Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14974Visninger
AA

49. 47. kapitel

Den næste dag var Minho ret nervøs for, hvad der ville ske. Da han var stået op og gået ud på badeværelset om morgenen, havde han med det samme lagt mærke til, hvor bleg hans hud havde været og hvor store de sorte render under hans øjne var. Han kunne sandfærdigt sige, at han aldrig havde set mere hæslig ud.

Han havde også sprunget morgenmaden over. Han havde ikke spist noget siden frokosten dagen før, men han var ikke sulten. Han var ret sikker på, at hvis han prøvede at spise noget, ville det hele bare komme op igen.

For en gangs skyld glædede han sig slet ikke til de sidste to timer. Han følte sig ikke klar til at se Taemin, og han kunne under ingen omstændigheder klare at snakke med ham. Faktisk var han bare i det hele taget rædselsslagen for de to timer, der nærmede sig med lynets hast.

I frikvarteret kom Jonghyun hen til ham og satte en bakke med mad foran ham.

”Du bliver nødt til at forklare mig, hvad der foregår. Du er ikke sammen med Taemin, du ligner lort og du spiser ikke. Hvad er der galt?” spurgte drengen og Minho tænkte ironisk over Jonghyuns ”venlighed”.

”Taemin.. Han.. Lad os sige, at han fortalte alt hvad der sker med ham, og jeg flygtede fra ham. Hvordan kunne jeg bare skride?” spurgte han så fortvivlet. Siden i går havde han virkelig indset, hvor stor en fejltagelse det havde været.

”Jeg ved ikke præcis, hvad Taemin fortalte dig, men jeg er ret sikker på, at det har været noget stort. Du skal ikke hade dig selv for dette her, Minho. Du er tydeligvis bange for det Taemin fortalte, og jeg er sikker på, at flugt er en rimelig naturlig reaktion,” svarede Jonghyun, og Minho undrede sig kort over, hvornår den anden dreng var begyndt at lyde så klog.

”Men jeg kunne have.. Jeg kunne have gjort noget, Jonghyun!” svarede han, og kunne mærke følelsen af desperation sprede sig gennem sin krop, og tårer pressede på for at slippe ud.

”Jeg ved ikke, hvad der er sket, og det har du vidst ikke ret til at fortælle mig, men jeg er sikker på, at du kan nå at rede det hele ud. Snak med ham og få det hele på plads. Jeg ved at det nok er meget at ligge på dine skuldre, men Taemin har det hårdere og jeg er ret sikker på, at der snart er en, der bliver nødt til at hjælpe ham,” sagde Jonghyun stille, og Minho nikkede.

Så snart han havde samlet modet til at snakke med Taemin, ville han rede det hele ud. Han blev nødt til at gøre det hele godt igen. Klokken ringede, og Minho tog en dyb indånding. Så sagde han farvel til Jonghyun, og gik mod dansesalen.

Han klædte om i omklædningsrummet og gik derefter ind. Musikken lød højt gennem rummet, og nogle stykker var allerede i gang med at varme op. Dog kunne Minho ikke se Taemin. Måske kom drengen senere ligesom de sidste dage?

Men efter timen var gået i gang, var der stadig ikke noget spor af Taemin. Minho fangede konstant sig selv i at lave fejl og se over mod døren. Hvorfor kom han ikke? Minho kunne ikke stoppe bekymringen i at vælde op i ham.

Efter timen var slut, blev han endnu en gang stoppet af Key. Denne gang virkede den anden dog ikke helt så vred.

”Har du tænkt dig at tjekke op på ham eller noget?” spurgte han, og Minho kunne se, hvor meget Key håbede på et ja. Dog kunne Minho ikke få sig selv til at give det ja, som Key ønskede. Efter hvad der var sket dagen før, havde han ikke lyst til at gå tilbage til Taemins hus.

Efter en stilhed sukkede Key og så ned i jorden.

”Så gør jeg det. Jeg ved, at Taemin har mere brug for dig, men når du ikke vil gøre det, gør jeg det. Jeg har trods alt kendt ham i længst tid,” sagde han, og gik derefter ud af døren. Minho knep øjnene sammen og stod tilbage i lidt tid.

Efter det traskede han ind i omklædningsrummet, hvor han tog sig god tid under den varme bruser. Han ønskede, at han bare kunne glemme det hele, men så let var det ikke.

Han tørrede sig og tog sit rene tøj på, alt i mens han var dybt inde i sine egne tanker. Så sukkede han, svingede sportstasken over skulderen og gik gennem skolen for at komme ud og hen til busstoppestedet. Den første bus måtte allerede være kørt, for der stod ikke flere elever og ventede.

Han satte sig på bænken og trak sin jakke godt op om sig. Det var ufatteligt koldt, men han havde ikke rigtig andre muligheder end bare at vente.

Den næste bus trillede endelig op foran ham, og han hoppede hurtigt på. Den ret unge, kvindelige buschauffør stirrede strålende på ham, men det kunne han ikke tage sig af nu. Han ville bare hjem og begrave sig i noget, så han kunne holde tankerne på afstand.

Da han endelig sad på sit værelse igen, så han rundt for at finde på noget at lave. Han besluttede sig hurtigt for at rydde op, da der virkelig trængte. Han var ret hurtig til at sætte det meste på plads, og snart tog han den sidste ting op fra gulvet. Nodeblokken fra Taemin.

Han løftede den op og satte sig hen på sengen. Han åbnede den forsigtigt, og det gav et stik i hjertet, i det han læste det første der stod endnu engang.

Nu hvor du også kan spille guitar, tænkte jeg at du ville blive glad for den her.

Så kan du altid skrive din inspiration ned. Måske kunne det blive dit næste største hit?

Du har en kæmpe plads i mit hjerte, og det vil jeg aldrig have, at du glemmer.

Din Taemin – for evigt.

Det var der han tog beslutningen. Han ville virkelig ikke kunne undvære Taemin ligegyldig hvilken fortid drengen havde haft.

Minho kunne ikke bare svigte ham nu. Det hele var svært nok for Taemin i forvejen, så han burde ikke også behøve at skulle tænke over, om Minho var der for ham.

Det havde taget lidt tid – for meget tid – for Minho at indse det, men nu var han sikker. Han blev nødt til at hjælpe Taemin, ligegyldig hvad det så krævede. Han rejste sig beslutsomt op og blev forskrækket, da hans mobil begyndte at vibrere i hans lomme. Han hev den op og så hurtigt efter, hvem der ringede.

Navnet ’Taemin’ lyste op på skærmen, og Minho kunne med det samme mærke sit hjerte sætte farten op. Han var lidt nervøs, i det han trykkede på den grønne knap. Dog var det ikke Taemins stemme, der gik ind i hans øre.

”Minho..” klynkede Key, og Minho var med det samme på vagt.

”Hvorfor ringer du fra Taemins mobil?” spurgte han og ventede bekymret på svaret.

”D-du bliver nødt til at komme til hospitalet. D-det er T-Taemin.”

~*~

Minho har heldigvis indset sin fejl, men er det for sent? Hvad er der sket med Taemin, siden han er på hospitalet?

Jeg vil gerne sige tak til dem der har liket, favoriseret og ikke mindst dem der fast kommenterer! Det betyder rigtig meget for mig! ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...