Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15605Visninger
AA

54. 52. kapitel

Minho sad ved Taemins seng, med drengens ene hånd i sin. Han var ikke vågnet op endnu, men Minho håbede ikke, at der gik lang tid. Han anede ikke, hvad klokken var, men han følte sig virkelig træt.

”Minho hyung?” sagde en lav stemme, og Minho var med det samme helt vågen. Hans blik fløj op til Taemins øjne der nu var lidt åbne.

”Hvorfor er jeg her?” spurgte Taemin så og så rundt i rummet. Han så virkelig ud til ikke at forstå det.

”Key fandt dig og fik dig sikkert på hospitalet,” svarede Minho, og det så ud som om, at alle minder kom tilbage til Taemin. Drengen lukkede øjnene.

”Jeg skulle ikke være blevet fundet. Hvad laver du overhovedet her? Jeg vil ikke høre, hvor ulækker du synes jeg er,” mumlede han svagt, og Minho kunne mærke tårerne presse på. Bare det at Taemin slet ikke gad leve mere, og at han virkelig troede, at Minho ville sige sådan noget, knuste ham.

”Jeg er her, fordi jeg har været bekymret for dig, Tae. Du aner ikke hvor urolig jeg har været,” svarede han, og Taemin fnøs.

”Jeg undskylder for at have bekymret Minho hyung. Du kan gå nu, hvor du har set at jeg er okay,” sagde drengen bittert. Minho vidste godt, at det var hans egen skyld, at Taemin sagde sådan, men han kunne ikke lade være med at blive lidt vred alligevel.

”Jeg er her ikke for at nedgøre dig. Jeg ved godt, at det jeg gjorde var en fejl, men du må forstå, at jeg ikke kan forlade dig. Jeg er ligeglad med, hvad der er sket af uheldige ting for dig. Du er stadig en engel i mine øjne,” svarede Minho, og Taemin åbnede øjnene igen. De var mørkere end de plejede.

”Det mener du jo ikke. Du vil aldrig kunne tale med mig eller røre mig, uden at tænke på, hvor beskidt og ulækkert det er,” mumlede han med en mørk stemme, som Minho slet ikke brød sig om.

”Du tager fejl, Taemin. Du er også min verden, og det bliver du ved med at være. Lov mig at du aldrig vil gøre sådan noget her igen,” svarede han, og Taemin så vurderende på ham, som om drengen ikke vidste, hvad han skulle tro eller tænke.

”Hvis du virkelig mener det, så kys mig,” sagde han, og så op på Minho med de der sårede øjne. Havde det været tidligere, ville Minho have tøvet, men ikke efter de næsten to døgn, hvor han havde været bange for at miste Taemin for altid.

Derfor lænede han sig ned, og kyssede Taemin lige på læberne. Han lagde alle sine følelser i det kys, og håbede på, at det ville overbevise Taemin om, at det han sagde var ægte.

Da de trak væk fra hinanden, så Taemin overrasket på Minho.

”D-du mener det virkelig?” spurgte han tøvende, og Minho nikkede med det samme. Tårer vældede op i den yngre drengs øjne, og Minho gik i et øjeblik i panik. Dog slappede han lidt af, da Taemin begyndte at tale.

”Jeg troede, at du hadede mig. Jeg var så bange for, at du ikke ville have mig mere, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke forsætte uden dig,” sagde han og Minho bukkede sig ned for at kramme drengen.

”Jeg ville heller ikke kunne forsætte uden dig, Tae. Da jeg fandt ud af, hvad du havde gjort, brød jeg fuldstændig sammen,” svarede han lavt, og Taemin snøftede. Der var stilhed lidt, før Taemin snakkede igen.

”Sagde du, at det var Key, der havde fundet mig?” spurgte han, og Minho nikkede.

”Hvordan kunne han gøre det? Og hvordan har han det?” spurgte Taemin bekymret.

”Da du ikke kom i skole, ville Key se om du var okay. Han tog hjem til dig efter skole, og fandt dig på badeværelsesgulvet. Da jeg nåede hen på hospitalet, græd han for flere timer. Han forklarede hvad der var sket, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se ham så opløst,” svarede Minho, og kunne med det samme se, hvor skyldig Taemin følte sig.

”Hvad med min appa? Har han været her?” spurgte Taemin, og Minho skar tænder ved nævnelsen af Taemins far. Han havde ikke ret meget lyst til at tale om den mand.

”Nej, han har ikke været her endnu,” svarede Minho, og Taemin sukkede lettet.

”Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til ham, Minho,” sagde Taemin så, og Minho skulle til at svare, i det der blev snakket ovre fra døren.

”Det kommer du heller ikke til, Taemin-ah,” sagde stemmen, og Taemin fik store øjne.

”Onew hyung?” spurgte han med en lykkelig stemme, i det han vendte blikket over mod der, hvor Jinki stod. Minho rynkede kort på brynene over kælenavnet, men gav det ikke flere tanker.

”Selvfølgelig. Jeg kunne da ikke bare lade dig ligge her helt alene, vel? Men jeg fandt jo hurtig ud af, at du har fundet andre, der tager sig endnu bedre af dig end jeg,” svarede Jinki med et smil og gik over til Taemins seng.

Minho betragtede det lykkelige smil, Taemin havde på læberne, i det han besværet satte sig op, så han kunne give Jinki et enarmet kram, da han ikke havde den anden arm fri.

”Jeg troede, at du havde glemt alt om mig, hyung. Far sagde, at du ikke ville snakke med mig,” sagde Taemin, og Jinki rystede hurtigt på hovedet.

”Han fortalte mig det samme, Minnie,” sagde Jinki, og Minho lagde med det samme mærke til, at Taemin ikke protesterede mod navnet.

Deres lille lykkelige genforening blev afbrudt af en læge der kom ind.

”Jeg ser at du er vågen, hr. Lee. Jeg bliver nødt til at bede jer to om at gå ud, så jeg lige kan se ham efter. Hvis I er heldige, går der ikke så lang tid, før vi kan udskrive ham,” sagde lægen med et smil, og Jinki og Minho gik ud af rummet.

Så snart døren var lukket bag dem, mistede Jinki sit smil og så pludselig meget træt ud.

”Hvad er der galt?” spurgte Minho bekymret. Han kunne ikke lide at se Jinki på den måde. Det var bare forkert på en eller anden måde.

”Når Taemin er flyttet over til mig skal han begynde til psykolog. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal finde pengene til det, men jeg nægter at give slip på min bror endnu engang. Du aner ikke, hvor meget han virkelig betyder for mig,” svarede Jinki, og Minho nikkede forstående.

”Jeg kan godt betale, det er ikke noget problem,” svarede han.

”Det kan du da ikke,” sagde Jinki, og Minho nikkede hurtigt.

”Selvfølgelig kan jeg det. Jeg har heller ikke nogen intentioner om at miste ham igen. Jeg har penge nok, og jeg gør det gerne” sagde han, og Jinki sendte ham et utrolig lettet blik. Minho var bare glad for, at han kunne gøre noget nytte.

~*~

Taemin er vågnet, og 2min er blevet genforenet~ ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...