Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14949Visninger
AA

50. 48. kapitel

Minho tabte mobilen efter det Key havde sagt. Den eneste tanke der kørte gennem hans hoved var ’jeg kunne have gjort noget’.

Hvis bare han var blevet. Hvis ikke han havde været så fej, kunne han måske have ændret det. Han fløj ned ad trappen og brasede ind i stuen, hvor hans mor sad foran Tv’et.

”Vil du ikke godt køre mig et sted hen, umma?” spurgte han og håbede inderligt på, at hun ville svare ja, for det var den hurtigste mulighed for at komme derhen.

”Jeg har jo sagt at du skulle få en ny chauff.. Hvad er der dog sket?” Midt i sætningen havde hun drejet hovedet og opdaget de tårer, som Minho ikke engang havde lagt mærke til selv.

”Key ringede. Taemin er på hospitalet, og jeg bliver nødt til at komme derhen nu!” svarede han hurtigt, og hans mor nikkede overraskende hurtigt. Der gik ikke lang tid, før de begge sad i bilen på vej til det hospital, som Minho var begyndt at hade. Først lå han der selv, og nu Taemin. For ikke at tale om, at Sebastian stadig ikke var vågnet.

Så snart bilen holdt stille, sprang Minho ud af den og lagde kun svagt mærke til, at hans mor fulgte ham. Så snart han nåede indenfor, gik han over til hende der styrede gæsterne. Hun så op med et overrasket blik.

”Er du virkelig Choi Minho?” spurgte hun, og Minho sendte hende et irriterende blik.

”Ja, jeg er. Jeg skal finde en Lee Taemin,” svarede han, og det tog hende et øjeblik at vågne op. Hun rødmede og klikkede så hurtigt på computeren. Minho ventede utålmodigt på, at hun blev færdig.

”Han er i rum 124. Dog er lægerne stadig ved ham, så du kan ikke have noget med ham at gøre,” forklarede hun, og Minho var ikke lang tid om at finde rummet.

Key sad udenfor med hovedet i hænderne, og hans skuldre rystede voldsomt. Minho vidste, at dette her var meget slemt, for ellers ville Key ikke være sådan.

”Hvad er der sket?” spurgte han, og Key så op på ham med forgrædte øjne. Et øjeblik senere, hang han om Minhos hals, og den høje dreng lagde usikkert armene om ham. Han havde aldrig forestillet sig, at Key kunne sætte sin stolthed langt nok væk til at kunne gøre sådan, hvilket bare gjorde ham endnu mere urolig.

Der gik lang tid før Key havde kølet så meget ned, at han kunne snakke og dermed fortælle hvad der var sket.

”Jeg gik over til Taemin efter skole, som jeg havde sagt, jeg ville. Jeg bankede på, men han svarede ikke. Jeg prøvede at tage i døren og den var åben, hvilket undrede mig lidt, da han ellers altid låser den. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt, så jeg gik derind.

Det er ret lang tid siden jeg sidst var hjemme hos ham og huset havde ændret sig lidt, men jeg kunne sagtens finde rundt. Jeg gik først ind på Taemin værelse, men der var han ikke. Jeg ledte efter ham alle andre steder, men jeg fandt ham først til sidst,” Key stoppede op for at lade endnu et hulk ud, og Minho trak ham lidt tættere.

Det var godt nok en lidt underlig følelse at holde om Key på den måde, men det var tydeligt, at den anden dreng virkelig havde brug for det i øjeblikket. Minho selv havde det heller ikke for godt. Han var forfærdelig bange for, hvad der ville komme nu.

”Jeg åbnede døren til badeværelset og.. Minho, der var så meget b-blod..” Key stoppede endnu en gang, og Minhos åndedræt blev fanget i hans hals. Han havde lyst til at ruske Key for at få ham til at fortælle, at det hele var en stor løgn. Men det var det jo ikke – og det vidste han godt.

”H-han havde en kniv i hånden, og hans arme var snittet op. Han så død ud og.. blodet..” Key kunne ikke snakke mere, i det gråden vendte tilbage. Minho sad forfærdet tilbage.

”Mit liv var et helvede, og jeg var tæt på at give op. Men så kom du. Du aner ikke, hvor meget du betyder for mig,” svarede Taemin, og Minho drejede overrasket hovedet. Det var første gang Taemin havde sagt noget som dette.

”Med give op.. Mener du så..?” spurgte han langsomt, men kunne ikke rigtig få sig selv til at sige det sidste ord. Bare tanken om det han troede, var forfærdelig.

”Ja,” svarede Taemin stille.

Han huskede tydeligt den samtale, fra da de besøgte Sebastian. Som han sad der nu, denne gang foran Taemins værelse, hadede han sig selv. Han burde have tænkt sig om. Han burde have reageret. Han kunne selv mærke varme tårer presse på endnu en gang.

”Hvad skete der så?” spurgte Minho, selvom han vidste at det ikke var fair at presse Key til at snakke videre. Dog blev han nødt til at vide det.

”Jeg ringede med det samme efter ambulancen, og de kom hurtigt. Jeg fandt denne her ved siden af ham,” sagde han, og rakte en seddel til Minho. Det var ikke et langt brev der begrundede hans selvmordsforsøg, som man kunne have forventet. Bare en enkel linje.

Selvom du hader mig, er du stadig min verden lidt endnu.

Minho følte hele sin krop begynde at ryste og sit hjerte gå i stykker bid for bid. Hvad havde han gjort? Hvad hvis Taemin ikke vågnede op igen? Han ville aldrig nogensinde kunne leve med sig selv efter dette her, hvis Taemin ikke åbnede sine smukke øjne igen.

Han mærkede en hånd på sin skulder og så forskrækket op. Hans mor stod og så ned på ham med et medlidende blik. Minho havde lyst til at råbe af hende, at hun ikke vidste noget, men i stedet gemte han sig i hendes favn som et lille barn.

Ligegyldig hvad hun havde gjort, var det det eneste sted han fandt en smule ro lige nu. Han græd og græd, som aldrig før. Alle de bitre og selvhadske følelser kom op til overfladen. Han havde aldrig før gået i opløsning på den måde.

Han opdagede på et tidspunkt, at Jonghyun også var kommet for at være der for Key. Jonghyun havde aldrig haft ret meget med Taemin at gøre, men det var alligevel tydeligt, at det også gik ham rigtig meget på.

De sad længe sådan, uden at gøre ret meget andet end at vente og græde. Der var gået et par timer, men det føltes som år for Minho. Døren overfor dem åbnede endelig, og en læge kom ud. Minho var oppe at stå med det samme, da han var for urolig til at blive siddende og lytte.

~*~

Jeg besluttede at opdatere hurtigt denne her gang ^^

Taemin er altså på hospitalet på grund af selvmordsforsøg.. Kommer det som en overraskelse eller var det forventet?

Vil I have et kapitel mere i dag? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...