin mad. Han havde ikke engang fået taget sin første bid, da Yuri og hendes veninder kom hen til ham.

”Må vi sidde her, oppa?” spurgte hun, og Minho nikkede. Han var egentlig ret ligeglad, så han lod dem bare sætte sig.

Yuri satte sig ved siden af ham, den nye pige over for ham og Sekyung ved siden af den nye.

”Minho oppa, du har ikke mødt Jessica endnu!” sagde Yuri, og pegede på den sidste pige. Minho smilede og nikkede til den såkaldte Jessica. De begyndte alle at plapre løs, og Minho sørgede for at nikke på de rigtige tidspunkter.

”Er du syg? Du er meget stille,” sagde Yuri pludselig og rakte en hånd frem for at mærke på hans pande. Minho undveg hurtigt hånden. Han havde slet ikke lyst til at blive rørt af hende. Han kendte hende jo knap nok.

Hun surmulede svagt, men Minho ignorerede det. Han følte sig næsten lykkelig, da Jonghyun kom ham til undsætning.

”Minho, jeg bliver nødt til at snakke med dig,” sagde han med et kæmpe smil. Minho rejste sig ivrigt, næsten for ivrigt, og fulgte med Jonghyun. På vejen ud, smed han sin bakke i en af skraldespandene.

”Fik du snakket med ham?” spurgte Minho, da de var alene. Jonghyun nikkede entusiastisk, og Minho var næsten bange for, at drengens hoved ville ryge af.

”Ja, og han kunne huske mig! Han sagde, at han også har savnet mig, og at han gerne har villet tale med mig i lang tid! Jeg fik endda hans nummer – se!” sagde Jonghyun, og rakte stolt sin mobil frem, hvor kontakten ’Key’ ganske rigtig stod. Minho smilede til sin lave ven.

”Jeg sagde jo, at det nok skulle gå. Nu skal du bare indrømme, at du kan lide ham,” svarede Minho, og Jonghyuns ører og kinder blev helt røde.

”Hv-hvad snakker du om? Jeg kan ikke lide ham, jeg har bare savnet ham,” sagde Jonghyun, med bævende stemme. Minho lagde en arm om drengens skulder.

”Så siger vi det,” svarede han, og Jonghyun skulle tydeligvis til at protestere igen. Det nåede han dog ikke før klokken ringede. Minho blinkede til den anden, og forlod ham så stående der og se dum ud.

Igen gik matematik timen ret langsomt, og igen var Minho ude af døren så snart han kunne komme til det.

Denne dag viste sig at være hans lykkedag.

”Jeg vil gerne have jer alles opmærksomhed,” begyndte læreren. Der blev stilhed, og alle så op på hende.

”I skal i gang med et lidt større projekt, hvor I skal være to og to,” forsatte hun, og folk begyndte med det samme at aftale, hvem der skulle arbejde sammen med hvem.

”Stilhed! Jeg var ikke færdig. Denne gang får i ikke lov til at bestemme selv. I skal være sammen med jeres sidekammerat. Yuri du er sammen med Jessica og Eun-mi. Så burde alle have en partner, ikke?” forsatte hun, og Minho kunne ikke have været mere tilfreds.

Taemin, derimod, så ikke ud til at synes godt om ideen. Men der var ikke rigtig noget at gøre ved det, så han blev nødt til det. Da snakken var stilnet lidt af igen, forsatte deres lærer.

”I har tre uger til at lave det. I vil selvfølgelig få lidt tid her på skolen, men det meste bliver hjemmearbejde. Da det er et projekt der handler meget om teamwork, vil jeg foreslå, at I laver det sammen. Ikke hver for sig.” Minho synes det blev bedre og bedre. Hvor heldig havde han lov til at være? Tre ugers alene tid med Taemin. På den tid, ville drengen være dybt forelsket i Minho, og han ville derfor også have vundet væddemålet. Ingen tvivl om det.

De fik alle udleveret emner, som de skulle skrive om. Minho var ikke så interesseret i det, men for Taemins skyld fulgte han lidt med alligevel. De skulle skrive om Korea-krigen. Det var et stort emne, men det var ikke svært, så det ville blive en overkommelig opgave.

”Er du tilfreds med emnet?” spurgte Minho den yngre dreng, og fik et enkelt nik som svar.

”Er det okay at være sammen med mig?” spurgte han så og blev meget glad, da han fik et lille nik tilbage. Godt nok var det tøvende, men det var i det mindste positivt.

”Skal vi så lave det hjemme hos mig eller hos dig?” spurgte Minho, og var egentlig spændt på svaret. Denne gang var det ikke tøvende, tværtimod. Han så op med store øjne, og pegede straks på Minho. Minho syntes det var lidt underligt, at han havde bestemt det så hurtigt, men han havde ikke noget i mod, at skulle være hjemme ved ham selv. Så kunne han måske endda imponere Taemin lidt.

Minho skulle lige til at foreslå, at de allerede kunne starte i dag, men så kom han i tanke om fodboldtræningen. Det ærgrede ham, men han trøstede sig selv lidt med, at der var meget tid tilbage.

”Jeg kan desværre ikke i dag, jeg skal til fodbold. Hvad med i morgen?” spurgte han, og Taemin så ud til at tænke lidt. Så nikkede han.

”Godt! Du kan bare tage med hjem direkte fra skole,” sagde Minho glad. Han blev endnu gladere, da han så et lille bitte smil på Taemins læber. Det var første gang han havde set det.

”Må jeg få dit nummer? Så vi kan lægge planer for hvornår vi kan arbejde på projektet?” spurgte han ivrigt. Nu gik det endelig som han ville have. Igen nikkede Taemin og rakte denne gang hånden frem. Minho tog sin mobil, og lagde den i den fremstrakte hånd. Endnu engang kunne han ikke lade være med at undre sig over, at Taemin var så tynd.

 Den anden dreng tastede hurtigt sit nummer ind. Minho forventede at få sin mobil tilbage, men i stedet begyndte Taemin at skrive en besked. Efter den var sendt, rakte han mobilen tilbage. Minho gik ind og tjekkede beskeden der var sendt.

Til Taemin.

Fra Minho;

Minhos nummer.

Det var det eneste der stod. Minho forstod ikke, hvorfor Taemin ikke bare havde givet ham sin mobil, men der var nok mange ting, som Minho ville undre sig over omkring Taemin.

”Hvor længe kan du så blive der? Jeg skal nok kører dig hjem,” sagde Minho. Endnu en gang var der en tænkepause, som om Taemin ikke var helt sikker på, om han havde lyst til at blive kørt hjem. Så rakte han fem fingre op. Det måtte betyde at han kunne blive der til klokken fem om eftermiddagen.

Så ville der være god tid til både at lave projekt, og lave noget andet. Minho besluttede for sig selv, at han i hvert fald ville få Taemin til at spise noget.

~*~

Hvad sker der nu? Kommer Minho endelig til at snakke med Taemin? Hvordan tror du det går, når Taemin kommer hjem til Minho?

 

Husk på, at jeg stadig vil blive rigtig glad hvis I liker og sætter på favoritlisten!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...