Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15137Visninger
AA

51. 49. kapitel

”Hvordan har han det?” spurgte den høje dreng utålmodigt og lægen så på ham med et trist blik. Minhos hjerte sank. Det så bestemt ikke godt ud.

”Han har mistet forfærdelig meget blod. Vi har gjort hvad vi kunne og han trækker vejret, men kun lige. Vi kan ikke sige noget som helst med sikkerhed lige nu. Det vil vise sig i løbet af det næste døgn om han overlever,” sagde doktoren, og Minho var fanget mellem lettelse og forfærdelse. Lettelse fordi Taemin stadig var i live, men forfærdelse fordi risikofaren var så stor.

”Må jeg se ham?” spurgte han, og vidste ikke helt hvilket svar han ønskede. På en måde ville han virkelig gerne se Taemin, men på den anden side ville han nok slet ikke kunne klare det.

”Det er kun tilladt for et familiemedlem at komme der ind på nuværende tidspunkt,” svarede lægen, og Minho sukkede bittert.

”Der er ikke nogen af hans familiemedlemmer her,” svarede han så, og lægen sendte et blik over på Minhos mor.

”Sådan er reglerne. Ingen venner,” svarede lægen strengt, og Minho bed tænderne sammen. Ven. Selvfølgelig. For det andet var jo ikke normalt.

”Hans far kommer ikke, og jeg er den person der er tættest på ham,” sagde han. Han havde ikke tænkt sig at give op under nogen omstændigheder. Han blev nødt til dette her.

”Hør, bare fordi du er kendt, giver det ikke særregler her,” svarede lægen en anelse irriteret, og Minho tårnede sig op foran ham.

”Særregler?” spurgte Minho faretruende, og lægen krympede sig lidt. Minho var ret vred. Lægen havde ret i, at han ikke var familie, men han havde meget mere ret til at se Taemin, end drengens far havde. Pludselig trådte Key til.

”Du kan ligeså godt lade ham komme ind. De er tættere på hinanden end du tror, og han har ikke tænkt sig at give op, før han er derinde. Desuden kommer der først en af Taemins familiemedlemmer i morgen,” sagde han, og lægen trådte endelig tøvende til side. Hvis Minho havde tænkt mere klart, ville han have reageret på det Key sagde omkring familiemedlemmet, men det eneste hans tanker kredsede om, var Taemin.

Han skubbede døren åben og trådte ind i rummet. Et par skridt senere stod han ved siden af Taemins seng. Langsomme og svage bip lød fra maskinen der var koblet til drengen.

Minho så ned på ham og følte endnu engang tårer. Han havde nok allerede grædt mere i dag end han havde i resten af sit liv, men han kunne ikke få sig selv til at holde op.

Hvide bandager var viklet om Taemins tynde arme og drengen var endnu blegere end normalt – næsten lige så hvid som lagenet på den seng han lå i. Blå, næsten sorte, render lå under hans øjne. En masse maskiner sad fast på hans hud. Dog var han stadig smuk i Minhos øjne.

Det var ikke Taemins skyld, at han havde været igennem det liv. Han fortjente ikke at dø på denne her måde, i troen om at der ikke var nogen som elskede ham. Minho lagde forsigtigt sin hånd over den bløde kind. Så strøg han sin tommelfinger over den og sukkede lavt.

Han trak en stol hen, så han kunne sidde ved siden af sengen. De næste timer sad han bare og snakkede til Taemin, selvom han godt vidste, at den anden ikke opfangede et ord. Det var ikke vigtige ting, men han havde bare brug for at tale, så den bibbende lyd ikke var det eneste der fyldte rummet. 

Taemin bevægede sig meget lidt en gang i mellem, men ellers var der ikke den store ændring. Dog var Minho glad for, at hans hjerte stadig slog. Rytmen havde ikke ændret sig, men i det mindste var den der endnu. Det var vel et godt tegn, ikke?

Minho holdt en lille talepause for at betragte den anden dreng.

”Du må ikke forlade mig, Taemin,” sagde han så og bed sig bekymret i læben. Et enkelt bank lød på døren, og hans mor stak hovedet ind.

”Der er en af lægerne, som gerne vil snakke med dig,” sagde hun, og Minho nikkede. Han havde slet ikke lyst til at gå fra Taemin, men der var alligevel ikke noget han kunne gøre andet end at vente lige nu. Derfor rejste han sig og gik ud af døren. Der stod ganske rigtigt en læge og ventede på ham. Heldigvis var det ikke den samme som tidligere.

Han blev bragt til et rum som måtte være et kontor. Lægen satte sig på stolen bag bordet, mens Minho satte sig i den foran.

”Jeg har snakket med dine venner om dette her, men enten ved de ikke noget eller også vil de ikke fortælle mig det. Da du er tættest på Taemin, vil jeg derfor spørge dig, om du kender begrundelsen,” sagde doktoren.

Minho havde først lyst til at sige nej, men tænkte så lidt nærmere over det. Hvis nu han fortalte om, hvad Taemins far gjorde ved Taemin, ville der så ikke komme konsekvenser? Ville de så ikke tage sig af det hele, så Taemin slap for at skulle gennem det hele igen?

Han skulle til at åbne munden, i det en anden tanke slog ned i ham. Hvad ville der egentlig ske med Taemin, hvis han fortalte det hele? Taemin var endnu ikke gammel nok til at flytte hjemmefra og bo alene, og han var ret sikker på, at der ikke var ret stor chance for, at hans mor kunne være villig til at tage Taemin ind og bo i hendes hus.

”Du ved noget, gør du ikke?” spurgte lægen, og Minho var ikke helt sikker på, hvad han skulle svare. I det han trods alt besluttede sig for at svare ja, brød lægen stilheden endnu engang.

”Du behøver ikke at snakke nu, hvis du ikke er klar. Jeg henter dig ind i morgen, så du kan fortælle mig hvad du ved,” sagde manden, og Minho slap en vejrtrækning, som han ikke engang vidste, han havde holdt. Han nikkede og fik derefter lov at gå ud af lokalet.

Da han kom ud på gangen, var både Key og Jonghyun gået. Det undrede ham ikke, for det havde virkelig været en lang dag, og specielt Key måtte føle sig helt smadret. Minho var lidt glad over, at det ikke var ham der havde fundet Taemin, for han havde nok ikke været i stand til at handle som Key havde gjort.

Hans mor sad dog stadig og ventede på ham.

”Det er på tide at tage hjem nu, Minho,” sagde hun stille, og Minho rystede på hovedet. Han ville ikke hjem. Han ville blive her, indtil Taemin vågnede. Han havde et par gange fanget sig selv i at tænke ’hvis han vågner’, men det skubbede han desperat væk hver gang. Taemin skulle vågne.

”Han vågner alligevel ikke i nat Minho. Jeg lover at køre dig herover i morgentidlig, men du burde lade dig selv få noget søvn, så du kan holde dig vågen i morgen,” sagde hun, og Minho nikkede endelig.

~*~

Her har I det næste kapitel~

Så familiemedlemmet.. Nogen der kan gætte hvem det er? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...