Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14942Visninger
AA

41. 39. kapitel

Minhos synsvinkel.

Av, var den første tanke der trådte ind i Minhos hoved, da han vågnede op igen. Hans øjne føltes alt for tunge til at kunne åbne, og han havde ondt stort set alle steder. Han prøvede at bevæge sig, men han følte sig bare så træt.

”Er du ved at vågne, Minho hyung?” spurgte en stemme. Minho prøvede virkelig at finde ud af, hvem det var, men han kunne ikke komme i tanke om nogen han kendte, som talte med en så sød og perfekt stemme.

Måske var det en engel der var kommet ned for at hente ham? Men hvis han var død, hvorfor gjorde det så stadig ondt? Desuden ville det ikke give mening, for hvorfor skulle en engel kalde ham hyung?

Hvor mange drenge kendte han, som var yngre end ham? Ikke ret mange. Hvem var han tæt nok på, til at drengen ville kalde ham hyung? Han kunne kun komme i tanke om en eneste person der passede der. Men kunne det virkelig være rigtigt?

Hans øjne sprang op, og han så med det samme Taemin stå bøjet over sig. Han så rundt i rummet for andre, men der var kun den ene person. Måske havde han hørt syner, fordi han så inderligt ønskede at høre Taemin tale? Det måtte være det.

”Taemin.. Hvad skete der? Hvor er jeg?” spurgte han hæst, og kunne med det samme mærke smerten gå gennem hans hoved. Det føltes ulideligt. Måske var det ikke den bedste ide at spørge Taemin, for han havde virkelig ikke lyst til at læse en lang forklaring lige nu. Men til hans overraskelse, åbnede Taemin munden, og Minho hørte for første gang rigtigt hans stemme.

”Der skete et uheld. Du blev skadet, og har sovet i 2 dage. Lægerne sagde, at du nok skulle vågne, men at du ville have ondt,” svarede drengen lavt med den stemme, der lød endnu smukkere end Minho havde forestillet den.

”Du taler?” spurgte han, og Taemin rødmede. Minho kunne bare virkelig ikke forstå det. Der var gået måneder efterhånden, og han havde næsten opgivet håbet. Men nu skete det virkelig!

”Ja, jeg taler igen,” svarede Taemin og vendte genert blikket ned. Hvis Minho ikke havde haft det så dårligt, ville han have sprunget op og krammet den yngre dreng.

”Det er helt fantastisk, Tae!” sagde han i stedet, og et lille smil kom frem på Taemins pink læber.

”Tak fordi du beskyttede mig, hyung,” sagde drengen stille, og Minho kunne ikke lade være med at bemærke, hvor sød drengen så ud.

”Det ville jeg gøre til hver en tid. Jeg ville aldrig lade dig blive såret, hvis jeg kunne forhindre det,” svarede Minho lavt. Pludselig slog en helt anden tanke ham.

”Hvad med Sebastian?” spurgte han hurtigt og holdt vejret. Hvis Minho selv havde det sådan her, hvad var der så sket med ham? Minho håbede virkelig, at chaufføren havde været heldig. Hans hjerte sank, da Taemin fik et trist ansigtsudtryk.

”Han ligger i koma. Lægerne er ikke sikre på, hvornår han vågner op. Hvis han da nogensinde vågner igen,” sagde han, og Minho kunne se sorgen i de brune øjne. Han følte også selv et stik i hjertet. Han var glad for, at Sebastian ikke var død, men at være i koma på den måde, var næsten lige så slemt. Alligevel tog han sig sammen for Taemins skyld.

”Han skal nok klare den,” sagde han, og lød meget mere sikker end han følte sig. Sebastian var trods alt nok den voksne, der betød mest for ham. Ham og Ae-cha.

”Det håber jeg,” svarede Taemin, og Minhos hjerte knustes ved stemmen, der ikke viste den mindste smule håb. Med lidt besvær løftede han armen, og tog Taemins hånd i sin. Den yngre dreng satte sig forsigtigt på kanten af sengen og rakte frem, for blidt at stryge en tot hår væk fra Minhos ansigt.

”Hvad med den anden bilist?” spurgte han, og Taemin fik et bittert ansigtsudtryk.

”Han blev taget af politiet. De har ikke helt besluttet sig for, hvor meget straffen skal ligge på, men han vil blive arresteret. Han var ikke såret et eneste sted,” svarede drengen, og Minho nikkede svagt. Det var da i det mindste noget, at manden kom i fængsel.

Der var stilhed lidt, hvor de begge var begravet i deres egne tanker.

”Betyder det virkelig, at du vil blive ved med at tale nu?” spurgte Minho, og Taemin nikkede.

”Er du klar over, hvor dejligt det er endelig at høre din stemme?” spurgte han, og Taemin rystede på hovedet. Minho prøvede et øjeblik på at finde noget, der krævede at Taemin snakkede.

”Kan du ikke kalde mig hyung igen?” spurgte han så, og drengens kinder blev endnu en gang røde. Minho synes virkelig, at det klædte hans ansigt.

”Hvorfor det?” spurgte han genert, og Minho kunne mærke et smil trække i sine mundvige. Der var virkelig ikke noget sødere, end en genert Taemin.

”Fordi jeg elsker når du kalder mig det, og jeg vil gerne høre din stemme så meget som muligt,” svarede han.

”Hyung. Minho hyung,” sagde drengen, og denne gang kunne Minho ikke holde smilet væk.

”Kom her,” mumlede Minho, og lagde den ene hånd på Taemins kind. Han løb forsigtigt tommelfingeren over den bløde underlæbe, og trak drengen ned i et kys. Denne gang havde han ikke selv tænkt sig at uddybe kysset, for han ville ikke have, at der skete det samme som sidste gang.

Dog overraskede Taemin ham ved, selv at gøre det. Endnu engang var det utroligt tøvende. Næsten som om Taemin var bange. Men det gjorde ikke Minho så meget. Bare dét at have Taemin så tæt på, var en rar fornemmelse.

I det samme var der en der rømmede sig bag dem, og Taemin fløj fra ham. De så nervøst over på døren, og var med det samme lettede, da det bare var Key. Ikke at Key ikke kunne være skræmmende, men det var i det mindste bedre end hvis det havde været Minhos mor – ikke at hun faktisk ville tage sig tid til at komme og se hvor galt det stod til med ham, men alligevel – eller en af lægerne.

”Hvis du ikke allerede var såret, ville jeg nok have slået dig lige nu,” mumlede Key, men satte sig alligevel pænt hen i den stol, der stod ved siden af Minhos seng.

”Jamen, så tak fordi du skåner mig,” svarede Minho ironisk, men lukkede med det samme munden, da han modtog et dræberblik fra Key. Endnu en gang kunne han konstatere, at drengen bare var skræmmende.

”Hvordan går det ellers?” spurgte han, og så på Minho med et blik, der kunne tolkes som bekymring.

”Det går okay. Det gør ret ondt de fleste steder, men jeg klarer mig,” svarede han, og Key nikkede.

”Hvor er Jonghyun?” spurgte Taemin pludseligt.

”Han er.. Vent! Talte du lige Taemin?” afbrød Key sig selv, og så på Taemin med store øjne. Taemin nikkede, og Key sprang op og var næsten ved at kvæle drengen i et kram.

”Omo, Taemin! Er du klar over hvor dejligt det er, endelig at kunne høre din stemme igen? Jeg har savnet den så meget!” sagde han ivrigt.

”Kan ikke.. trække vejret,” pustede Taemin ud, og Key løsnede sit greb lidt. Resten af tiden indtil Key gik, snakkede de lidt sammen. Der var meget roligere end der normalt var, når Key var i nærheden.

~*~

Så er vi tilbage til Minhos synsvinkel, siden han er vågnet op! Men stakkels Sebastian ligger i koma.. Mon han vågner op igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...