Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15377Visninger
AA

6. 4. kapitel

Minho sad ved spisebordet den næste morgen og gumlede på et stykke brød. Han havde fundet ud af hvad der skulle til, for at vinde væddemålet. Han måtte få Taemin til at falde for ham. Ikke bare et kendis crush som de mange andre, men virkelig få ham til at forelske sig. Det ville nok blive svært, siden det var Taemin han havde med at gøre, men hvis han bare var sød og troværdig nok, skulle det nok lykkes.

Der var dog et enkelt hul i hans plan. Han anede ikke, hvad han skulle gøre med Key. Det ville helt sikkert blive den største udfordring. Han blev nødt til at finde en måde, hvor han kunne få Key optaget af noget andet.

Det var der, en idé slog ned i ham. Hvis han nu bare kunne få Key til at snakke med Jonghyun, så ville han være ude af billedet. Minho besluttede sig for, at han blev nødt til at tale med både Jonghyun og Key i dag.

Han slugte den sidste bid, slyngede sin taske over skulderen og gik ud af døren. På vej til skole, så han en velkendt figur gå på gaden, i samme retning. Minho undrede sig over, at Taemin gik, for der var ret langt til skolen her fra, og han ville ikke have nogen chance for at nå det til tiden.

Minho bad Sebastian om at standse, og rullede vinduet ned.

”Taemin?” råbte han, og drengen snurrede rundt. Minho turde vædde på, at han så en grimasse af smerte, men det forsvandt så hurtigt, at han ikke var helt sikker. Taemin så overrasket på ham.

”Har du ikke lyst til at kører med?” spurgte Minho så. Taemin så ud som om han skulle til at ryste på hovedet, så Minho tilføjede hurtigt noget mere, ”du vil ikke kunne nå der over til tiden, hvis du ikke siger ja.”

Det lod til at hjælpe. Minho havde allerede gættet, at Taemin gik meget op i skolen, så det var det helt rigtige at sige. Taemin kom langsomt hen til bilen, og fik sat sig ind på sædet ved siden af Minho. Den ældre dreng kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at Taemin sad så langt væk som muligt, og at han holdt sin taske knuget ind til sig.

Bilen begyndte at bevæge sig igen, mens Minho så på den anden dreng. Hans tøj mindede meget om det han havde haft på i går, selvom det denne gang så ud som om det var blevet kastet på i hast. Der var også mørke rende under hans øjne.

”Hvorfor var du så sent på den?” spurgte Minho, selvom han ikke regnede med at få et ordentligt svar. Taemin trak bare på skuldrene.

”Bor du her i området?” spurgte han så, og Taemin rystede på hovedet. Det overraskede ikke Minho, for det kvarter han boede i med sine forældre var et ret dyrt område, så det passede ikke ligefrem på Taemins fremtræden.

Noget tid og en lang envejssamtale senere, nåede de til skolen, og Taemin var ude af bilen på et splitsekund. Han bukkede og forsvandt så. Minho tog sin taske, og begyndte i et langsommere tempo at gå mod skolens døre.

Jonghyun stod ved sit skab, da Minho mødte ham. Der var kun lidt tid til de skulle ud på banen, så der var ikke meget tid at snakke i.

”Jonghyun, kan vi snakke om noget i frikvarteret?” spurgte han. Jonghyun løftede et øjenbryn.

”Har du allerede tænkt dig at give op?” spurgte han triumferende, og Minho kunne ikke holde et smil tilbage.

”Nej, det handler om Key,” svarede han, og Jonghyuns smil forsvandt.

”Hvad vil du nu vide om ham?” spurgte han og Minho sendte ham endnu et smilte.

”Faktisk er det ikke kun om ham. Det er om jer begge to, både dig og Key,” sagde han, og Jonghyun virkede straks på vagt.

”Hvad skal du bruge det til?” spurgte han skeptisk.

”Er der noget galt i at være interesseret i sine venners liv?” spurgte han, og Jonghyun trak på skulderen. Dog gik han med til det alligevel, og Minho kunne ikke vente på at få sine svar.

Timen gik hurtigt med den hårde træning. Træneren mindede Minho om, at der var fodbold træning efter skole om onsdagen, og at han skulle huske at komme.

Jonghyun var allerede under bruseren i omklædningsrummet, da Minho kom derind. Minho fulgte trop, og inden længe var de begge færdige.

”Okay, hvad var det så du havde tænkt dig at spørge om?” spurgte Jonghyun, i det han stoppede sit håndklæde ned i sportstasken.

”Hvor længe har du kendt Key?” spurgte Minho. Han var faktisk virkelig interesseret, ikke som den falske interesse han plejede at vise.

”Da vi var helt små, var vi bedste venner. Vi gjorde alt sammen, og vi fortalte alt til hinanden,” sagde Jonghyun, og Minho var chokeret. Hvis de havde været så gode venner, hvorfor snakkede de så slet ikke nu?

”Hvad skete der?” spurgte han forsigtigt. Minho var ikke helt sikker på, hvorfor han pludselig havde det sådan, men han synes bare, at det var synd for Jonghyun.

”En dag fortalte han mig, at hans familie skulle flytte. Jeg kan huske, at vi begge var kede af det, men at jeg ville være stærk for hans skyld. Der gik lang tid, hvor vi slet ikke så hinanden, og jeg havde næsten glemt ham, da vi pludselig startede her sammen. Jeg kunne kende ham lige med det samme, og jeg var så glad. Men Taemin var der pludselig også, og jeg tror ikke, at han husker mig, så jeg har ikke snakket med ham,” forklarede Jonghyun med en grødet stemme.

Minho var ikke sikker på, at han forstod Jonghyuns følelser helt, men han havde i hvert fald ondt af ham. Nu ville han også have knap så dårlig samvittighed, når han kastede dem i hinandens arme af selvviske grunde.

”Du burde snakke med ham,” sagde Minho medfølende. Det hele skulle nok gå efter planen.

”Nej. Som sagt, han er gode venner med Taemin nu. Desuden vil alle tro, at vi er et par, hvis jeg bliver venner med ham igen,” svarede Jonghyun, og Minho sendte ham et forvirret blik.

”Hvorfor skulle folk tro det? ”

”Han er trådt ud som bøsse. Det er derfor der er så mange, som hader ham. Han har altid været ret hård og rapkæftet, så der har aldrig været mange der brød sig om ham, men de få der var, skred da han fortalte det,” mumlede Jonghyun, og Minho havde svært ved at læse hans ansigtsudtryk.

”Oh,” var det eneste Minho kunne præstere at svare. Det undrede ham ikke så meget, at Key var til drenge. Men at han var åben omkring det? Det gjorde man ikke i Korea. Det vækkede endnu mere beundring for ham hos Minho. Og det var sjældent Minho beundrede nogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...