Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14987Visninger
AA

55. 53. kapitel

En uge efter var Taemin blevet udskrevet, og Minho var langsomt ved at indse, at det var ved at være tid til at sige farvel. I hvert fald for en tid. Det var den sidste aften inden Taemin skulle af sted, og hans ting var allerede blevet kørt hen til Onews lejlighed.

Minho havde ret hurtigt fundet ud af, af Jinki helst ville kaldes Onew, så det var det eneste, Minho kaldte ham nu.

Key og Jonghyun havde været der tidligere på aftenen for at sige farvel til Taemin. Jonghyun havde taget det fint og havde bare givet Taemin et kram. De havde trods alt ikke været super tætte.

Key, der ellers var faldet tilbage i den kontrollerede rolle, havde overpyldret Taemin. Minho vidste, at Key også ville komme til at savne Taemin rigtig meget. De kom jo ikke engang til at gå i skole sammen mere, og de kunne kun mødes i nogle af weekenderne.

Efter Key og Jonghyun var taget hjem, havde Minho og Taemin snakket lidt med Minhos mor. Hun havde været overraskende venlig, og Minho havde været rigtig glad for, hvor godt det var gået.

De havde snakket om alle mulige forskellige ting, og hans mor havde set mere og mere imponeret ud. Minho var ret sikker på, at hun virkelig fortrød at have behandlet Taemin sådan tidligere.

De havde også spist sammen alle tre, og alt havde i det hele taget været ret perfekt og hyggeligt.

Nu lå de sammen i Minhos seng. Rummet var mørkt omkring dem, så man kun kunne se meget svagt, men ingen af dem sov.

”Vil du fortælle mig det hele, Taemin?” spurgte Minho lavt og tøvende. Han var ikke helt sikker på, om Taemin var helt klar til det endnu. Dog ville han rigtig gerne vide, hvordan det hele var startet.

Til hans overraskelse nikkede Taemin. Minho havde ikke helt forventet faktisk at få et ja.

”Jeg ved bare ikke hvor jeg skal begynde, hyung,” hviskede han, og deres blik mødtes. Minho trak den anden dreng tættere ind til sig.

”Start fra begyndelsen,” svarede Minho tilbage, og Taemin tog en dyb indånding, før han nikkede.

”Da jeg var 11, forsvandt min mor. Hun sagde ikke engang noget til os. Hverken min far, Onew eller jeg havde fået noget at vide om det. Pludselig var hende og hendes ting bare væk, og jeg har ikke set hende siden. Hun havde aldrig været der ret meget for os, men min far brugte tid sammen med os når han kunne. Han arbejdede meget, men vi havde også penge nok til at leve godt.

Min mor brugte en del af pengene på hende selv, men min far elskede hende virkelig, og sagde aldrig noget til det.

Da han ikke var ret meget hjemme, og min mor ikke tog sig ret meget af os, er det derfor Onew, der har passet på mig siden jeg var ret lille. Vi var meget tætte og jeg elskede ham rigtig højt.

Min far har aldrig brudt sig så meget om ham, fordi min mor havde fået ham med en anden mand, før hun mødte min far. Dog viste han det ikke, før mor var væk.

Da hun skred, tog hun en del penge med, og vi kom i problemer. Far var i dyb sorg, og han begyndte at blive lidt grov over for Onew. De var tit oppe at skændes, men der skete ikke mere end det.

Jeg kom over, at hun var gået og forsatte mit liv. Jeg havde mange venner, og piger var begyndt at lægge mærke til mig. Jeg var kendt for at være den evigt glade dreng, så det kunne jeg jo ikke bare ødelægge, vel?

Sådan stod det på i noget tid. Da jeg var 13, flyttede Onew ud. Han var blevet 18, og ville derfor ikke bo sammen med min far mere. Jeg var fuldstændig knust, men han forsikrede mig om, at det hele ville blive bedre. Far ville have mere tid og penge til mig, og skænderierne ville stoppe,” sagde Taemin og tog endnu en dyb indånding.

Minho så afventende på ham, og strøg den yngre dreng over håret.

”Han lovede også, at han ville ringe rigtig tit, og at vi stadig kunne besøge hinanden. Efter han flyttede, ventede jeg virkelig på, at han ville ringe, men det skete aldrig.

Jeg blev ret ked af det, for han var den eneste person jeg virkelig så op til. Key var der rigtig meget for mig, men jeg kunne bare ikke klare tanken om, at Onew havde smidt mig væk på den måde.

Det hele var blevet værre med far, og en aften var han ikke kommet hjem. Jeg var bange for, at der var sket ham noget, for det regnede og tordnede kraftigt. Det var lige i starten af påskeferien. Jeg ventede oppe i lang tid, men til sidst valgte jeg at gå i seng.

Pludselig åbnede min dør, og jeg kan huske, at jeg satte mig op, glad for at han var kommet hjem uskadt. Men han kom hen til mig og sagde noget med, at han bare skulle sikre sig, at jeg ikke var bange for tordenen, ironisk nok.

Dengang kunne jeg godt lide torden, så jeg undrede mig over, at han sagde det. Han kom tættere på, og jeg kunne lugte, at han stank af alkohol.” Taemin holdt endnu en pause, og Minho kyssede hans pande. Han holdt vejret, i det den yngre dreng forsatte. Han vidste godt, hvad det var der skulle forklares nu.

”Han kom helt tæt på, og jeg prøvede at trække mig væk. Jeg forstod ikke hvad det var min appa ville gøre ved mig dengang. Dog kunne jeg jo godt føle hvor forkert og ulækkert det føltes, da han begyndte at kysse mig. Ikke som en far ville kysse sit barn, men som han havde plejet at kysse mor.

Jeg prøvede virkelig at komme fri. Jeg skreg ad ham og sagde at han skulle give slip, men han slog mig bare og sagde, at det ville blive værre for mig selv, hvis jeg gjorde modstand.

Jeg forsatte alligevel, men han slog mig bare mere og fortalte mig, hvor meget han hadede mig for at få min mor til at gå. Det var første gang han voldtog mig, slog mig og angreb mig verbalt,” sagde Taemin, og hev efter vejret. Minho var endnu engang forfærdet, men han ville høre resten, ligegyldig hvor ondt det gjorde at høre det.

Taemin rystede svagt, men var ellers overraskende stærk.

 ”Det forsatte sådan gennem hele ferien, og jeg ville bare dø. Min stemme forsvandt sammen med min modstand. Mens han gjorde det, fortalte han mig altid hvor uværdig jeg var. Han sagde, at der ikke var nogen der elskede mig eller gad høre på mig. At jeg virkelig bare burde lægge mig til at dø.

Jeg troede næsten på ham. Onew var gået og min far havde ændret sig fuldstændig. Jeg holdt ud gennem ferien, og kom endelig tilbage til skolen. Mine venner – eller dem jeg troede var mine venner – vendte ryggen til mig på ingen tid. Alle undtagen Key.

Jeg har aldrig vidst hvorfor Key blev ved mig, når alle andre vendte mig ryggen, og mente at jeg var underlig. Men han sad altid med mig, og han stod op for mig, selvom jeg ikke snakkede. Han elskede mig stadig, og det var nok til at holde mig i gang,” forklarede han, mens tårerne var begyndt. Ikke højlydt gråd. Bare små tårer der trillede ned af hans kinder.

Minhos hjerte gik lidt i stykker over historien, men han vandt respekt for Key. Han var virkelig glad for, at Key havde gjort sådan, for ellers var der ikke nogen garanti for, at Taemin havde ligget i hans arme nu.

”Du må gerne stoppe hvis du ikke har lyst til at fortælle mere,” sagde han stille, men Taemin rystede på hovedet.

”Nej, jeg bliver nødt til at fortælle dette her færdigt. Jeg vil have, at du ved det. På den måde kan jeg komme af med det,” mumlede han og forsatte så.

”Da det var foregået i et år eller sådan noget, begyndte jeg at skære i mig selv. Jeg skar aldrig nok til, at det virkelig kunne skade mig, men jeg skar til den fysiske smerte overdøvede den psykiske. Jeg ønskede at glemme. Jeg ville bare væk fra det hele.

Jeg havde fundet ud af, at min far ikke slog, når jeg bare gjorde som han sagde. Så jeg protesterede ikke ret meget, selvom jeg hadede alt der skete.

Jeg tænkte tit på at fortælle det til nogen, men jeg kunne ikke. Selvom jeg hadede hvad han gjorde, så elskede jeg ham på en måde stadig. Eller jeg elskede den far, som jeg havde kendt før det alt sammen begyndte, i hvert fald.

Da skolen sendte mig til psykolog, skjulte jeg det for far. Jeg vidste, at han ikke ville synes om det, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget til damen. Jeg kan huske, at hun virkelig irriterede mig, for jeg ville bare havde hende til at forstå, at jeg ikke ville samarbejde,” mumlede han, og Minho nikkede. Han havde det næsten som om, han kunne mærke de følelser der gik gennem den yngre dreng.

”Jeg bad Key om at lære mig at lave mad, for min far krævede at jeg gjorde det, og jeg kunne ikke. Jeg kan huske hvor undrende Key virkede, men han endte alligevel op med at lære mig det.

Jeg lavede mad til min far hver aften, og hvis jeg var heldig, vendte den far jeg engang kendte tilbage. På gode dage, virkede han som den hårdtarbejdende og søde far han havde været før mor gik, så jeg gjorde mit bedste for at gøre ham glad.

Dog gik der ikke lang tid, før det hele blev endnu værre. Min far blev truet med at blive fyret, og han var i endnu dårligere humør end han plejede. Han var derfor hårdere og det var umuligt at stoppe ham.

Jeg var tæt på at ende det hele der, men så kom du.

I starten ville jeg ikke have dig i nærheden af mig. Key sagde, at du ikke var god for mig, men det var ikke derfor jeg holdt mig på afstand. Det var fordi jeg vidste, at jeg ikke var god nok til dig. Jeg kunne ikke lade dig blive rodet ind i mit liv.

Selv nu føler jeg næsten, at du ville være bedre tjent med en pige som Yuri. Forskellen er bare, at nu er jeg blevet for selvisk til at lade dig gå. Jeg kan ikke slippe dig mere,” sagde Taemin stille, og Minho tog fingeren under drengens hage, for blidt at løfte den op, så de kunne se hinanden i øjnene.

”Du må ikke sige sådan noget, Tae. Der er ikke en eneste person jeg hellere ville have end dig. Jeg er ligeglad med, hvilken fortid du har. Jeg vil rette op på det, så du kan blive glad. Selv hvis du prøvede, ville jeg ikke lade dig gå,” sagde han, og et smil kom frem på Taemins læber.

Drengen lænede sig frem, og placerede et sødt kys på den ældres læber. De vidste begge to, at der ville gå lang tid før der skete mere end de uskyldige kys, men det havde Minho det helt fint med.

Det vigtigste for ham var, at Taemin fik det godt igen. Han ville bare gerne have, at alt kunne blive godt, for hvis der var nogen der fortjente det, så var det helt klart Taemin, hans engel.

”Jeg elsker dig, Minho,” sagde den selvsamme engel til ham i det øjeblik, og Minho kunne mærke sig selv blive helt varm. Det var sådan her, det hele skulle være.

”Jeg elsker også dig, Tae, og det vil jeg altid gøre,” svarede han, og placerede små kys over den anden drengs ansigt. Først panden, så et til hver af kinderne, et på næsetippen og til sidst et på læberne.

De smilede til hinanden, og der gik ikke lang tid, før de faldt i søvn i hinandens favn.

~*~

Så fik vi forklaret hele Taemins historie. Dette kapitel er længere end de andre, men jeg kunne ikke rigtig dele det op nogen steder, så det blev altså sådan her ^^

Desværre er vi snart ved enden.. Kun et kapitel og en epilog tilbage :( Jeg kommer virkelig til at savne 'Talk to me!', når jeg er helt færdig med den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...