Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15363Visninger
AA

52. 50. kapitel

Dagen efter sad Minho troligt på hospitalet endnu engang. Han ventede desperat på at høre nyhederne, og det føltes som om, det tog en evighed. En læge var ved at tjekke op på Taemin, og Minho kunne ikke gøre andet end at sidde og vente.

Pludselig kom der en ung mand gående ned af gangen. Minho så undrende på ham, for det var ret tidligt, og der var ikke ret mange andre besøgende endnu. Manden holdt godt øje med numrene på dørene. Da han kun var en enkel dør væk fra Minho, snublede han og faldt.

Minho rejste sig med det samme op, og gik hurtigt over til manden. Han undrede sig lidt over, hvordan han kunne falde over ingenting på den måde.

”Er du okay?” spurgte han og rakte hånden ned til den fremmede, der så op på ham med venlige øjne.

”Okay? Oh, faldet. Ja, det sker hele tiden,” svarede han med et ligeså venligt smil. Minho så underligt på ham.

”Er du ikke Minho? Ham det kendte idol?” spurgte manden i mens han børstede sit tøj af, og Minho nikkede tøvende. Denne person var godt nok noget for sig selv.

”Jo, det er jeg. Hvem er du?” spurgte Minho og så sig om. Hvem kunne han være kommet for at besøge?

”Lee Jinki,” svarede han, og Minho var helt sikker på, at han havde hørt det navn før. Han ledte gennem sin hjerne, men kunne virkelig ikke komme i tanke om hvor.

”Rart at møde dig. Hvem leder du efter?” sagde Minho så. Han var stadig travlt optaget af at finde ud af, hvor han kendte navnet fra.

”En der hedder Taemin. Han burde være i rum numm.. Det er jo lige her!” sagde Jinki, i det han drejede rundt og så nummeret på døren. Nu kunne Minho pludselig huske hvem Jinki var. Taemins halvbror. Ham som flyttede hjemmefra, så snart han blev gammel nok.

”Så du er Taemins bror?” spurgte Minho, og Jinki lyste op.

”Har Taemin snakket om mig? Jeg har savnet ham så meget!” strålede Jinki glad, og Minho nænnede ikke at fortælle ham, at det faktisk var Key, der havde fortalt om ham. Dog var der noget der undrede Minho lidt.

”Hvis du har savnet ham, hvorfor har du så ikke kontaktet ham?” spurgte ham, og Jinkis smil faldt. Hans hånd fløj op til hans nakke, hvor den akavet begyndte at krasse.

”Jeg troede ikke, at han gad mig efter jeg flyttede,” svarede Jinki, og Minho kunne høre den sårede undertone. Der var helt sikkert noget, der ikke stemte her.

”Hvor fik du dog den idé fra?” spurgte han så, og Jinki stoppede sin kassen.

”Jeg ringede til dem et par dage efter jeg var flyttet, så jeg kunne høre hvordan min yndlings dongsaeng havde det. Taemins far tog telefonen, og han sagde, at Taemin ikke ville snakke med mig,” svarede Jinki, og det hele faldt på plads. Taemins far. Selvfølgelig.

Minho ville sige noget, men han nåede ikke at åbne munden, før døren gik op, og begges opmærksomhed blev rettet mod lægen der kom ud. Minho havde faktisk et kort øjeblik fået skubbet frygten væk, men nu kom den tilbage, endnu kraftigere end før.

”Hvad sker der?” spurgte Minho anspændt og lægen sendte ham et beroligende smil.

”Hans puls er næsten normal, og vi er ret sikre på, at han vil vågne op i løbet af dagen,” svarede han og Minho følte lettelse fylde sin krop. Han ville få sin Taemin tilbage! Han ville faktisk kunne fortælle alt det, som han aldrig havde turdet før.

”Kan vi få lov at se ham?” spurgte Minho så, og lægen nikkede. Minho smilede til Jinki, og de gik sammen ind i rummet. Taemin så virkelig bedre ud end han havde gjort dagen før. Minho betragtede lykkeligt den sovende dreng, før Jinki brød stilheden.

”Hvad er du egentlig for Taemin?” spurgte han, og Minho var i tvivl om, hvad han skulle svare.

”Det er okay, du kan fortælle mig sandheden. Jeg vil ikke dømme jer,” sagde Jinki efter et øjebliks stilhed. Minho så overrasket over på ham, og opdagede det lille smil på mandens læber, i det han så ned på Taemin.

”Hvordan kunne du vide det?” spurgte Minho stille.

”Det var den måde du så på ham. Jeg er sikker på, at du vil tage dig godt af min bror. Specielt efter dette her,” svarede Jinki, og et gys gik gennem Minho. Det var som om den anden vidste, at han havde svigtet Taemin, og først nu havde indset, hvor vigtigt det hele var.

”Jeg lover at passe på ham fremover,” sagde Minho, og han mente det virkelig.

”Godt,” mumlede Jinki, og skulle til at vende sig mod døren, da Minho greb fat i ham.

”Hør, jeg ved ikke noget om dig, dit liv eller dit forhold til Taemin, men jeg har noget jeg bliver nødt til at spørge dig om. Kunne du have nogen som helst mulighed for, at have Taemin boende til han bliver myndig?”

Minho havde ikke tænkt sig at spørge på den måde, men det var et sidste desperat forsøg. Hvis bare Taemin havde et sted at komme hen bagefter, ville Minho med glæde fortælle lægerne det hele.

”Selvfølgelig. Jeg ville altid have plads til Taemin. Hvorfor kan han ikke bo hos sin far?” spurgte Jinki med rynkede bryn.

”Det synes jeg du selv skal spørge Taemin om. I to har en del ting at diskutere,” svarede Minho. Han var virkelig taknemmelig over, at Jinki var så venlig, men han følte ikke, at han havde ret til at sprede Taemins hemmelighed på den måde.

Det var trods alt noget andet med lægerne. De kunne jo gøre noget. De kunne sørge for, at Taemin fik det godt igen.

Minho lod Jinki gå ud ad rummet, så han selv var alene tilbage med Taemin. Han kunne næsten ikke vente på, at drengen vågnede op.

Han sad længe og ventede. Han vidste udmærket godt, at det nok ikke ville ske inden for de næste timer, men det føltes som om tiden gik ekstra langsomt, kun for at irritere ham.

Efter at have siddet der noget tid, kom en læge ind, for endnu engang at trække ham ud af lokalet og ind i kontoret. Minho kunne tydeligt kende lægen, som den der også havde udspurgt ham i går. De satte sig endnu engang overfor hinanden og der var stilhed i noget tid. Minho havde ikke tænkt sig at starte først, for han var stadig ikke helt sikker på, hvordan han ville fortælle det hele rigtigt.

”Er du klar til at fortælle mig det nu?” spurgte lægen, og Minho nikkede. Han tog en dyb indånding og begyndte så på historien.

~*~

Endelig kom Onew med, som den søde storebror, som man ikke kan lade være med at elske .. Eller er det bare mig? ^^

I hvert fald er alt ved at falde på plads nu :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...