Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15026Visninger
AA

42. 40. kapitel

Der var kun et par dage til jul. Minho og Taemin sad sammen i den sidste time og ventede på at få ferie.

Til Minhos held, havde Yuri ikke gjort mere. Han havde endda fundet en note i sit skab, hvor hun undskyldte for sin opførsel. Han havde ikke tilgivet hende, men han var glad for, at hun ikke havde gjort mere med billederne.

Med hensyn til Sebastian, var manden ikke vågnet op. Minho havde været for fej til at besøge ham endnu, så Taemin havde lovet ham at tage med hen på hospitalet, når de fik fri.

Det var ikke fordi Minho ikke gad besøge sin chauffør. Han var bare bange for at se, hvor slemt det hele virkelig var. Han havde mange gange prøvet at tage sig sammen til at tage derhen, men det var bare ikke blevet til noget.

Det hjalp lidt, at Taemin lovede at gå med, for så havde han i det mindste en at støtte sig til. Men han var stadig bange og nervøs.

Taemin snakkede stadig ikke rigtig når de var i skole, men det gjorde han til gengæld når de var alene. Minho havde dog stadig ikke fået nok af hans stemme.

Han havde ikke tænkt ret meget over væddemålet. Han havde sådan set vundet nu, men det betød ikke så meget for ham mere, så han havde ikke tænkt sig at få Jonghyun til at fri. Key ville helt sikkert blive ret sur, og nok også ret forlegen, så det var ikke en god ide.

Klokken ringede, og de pakkede deres ting sammen. De gik ned til busstoppestedet og ventede der noget tid. Det var frysende koldt, men de kunne ikke gøre andet end at vente.

Hvis der ikke have stået andre elever, havde Minho tilbudt sin jakke til Taemin, men det kunne han ikke, så der var ikke noget at gøre.

Bussen kom endelig, og de hoppede på. Der var dejlig varmt, men også ret fyldt. De gik ned gennem den, og fandt kun et ledigt sæde. Minho lod Taemin sætte sig og stod selv op. Taemin rødmede over handlingen, men sendte alligevel et stort smil.

Da de nåede hospitalet, stod de af og gik over mod dørene. De spurgte receptionisten om hvilket værelse Sebastian lå på, og gik derefter op ad trapperne. Snart stod de foran døren, og Minho tog en dyb indånding.

”Jeg kan ikke, Tae,” sagde han usikkert, og Taemin tog hans hånd og klemte den blidt.

”Jo du kan, Minho,” sagde han, og flettede deres fingre sammen. Minho nikkede tøvende, og lagde så hånden på håndtaget. Taemin lagde sin anden hånd over den og trykkede håndtaget ned, så døren gik op. De trådte ind sammen, og Minho så på manden der lå under den hvide dyne.

Han var utrolig bleg, og hvis ikke maskinen ved siden af sengen bibbede, ville man nemt kunne tro, at han var død. Minho trådte tættere på og bed sig i læben.

Normalt så Sebastian altid så stærk ud. Det var helt underligt at se ham svag på den måde. Det virkede bare helt forkert.

Taemin kom op bag ham og lagde armene om hans liv. Hovedet blev lagt på den højere drengs skulder, og de betragtede sammen manden.

”Jeg tænker nogle gange over, hvor unfair verden er,” sagde Minho pludseligt. Han havde det underligt, næsten dårligt. Han kunne mærke Taemin nikke mod sin skulder.

”Sådan har jeg det også nogen gange. Men når det hele er allerværst, så kommer der tit noget, der gør det hele bedre,” mumlede han.

”Hvad mener du med det?” spurgte Minho undrende. Han var ikke helt sikker på, hvad der havde fået den yngre dreng til at sige sådan noget.

”Mit liv var et helvede, og jeg var tæt på at give op. Men så kom du. Du aner ikke, hvor meget du betyder for mig,” svarede Taemin, og Minho drejede overrasket hovedet. Det var første gang Taemin havde sagt noget som dette.

”Med give op.. Mener du så..?” spurgte han langsomt, men kunne ikke rigtig få sig selv til at sige det sidste ord. Bare tanken om det han troede, var forfærdelig.

”Ja,” svarede Taemin stille. Minho drejede rundt, så han kunne tage den anden dreng ind i sine arme.

”Det må du aldrig overveje igen, Tae. Jeg vil ikke kunne klare at miste dig. Hvorfor snakker du ikke om det i stedet? Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at gøre det hele bedre, hvis du bare fortæller mig, hvad der foregår,” sagde han, og trak Taemin lidt tættere, som om det ville forhindre drengen i nogensinde at skade sig selv.

”Det kan jeg ikke Minho hyung. Du ville hade mig, hvis du virkelig vidste det,” mumlede Taemin så lavt, at Minho knap nok kunne høre ham.

”Jeg ville aldrig kunne hade dig, Tae. Det betyder du alt for meget til,” svarede han. Han kunne ikke lade være med at tænke lidt over, hvad det egentlig var, de havde gang i. De havde aldrig været så åbne og sårbare for hinanden før. Det var som om, dét at se Sebastian havde skubbet det hele i gang. Man kunne jo aldrig være sikker på, hvor lang tid de havde sammen.

”Jeg kan ikke fortælle dig det,” sagde Taemin, og så op på Minho med tårefyldte øjne. Minho sukkede, og aede bare drengens hår. Han lagde mærke til, at det var ved at gro nok ud til, at man kunne se de sorte rødder.

”Du burde farve dit hår om,” sagde han, uden egentlig at ane hvorfor. Måske var det bare fordi, han ville ændre emnet.

”Det ved jeg godt hyung. Men jeg har ikke råd til at gå til frisøren lige nu, så det må vente,” svarede han, med et lille bitte smil.

”Jeg kan godt betale,” sagde Minho, og Taemin rystede hurtigt på hovedet.

”Du behøver ikke altid at betale for mig. Jeg skal nok finde ud af det selv,” svarede han hurtigt, og trak sig lidt væk fra Minho.

”Kom nu. Jeg vil gerne,” sagde Minho, og Taemin så ud til at overveje det et øjeblik.

”Fint, men så betaler jeg dig også tilbage,” svarede han, og vendte sig mod døren.

”Nej, du skal ikke betale mig tilbage,” svarede Minho og forsatte hurtigt, da Taemin så ud som om han skulle til at sige i mod, ”betragt det som en tidlig julegave.”

Taemin nikkede endelig, i det de gik ud. Minho havde tænkt sig at vende tilbage med en buket blomster en anden dag, men han havde fået nok af at være der lige nu.

Da de nåede helt ud af hospitalet, følte Minho sig lidt bedre tilpas. Det var som om den trykkende stemning forsvandt lidt.

”Vil du til frisøren nu?” spurgte Minho, og Taemin nikkede tøvende med et lille smil. De stillede sig endnu engang til at vente på bussen. Denne gang kunne Minho faktisk give sin jakke til drengen, da der ikke var nogen skolekammerater.

Bussen ankom, og de steg sammen på.

~*~

Så var der lidt mere 2min i dette kapitel. Minho kom også et skridt tættere på at finde ud af sandheden ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...