Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15362Visninger
AA

53. 51. kapitel

”Da jeg først startede på skolen, lagde jeg med det samme mærke til Taemin, for han var ikke som alle de andre,” sagde Minho. Han vidste ikke helt, hvordan han ville forklare alt det der var sket, men han havde besluttet sig for, at det nok ville være nemmest, hvis han startede helt fra begyndelsen.

Før han nåede at forsætte, blev der banket på døren, og Jinki trådte ind.

”Jeg ved godt, at du sagde, at jeg burde vente og spørge Taemin om det hele, men må jeg ikke godt være her nu? Jeg vil virkelig gerne vide, hvad der kunne få min bror til at gøre det mod sig selv. Det ligner slet ikke den Taemin jeg kendte,” sagde han stille, og Minho debatterede lydløst med sig selv. Jinki havde vel egentlig ret til at vide det, havde han ikke?

”Okay, så sæt dig ned,” svarede Minho endelig, og den anden tog stolen ved siden af. Dog ikke uden at være ved at falde over sig selv først. Det var virkelig utroligt, at nogen kunne være så klodset.

”Hvad gjorde, at Taemin var anderledes?” spurgt lægen, da der igen var blevet ro.

”Taemin holdt sig på afstand, i modsætning til de andre. Da jeg prøvede at komme i kontakt med ham, fandt jeg hurtigt ud af, at han slet ikke snakkede. Han var usynlig for de fleste og han var lukket fuldstændig inde i sig selv,” forklarede Minho, og Jinki rynkede brynene.

”Det lyder jo slet ikke som Taemin,” mumlede han undrende, og så ud til at huske tilbage på den Taemin han havde kendt.

”Jeg kom tættere på ham, og vi brugte rigtig meget tid sammen. Jeg prøvede virkelig at få ham til at tale, men det lykkedes ikke det første lange stykke tid. Nogle perioder var vi sammen hver eneste dag, men andre perioder trak han sig væk fra mig.

På et tidspunkt ville han ikke engang se på mig. Det var første gang der var sket noget. Da jeg endelig fik ham til at standse op, fandt jeg nogle store blå mærker,” forsatte Minho, og hørte Jinki gispe. Det var tydeligt, at han virkelig holdt af sin bror.

”Jeg spurgte ham om, hvem der havde gjort det mod ham, for der var ingen tvivl om at det var fra slag. Han sagde, at det havde været nogle bøller, men at jeg ikke skulle bekymre mig om det. Jeg spurgte ham om han havde gået til politiet med det, og han nikkede. Jeg er nu helt sikker på, at det var en løgn.

Der gik noget tid igen, hvor det hele gik lidt op og ned. Der var ikke mange ændringer,” sagde han så. Det var egentlig ikke helt sandt, for der havde været alt det med Yuri. Det havde han dog ikke lyst til at indrømme.

”For noget tid siden var vi ude for en bilulykke, både Taemin, min chauffør og jeg. Jeg husker ikke ret meget derfra, for jeg var ikke ved bevidsthed. Min chauffør var også besvimet, og ligger stadig i koma nu.

Taemin var den eneste der kunne rede os, så han ringede efter hjælp og blev derfor nødt til at snakke. Han redede mit liv,” forklarede Minho videre, og lægen nikkede tålmodigt. Minho var klar over, at det rigtig svære ville komme nu.

”For lidt tid siden, besluttede jeg mig for at finde ud af Taemins hemmeligheder. Da jeg rev Taemins hættetrøje af, kunne jeg se alle snitsårene på hans arme. Både nye og gamle. Han havde før fortalt mig, at han havde set selvmord som den eneste løsning, men at jeg havde reddet ham,” sagde Minho, og kunne se tårer i Jinkis øjne. Lægen nikkede bare, og skrev ned på blokken foran ham.

”Han flygtede fra mig, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig fået lov at komme hjem til ham, så jeg kunne ikke rigtig bare komme brasende,” sagde Minho og stoppede så. De næste ord satte sig fast i hans hals, og han var ikke engang sikker på, at han ville kunne få dem ud.

”Hvad skete der så, Minho-shii?” spurgte Jinki, og greb fat i hans arm. Han så vred ud. Ikke på Minho, men på noget andet.

”Dagen efter tog jeg alligevel hjem til ham, og han så bange ud, da han åbnede døren og opdagede, at det var mig. Vi sad sammen noget tid, før det bankede på døren. Taemin gemte mig i hans værelse og sagde, at jeg skulle blive der. Jeg forstod selvfølgelig ikke noget.

Jeg kunne høre ham åbne, og det gik hurtigt op for mig, at det var Taemins far,” her kunne Minho se, at Jinki så ud som om, han var klar til at myrde. Det var ærlig talt skræmmende at se sådan et ansigtsudtryk på hans ellers venlige ansigt.

”Jeg hørte sætninger og lyde, som ikke lød rigtige, så jeg åbnede døren, og så..” Han kunne ikke sige det. Det var bare for hårdt. En ting var at se det, men også at skulle fortælle om det. Det gjorde det hele mere virkeligt.

”Hvad så du? Det er vigtigt at vi får det at vide,” sagde lægen, og Minho sank den klump der havde sat sig fast i hans hals.

”Han bliver misbrugt. Seksuelt,” mumlede han lavt, og lægen nikkede. Jinki rejste sig brat, men Minho hev ham ned at sidde igen. Han var også selv vred, men han kunne ikke give Jinki lov til at gøre noget, som han ville fortryde senere.

”Hvordan kunne han gøre det?” hvæsede Jinki faretruende og Minho var faktisk mere bange for ham, end han nogensinde havde været for Key.

”Hvad skete der efter du så dette?” spurgte lægen, og Minho vendte skamfuldt blikket ned.

”Jeg.. Jeg løb min vej. Det var mere end jeg kunne tage,” svarede han med en stille hvisken.

”Hvor lang tid før selvmordsforsøget skete dette?” spurgte lægen, og så indgående på Minho, der krympede sig.

”Dagen før. Taemin kom ikke i skole den dag det skete, og Key ville tage hjem til ham, for at se om han var syg eller noget. Efter de var nået herover på hospitalet, ringede han til mig,” svarede Minho med et suk. Nu var det værste i det mindste overstået.

”Du har lov til at gå,” sagde lægen og både Jinki og Minho rejste sig op for at gå mod døren.

”Hr. Lee, du bliver,” sagde han, og Jinki vendte sig undrende om. Minho havde ikke lyst til at blive der et øjeblik mere, så han flygtede gennem døren, og tilbage ind i Taemins rum. Han var ikke helt sikker på, hvad lægen ville snakke med Jinki om, men han havde en ide om det.

~*~

Så kan Taemin blive fjernet fra hans far~ ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...