Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14982Visninger
AA

40. 38. kapitel

Taemins synsvinkel.

Taemin var i chok. Det hele var pludselig gået meget stærkt, og han havde knap nok helt forstået, hvad der virkelig var sket. Han kunne mærke tårerne presse på og sin vejrtrækning komme farligt tæt på at hyperventilere, i det han så rundt. Det hele var smadret. Sebastian så næsten død ud på førersædet. Han så ned på Minho der også havde lukkede øjne.

Det var som om et lyn slog ned i ham. Han gik i panik, og prøvede desperat at få Minho til at vågne, men intet hjalp. Hvad skulle han dog gøre? Hans hænder rystede, og først der lagde han mærke til sin mobil.

Han havde jo lige skrevet den besked til Minho, ironisk nok. Han så et øjeblik på den. I det han trykkede på nødopkald, tænkte han ikke på andet, end at han blev nødt til rede Minho. At han ikke måtte lade den person der betød mest for ham dø.

Han tænkte ikke på, at han ikke havde snakket i årevis. Han tænkte ikke over, at det var det han blev nødt til. Ikke før telefonen blev taget i den anden ende, i hvert fald.

”Det er alarmcentralen. Hvad kan vi gøre for dig?” blev der sagt, og Taemin gik i sort. Han kunne tydeligt mærke, hvor meget hele hans krop rystede. Han kunne ikke gøre det.

”Hallo?” spurgte stemmen, og Taemin så igen på Minho. Han kunne knap nok se en vejrtrækning. Det var der, det hele slog klik. Han kunne ikke lade det ske.

”Jeg.. Jeg har brug for hjælp,” sagde han med rusten stemme. De mange år uden brug kunne tydeligt høres. Men det tænkte han ikke over. Faktisk tænkte han slet ikke mere, bortset fra den stemme inde i hans hoved der skreg, at Minho blev nødt til at overleve. Det var det eneste der drev ham til at kunne forsætte.

”Hvor er du?” spurgte hun, og Taemin tænkte tilbage til det skilt han havde set gennem vinduet, lidt før uheldet var sket. Han fortalte hende det og hun bekræftede hurtigt.

”Hvad er der sket?” spurgte hun, og Taemin tog en dyb indånding.

”Vi kørte galt. Der er mig og 2 andre. Den ene ser ikke engang ud til at trække vejret og den anden er besvimet. Der er også en anden bil involveret, men jeg ved ikke noget om den,” sagde han, og et hulk slap ud. Det sortnede for hans øjne, og han var ret sikker på, at han ville besvime så snart alt dette her var overstået.

”Der er nogen på vej. Du må ikke røre de andre,” sagde hun, og Taemin svarede et svagt ja. Damen lagde på, og Taemin sank sammen. Der var nogen på vej for at hjælpe hans Minho-hyung. Han havde gjort hvad han kunne. Nu måtte han bare vente til ambulancen kom.

Tårerne og rystelserne ville ikke stoppe. Han havde oplevet så meget sorg, smerte og chok gennem de sidste år, men dette her var absolut det værste.

Han havde virkelig set frem til denne her weekend. Han havde været bange for at have ødelagt det hele tidligere, da han skubbede Minho væk fra kysset, men den ældre dreng havde bare været lige så sød som altid.

Nogen gange forstod Taemin virkelig ikke, hvad Minho så i ham. Han havde virkelig prøvet at skubbe den ældre dreng fra sig i starten, for var ikke god for sin hyung. Men Minho havde ikke rykket sig. Siden der, var Minho blevet højdepunktet i hans liv. Han var grunden til, at Taemin stod op hver morgen. Han var som en engel, der var kommet for at tage Taemin væk fra det liv, han kæmpede med.

Men nu lå den selvsamme engel bevidstløs, fordi han havde beskyttet Taemin igen. Den yngre dreng kunne mærke endnu et hulk bane sig vej op gennem sin hals. Dette var forkert. Det skulle være ham der var såret i stedet for Minho. Det skulle have været Minho, der var okay nu.

Den forfærdelige lugt af blod mødte hans næsebor, og han sank for et få kvalmen væk. Dog kunne han ikke få sig selv til at gå ud af bilen. Han kunne ikke forlade Minho.

Han turde slet ikke se på Sebastian igen. Det havde været et slemt nok syn første gang. Desuden havde han også altid synes om Sebastian, så det gjorde det hele endnu værre.

Han begravede hovedet i sine hænder. Han havde lyst til at skrige, græde. Bare få denne her smerte væk. Hvor blev den ambulance af? Hvert et sekund kunne betyde liv eller død for begge, og det føltes allerede som en evighed siden han havde ringet.

Endelig kunne han høre sirenerne et stykke væk. De kom hurtigt nærmere, og Taemin sukkede lettet, da de stoppede uden for. Der gik ikke lang tid før bildørene blev åbnet, og Taemin blev trukket ud. Han stillede sig frivilligt væk, så han ikke var i vejen.

En enkel sygeplejerske kom hen til ham, og han så undrende på hende.

”Burde du ikke hjælpe til derovre?” sagde han og pegede over mod scenen, der så endnu værre ud udefra.

”Du er også såret. Desuden vil du nok ikke kunne holde dig stående ret længe, så det er bedst at der er en ved dig,” svarede hun og rakte frem mod ham. Han trådte hurtigt et skridt tilbage.

”Er jeg såret?” spurgte han. Det var først der han virkelig lagde mærke til den måde hans hoved dunkede, men det var vel bare hovedpine, ikke? Han førte hånden op til det, og kunne med det samme mærke det varme klistrede blod.

Det gik op for ham, at han måske ikke var helt okay, men han mente stadig, at de burde tage sig af Minho. Det var langt vigtigere. Han havde alligevel haft større skader end den lille flænge her. Dog så sygeplejersken alligevel ud til at ville behandle det, så han lod hende bare gøre det. 

Han så over på den anden bil, hvor en fuld mand blev trukket ud. Han så ikke ud til at have den mindste skramme, hvilket irriterede Taemin grænseløst. Det var ham der havde kørt uforsigtigt, ikke dem, og alligevel var det dem, der var blevet alvorligt skadet.

I det hele taget var hans indre bare i oprør, og han var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Da Minho og Sebastian blev båret ind i ambulancen, hoppede Taemin med ind. En mand prøvede at stoppe ham, men han var ligeglad. Han havde ikke tænkt sig at forlade Minhos side, før han med sikkerhed vidste, at den ældre dreng var okay.

~*~

Taemin taler! Det skete endelig ^^ Og vi kom også lidt tættere på ham i dette kapitel.

Fortæl mig hvad I synes? Kommentarer betyder utroligt meget for mig ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...