Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14925Visninger
AA

32. 30. kapitel

Mandagen var ind til videre gået stille og roligt. Minho sad i den 4. time sammen med Key og ventede på, at det skulle ringe til frikvarter, så han fik sin chance for at spørge Key ud omkring Taemin.

Da det endelig ringede, var Key ikke lang tid om at pakke sine ting, og Minho måtte hurtigt tage fat i ham, for at stoppe ham fra at forsvinde ud af døren.

”Key, der er noget jeg gerne vil snakke om, så har du tid her i pausen?” spurgte han, og Key så vurderende på ham. Minho håbede virkelig på, at den anden dreng ville svare ja.

”Fint, men jeg har altså lovet Jonghyun at møde ham om 5 minutter, så skynd dig lidt,” sagde han, og Minho sukkede lettet. Han ventede til klassen var helt tom, før han begyndte at snakke.

”Det handler om Taemin, som du nok har gættet. Hvornår stoppede han med at snakke?” spurgte Minho så, og Key så ud til at tænke sig om i noget tid.

”Da Taemin var 11, forlod hans mor familien. Hun skred bare uden at sige et ord, så Taemin stod tilbage med Jinki og sin far,” begyndte Key, og Minho afbrød ham hurtigt.

”Hvem er Jinki?” spurgte han. Taemin havde aldrig nævnt navnet Jinki. Faktisk havde Minho hele vejen i gennem haft det indtryk, at Taemin var alene med sin far. Key så irriteret ud over at blive afbrudt, men svarede alligevel på spørgsmålet.

”Jinki er Taemins halvbror. Han er 21 eller 22 nu. Da Taemins mor mødte Taemins far, havde hun allerede fået Jinki med en anden mand, som hun sikkert også var gået fra på samme måde. Men i hvert fald, Taemins mor gik, og familien gik på en måde i stykker. Taemin elskede virkelig sin halvbror, men Jinki havde aldrig brudt sig om Taemins far, så da han blev gammel nok, flyttede han hjemmefra,” sagde Key, og Minho tog lidt tid om, at tage alle de nye ting ind.

”Men det svarer stadig ikke på mit spørgsmål,” sagde han så, og Key nikkede bekræftende, inden han forklarede videre.

”Taemin var ret ked af det, og vi snakkede tit om det. Jeg tror der var gået omkring 2 ugers tid siden Jinki flyttede, da vi fik påske ferie. I den uge var jeg på ferie med min familie, og da jag kom i skole mandagen efter, var Taemin der ikke. Jeg var bekymret, men regnede med at han bare var syg. Da han kom igen nægtede han at tale.

Jeg blev ved med at prøve, at få ham til at sige noget, at fortælle mig, hvad der var sket, men han rystede bare på hovedet og løb sin vej. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Han har ikke sagt et eneste ord siden. Jeg har altid ønsket, at jeg var blevet hjemme den uge, for så kunne jeg måske have gjort noget eller måske vide, hvad der var sket.

Jeg har altid hadet det blik han fik i øjnene og jeg savnede hans smil så meget. Men så kom du. I starten virkede du bare som et fjols, men du har fået livet og smilet tilbage. Du aner ikke hvor godt det er at se, efter så mange år. Jeg håbede virkelig, at du ville kunne få ham til at tale igen, men det er desværre ikke sket. Jeg håber stadig, men jeg ved ikke, om det nogensinde vil ske,” sluttede Key, med blikket vendt mod jorden.

Det var nok den længste tale Minho nogensinde havde hørt fra Key, men han var glad for endelig at få det at vide. Han kunne se hvor meget det påvirkede Key at fortælle om det. Det var som om, den anden dreng var sunket sammen, og en tårer løb langsomt ned af hans kind. Minho havde aldrig forestillet sig, at skulle se den ellers så stærke Key græde, men her stod de. Han havde en underlig lyst til at trøste den anden. 

”Så du har aldrig fået at vide hvorfor?” spurgte Minho i stedet, og Key tørrede hastigt tåren væk og lignede med det samme den uskadelige Key, han plejede at være.

”Nej. Selv når jeg prøver at spørge ham nu, vil han ikke fortælle noget. Vores lærer sendte ham engang til psykolog, men det hjalp selvfølgelig intet,” svarede Key, og Minho nikkede.

Han vidste ikke, hvad han skulle tænke om det hele. Det kunne vel ikke være på grund af, at Jinki var flyttet, kunne det? Det virkede ikke som en passende grund, og desuden skete det jo først noget tid efter. Han var ikke sikker på, hvad det ellers skulle være.

Dog vidste han med sikkerhed, at det ville være nytteløst at spørge Taemin. Hvis Key ikke havde fået noget ud af ham i så mange år, hvordan skulle Minho så kunne gøre det?

”Tak for hjælpen, Key. Du må godt gå ud til Jjong nu,” sagde Minho, og Key sagde hurtigt farvel, før han gik ud af døren. Minho samlede sine ting, og gik også ud af klassen. Da han nåede ned i kantinen, var der ophidset snak alle vegne, men Minho var ikke særlig interesseret. Det var sikkert alligevel bare et eller andet nyt rygte, der ville være spændende i nogle dage. Dog ændrede han mening, da han hørte noget.

”.. Ja, jeg hørte at Taemin.. Ja, det er rigtigt..” Det var kun bidder af en samtale, men det fik hans opmærksomhed lige med det samme, og han gik hurtigt over til det bord hvor samtalen kom fra.

”Hvad er det der er sket?” spurgte han de tre drenge, hvis navne han ikke kunne huske. De så op på ham med spændte øjne.

”Har du ikke hørt det? Taemin var lige ved at blive ramt i hovedet af en mursten. Der er ikke nogen, der ved hvem der gjorde det,” sagde den ene, der tydeligvis var lederen. Minho fik pludselig svært ved at trække vejret.

”Taemin?” spurgte han kvalt og håbede inderligt, at han havde hørt forkert. Eller måske at det var et mareridt, som han meget snart ville vågne op fra.

”Ja, du ved, ham den blege, underlige dre..” begyndte den samme dreng igen, men Minho stoppede ham.

”Jeg ved godt hvem Taemin er! Hvor er han nu?” spurgte han, ud gennem sammenbidte tænder. Dette her kunne kun gå for langsomt. Drengen trak på skuldrene, og Minho var tæt på at slå ham. Da drengen så de knyttede næver, så han en anelse bange ud og begyndte at tale.

”Måske er han oppe hos sygeplejersken,” sagde han, og Minho nikkede, selvom det mere havde lydt som et spørgsmål end et svar. Så gik han hurtigt ud af cafeteriet og op ad de mange trapper.

~*~

Dam, dam, daaaammm.. Nu er jeg så ond at give jer en cliffhanger! ^^

I fik også mere at vide om Taemins historie :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...