Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15129Visninger
AA

47. 45. kapitel

Der var gået tre dage nu, og Minho var mere end bekymret. Taemin havde været til sine timer, men han havde effektivt undveget Minho. Ligegyldigt hvad Minho gjorde, kunne han ikke nå at få fat i den yngre dreng.

Hver gang han fik øje på Taemin, var han væk på et splitsekund. Den yngre dreng kom endda hver dag lidt for sent til dansetimerne og stillede sig så helt hen i den anden side af rummet. Efter timerne var han væk på ingen tid.

Det gik virkelig Minho på. Han ønskede bare, at have Taemin tilbage i sit liv. Han ville vide hvad der foregik.

Han havde forestillet sig alle mulige ting der kunne ske bag den facade Taemin havde stillet op, men han var stadig ret blank. Det eneste han kunne komme på var, at det måske var de bøller Taemin havde snakket om, som undskyldning for de blå mærker. Dog mente Minho stadig ikke, at den historie virkede helt sandfærdig.

Men hvad skulle han ellers tro? Taemin havde ikke sagt andet, som kunne være noget. Ikke så vidt han vidste, i hvert fald.

I det han fulgte deres danselæres bevægelser, besluttede han sig for at snakke med Taemin. Han blev nødt til at vide det. Han ville have en chance for at hjælpe.

Da timen var færdig, gik han hurtigt efter Taemin, der lige var sluppet ud af døren, men blev stoppet i sidste øjeblik.

Han vendte sig om, og stod nu ansigt til ansigt med Key, der virkede faretruende.
”Hvad har du gjort ved ham?” spurgte han, og Minho bakkede et skridt tilbage.

”Jeg har ikke gjort noget, arasso? Key, vær sød at give slip, jeg har virkelig ikke tid lige nu,” svarede han, og sendte et blik over til døren.

”Jeg ved, at det er dig, Minho! Fortæl mig hvad der er sket!” sagde Key rasende, og Minho knep øjnene sammen. Han kunne under ingen omstændigheder fortælle det. Minho ville ikke forråde Taemin på den måde.

Key skubbede ham mod væggen, og Minho stirrede overrasket på ham. Han så så tynd og svag ud, så Minho havde slet ikke forventet at Key kunne gøre sådan.

”Forstår du slet ikke noget, Choi Minho?” hvæsede han, men forsatte før Minho kunne nå at svare. Til hans forfærdelse vældede der denne gang tårer op i den andens øjne. Om det var af vrede, sorg eller begge dele, vidste han dog ikke helt.

”Taemin er min bedste ven, og han nægter at snakke med mig. Han ser forfærdelig ud, og han ignorere mig fuldstændig! Hvad har du gjort ved ham? Jeg forlanger at få det at vide!” Minho tog en dyb indånding. Han vidste virkelig ikke, hvordan han skulle få Key ned på jorden igen.

”Key, du bliver nødt til at slappe af..” han nåede ikke længere, før hans hoved drejede til den ene side og en sviende smerte satte sig i hans kind. Hans øjne blev store. Havde Key lige givet ham en lussing?

På et sekund havde Minho vendt rollerne, så Key nu var mod væggen. Drengen stirrede på Minho med hadefulde øjne.

”Det der, gør du aldrig igen,” snerrede Minho, og gav så slip på ham, for derefter at stryge ud ad rummet. Han blev nødt til at finde Taemin. Han stoppede tøjet ned i sin taske, ligeglad med badet og omklædningen. Hvis han var hurtig, ville han måske kunne nå at fange Taemin, før drengen steg på sin bus.

Da han nåede udenfor i kulden, kunne han se, at bussen allerede holdt der. Han satte i løb for at nå derhen, men han nåede det lige præcis ikke, og inden længe var bussen ude af syne. Minho sukkede.

Under normale omstændigheder ville han have ringet til Sebastian, men det kunne han selvfølgelig ikke gøre nu. Han var ikke klar over, hvornår den næste bus ville dukke op.

Han ledte sine lommer igennem, kun for at finde ud af, at han ikke havde nogen penge på sig, så han kunne ikke engang tage en taxa. Han bed tænderne sammen, og tænkte over hvilke andre muligheder han havde. Han kom hurtigt frem til, at han enten skulle køre med nogen, hvilket han under alle omstændigheder ville undgå, eller også skulle han gå hele vejen der over.

Med endnu et suk, slyngede han tasken på skulderen og begyndte at gå hen ad gaden.

Da han endelig nåede Taemins hus, tog han en dyb indånding, før han bankede på døren. Der gik ikke lang tid før den åbnede, og Taemin så på ham med store forfærdede øjne.

”Hvad laver du her? Du kan ikke være her,” sagde han med det samme, og prøvede at smække døren i hovedet på ham. Dog var Minho hurtigere og satte en fod ind, så døren ikke kunne lukke helt. Han åbnede den og trådte ind, selvom han vidste, at det var ret uhøfligt gjort.

”Jeg har ikke tænkt mig at gå, før du fortæller mig sandheden. Hele sandheden,” svarede Minho, og Taemin så ned i jorden.

”Det kan jeg stadig ikke. Det er slet ikke meningen, at du skal vide noget om dette her,” svarede drengen, og Minho kunne mærke en smule vrede boble op. Den var ikke rigtig rettet mod Taemin, men mere mod hele situationen.

”Du er min kæreste, men alligevel er det ikke ’meningen’ at jeg skal vide det? Taemin, jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg har ikke lyst til at se dig have det dårligt. Vil du ikke nok snakke med mig?” bad han, og Taemin rystede på hovedet.

Minho var tæt på at kaste sine hænder op i luften i ren frustration. Det hele gik ham på nerverne. Hvorfor ville Taemin ikke fortælle ham noget?

”Kom nu, Taemin?” spurgte han og rakte ud efter drengen. Dog trak Taemin sig bare lidt tilbage, og vendte ryggen til ham. Det føltes som om, nogen havde slået Minho hårdt i maven.

”Du bliver nødt til at gå nu, Minho,” sagde Taemin koldt. Men Minho var næsten sikker på, at han kunne høre, at stemmen rystede svagt.

Det var næsten som i starten, hvor Taemin havde prøvet at skubbe ham væk. Den eneste forskel var, at de denne gang faktisk var tætte, og det derfor gjorde meget mere ondt.

Han trådte et skridt tættere på.

”Jeg kan ikke bare gå. Du er min verden, Taemin,” svarede han, og den anden drengs skuldre begyndte at ryste. Nu var Minho sikker på, at han græd. Derfor tog han det sidste skridt, og lagde meget forsigtigt sine arme om drengen. Han ville ikke have samme reaktion som sidste gang de havde været sammen, så han var meget langsom i sine bevægelser.

Efter at have stået sådan sammen i noget tid, tørrede Taemin sine øjne, og vred sig ud af Minhos arme. Han gik ud i køkkenet og gik i gang med at lave mad. Minho satte sig ved bordet.

”Jeg mener det. Det er ikke godt for dig at være her. Du skal være ude før fem,” sagde Taemin så, og Minho nikkede. Han forventede stadig at få et svar. Han kunne bare mærke, at der ville ske noget.

~*~

Nu er Minho hjemme hos Taemin den første gang~ Nogen der kan gætte, hvad der vil ske? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...