Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15118Visninger
AA

7. 5. kapitel

Minho kunne ikke vente med at snakke med Key for at finde ud af lidt mere om hans side af sagen. Endnu en gang tikkede uret langsomt af sted, men Minho vidste, at han blev nødt til at vente til timen var slut, før han kunne snakke med den anden dreng.

Det var en anelse akavet at sidde ved siden af ham, men i det mindste havde han større chance for at få fat i ham, når timen sluttede.

”.. I får lov at gå lidt tidligere i dag, så I må godt pakke sammen,” sagde deres lærer, og Minho jublede indvendigt.

”Key! Jeg skal lige snakke med dig,” sagde Minho, inden Key nåede at gå.

”Hvad vil du? Jeg har ikke noget at snakke med dig om,” svarede Key, i det han vendte sig mod Minho med et trodsigt blik.

”Jeg ville gerne vide, hvad du synes om Jonghyun,” sagde Minho, og så den anden dreng i øjnene. Et øjeblik så Key overrasket ud, og Minho blev glad for at se, at spørgsmålet fik en reaktion. Dog forsvandt udtrykket hurtigt igen.

”Det kommer ikke dig ved,” svarede han hårdt, og Minho kunne ikke helt forstå, hvordan Taemin (eller nogen anden for den sags skyld) kunne holde denne dreng ud i længere tid af gangen. Men han blev nødt til at holde ud lidt endnu.

”Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?” spurgte Minho så, og håbede at få et brugbart svar.

”Hvorfor? Nu skal jeg fortælle dig hvorfor! Idioter som dig gør alt for at finde grimme ting om mig og efter det, spreder de det ud over hele skolen. Men jeg er ikke dum nok til at falde i din fælde, så du kan lige så godt lade mig være i fred!” hvæsede han vredt. Så drejede han om på hælen.

”Jonghyun har snakket om dig. Han husker dig,” råbte Minho efter ham og Key stivnede.

”Jeg tror ikke på dig. Lad mig være,” mumlede han så og forsvandt ud af døren. Minho vidste, at det nu kun var et spørgsmål om tid, før han kunne sætte næste step af planen i gang.

Så gik han mod cafeteriet, hvor han havde lovet at møde Jonghyun. Han stillede sig i den lange kø, mens han undersøgte rummet. Han kunne hverken få øje på Key eller Taemin.

Da han endelig havde fået sin frokost, fandt han Jonghyun.

”Jeg tænkte lidt over hvad du sagde tidligere. Måske skulle jeg virkelig prøve at snakke med ham,”  sagde Jonghyun eftertænksomt, og Minho skjulte sit smil med hånden.

”Det synes jeg du skulle,” svarede Minho, og skovlede noget ris ind i munden.

”Men hvad hvis han ikke aner hvem jeg er? Hvad hvis han bare tror, at jeg vil gøre grin med ham?” spurgte den lave dreng, med en anelse panik i stemmen.

”Det skal nok gå fint. Selv hvis han ikke kan huske dig, er jeg sikker på, at han vil snakke med en sød fyr som dig.” Det var meget underligt for Minho at sige sådan nogen ting, men han ville gøre alt for at vinde. Jonghyun nikkede med en mere selvsikker mine.

”Jeg gør det efter skole,” bekræftede han, og Minho nikkede. Hans tanker kredsede allerede om Taemin igen. Det var ikke så underligt, at han var så tynd, når han ikke engang spiste i frokostfrikvarteret. Hvad skulle Minho sige til ham, når de havde den sidste time sammen? Han var stadig ikke helt sikker. I det mindste havde han en hel time endnu. En meget lang og kedelig time.

Da det endelig blev tid til den sidste time, var Minho ikke lang tid om at pakke sammen og nå til det næste lokale. Taemin sad der allerede, og Minho kunne ikke holde et lille smil væk, i det han satte sig.

Taemin så ikke engang op på ham, men det havde han heller ikke rigtig forventet. Timen gik i gang, og Taemin tog notater af alt, hvad der blev sagt. Det brune pandehår gik næsten ned i øjnene, i det han lænede sig frem over papiret. Han blev ved med at stryge det tilbage, men der gik ikke lang tid, før det hang i vejen igen.

Minho var ikke helt sikker på, hvorfor han lagde mærke til sådan noget, men han havde bare meget svært ved at fjerne sit blik fra det. Endnu en gang tog han en et stykke papir, for at skrive noget til den yngre dreng.

Hader du mig?

Han havde brug for at kende svaret på det spørgsmål. Det var lige pludselig meget vigtigt for ham. Taemin kastede et blik på sedlen, før han rystede på hovedet. Minho gav et, næsten uhørligt, lettet suk.

Hvorfor vil du så ikke give mig en chance?

Denne gang tog Taemin sedlen til sig, og skriblede hurtigt noget ned, før han vendte tilbage til sine egne noter.

Jeg er ikke god for dig, og Key siger, at du heller ikke er god for mig.

Den sidste del undrede slet ikke Minho. Key havde allerede tydeligt vist sin mening. Dog blev han nødt til at tænke lidt over den første del. Hvad mente han med, at Taemin ikke var god for ham? Ja, han snakkede ikke, og han var meget upopulær, men han burde da bare være glad for, at Minho værdigede ham et blik.

Hvorfor lytter du til Key? Det kunne jo være, at du faktisk ville kunne lide mig.

Denne gang svarede Taemin ikke engang. Han rystede bare på hovedet og ignorerede Minho resten af timen. Det betød ikke noget for Minho. Han havde indset, at processen ville tage tid, og han havde alt den tid der skulle til.

Timen sluttede og præcis som i går, var Taemin væk på ingen tid. På vej hjem modtog Minho en sms.

Til Minho.

Fra Jonghyun;

Jeg tør ikke >.<

Minho sukkede irriteret. Hvorfor skulle Jonghyun også være så bange? Minho var helt sikker på, at Key sagtens kunne genkende Jonghyun. Faktisk var hen ret sikker på, at Key tænkte det samme. Forskellen var nok bare, at Jonghyun var bange, mens Key var for stolt.

Til Jonghyun.

Fra Minho;

Gør det nu bare! Han skal nok huske dig.

Han håbede virkelig, at Jonghyun havde tænkt sig at tage sig sammen. Ellers ville det ødelægge hele planen.

Til Minho.

Fra Jonghyun;

Han er væk. Jeg gør det i morgen.

Minho sendte mobilen et dræberblik, som om det ville gå gennem den og nå Jonghyun.

Da Minho trådte ud af bilen, kunne han med det samme se, at hans forældre var kommet hjem. De havde været på en uges ferie, så han havde ikke haft mulighed for at snakke med dem om skolen. Ikke at det var helt dårligt, efter hvad der var sket.

”Umma, appa, jeg er hjemme,” kaldte han, så snart hoveddøren var lukket bag ham. Hans mor kom frem fra køkkenet.

”Godt at se dig Minho. Hvordan var skoledagen?” spurgte hun, en anelse nervøst.

”Heldigt for jer, har den været ret god,” svarede han, og krammede sin mor. Hun sukkede lettet. Efter det gik han op ad trappen til sit eget værelse, for at lave nogen af de lektier, han allerede havde fået.

Nogle ville syntes, at det var underligt, at han ikke engang sagde hej til sin far, men de havde aldrig haft meget med hinanden at gøre, da Minhos far alligevel næsten aldrig var hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...