Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14937Visninger
AA

30. 28. kapitel

Minho vågnede midt om natten ved en høj buldren uden for sit vindue. Han sukkede irriteret over at blive vækket og vendte sig om på den anden side for at sove videre, da han kom til at tænke på noget.

Jeg er også bange for torden.. Og et par andre ting.

Det var det Taemin havde skrevet, var det ikke? Men hvis Taemin var bange for torden, burde Minho så ikke lige tjekke, om han var okay? Men hvad nu, hvis drengen sov som han skulle, og Minho så kom til at vække ham?

Minho overvejede lidt i noget tid hvad han skulle gøre. Han endte til sidst op med den konklusion, at det nok var bedst at gå ind og se, om Taemin var okay.

Han rejste sig op fra sengen og famlede sig derefter frem i mørket. I det han nåede døren der førte ud til gangen, lød der endnu et højt drøn og et lynglimt lyste det hele op. Minho var ret sikker på, at det næsten var lige over huset.

Et minut efter stod han foran døren ind til Taemin. Han åbnede den forsigtigt, og var glad for det næste lyn der lyste op, så han kunne se rummet i et kort øjeblik. Taemin lå helt krøllet sammen under dynen, så det var umuligt at se ham. Minho gik der hen, og kunne med det samme høre små klynkende lyde.

”Taemin?” spurgte han, og Taemin kom til syne i mørket. Uden han kunne nå at tænke en eneste tanke mere, var den yngre dreng i hans arme. Taemin klyngede sig til ham som et barn, og Minho prøvede hjælpeløst at trøste ham.

 ”Shh, Tae, det skal nok gå. Det er bare torden, det gør dig ikke noget,” hviskede han i den anden drengs øre, og Taemins klynk blev lavere og mere kontrollerede.

”Sæt dig her på sengen, så tænder jeg lige noget lys,” mumlede Minho, og Taemin løsnede langsomt sit greb. Minho gik over til den anden side af rummet, hvor han vidste, at der stod nogle stearinlys. Han bandede lavt, da han hamrede tåen mod et bordben. Det var bare jo typisk!

Endelig fik han tændt dem, og gik derefter tilbage til sengen, hvor Taemin endnu en gang var krøbet helt sammen. Minho kunne endda se, at drengen rystede svagt.

Han satte sig på sengen, og Taemin var endnu en gang i hans arme. Det undrede ham lidt, at Taemin kunne være så bange, at han glemte alt om sin generthed.

Et bulder lød, og Taemin pressede sin krop endnu tættere mod Minhos. For at være helt ærlig, var det lidt af en prøvende situation for ham. Det var trods alt ikke hver dag Taemin kastede sig over ham midt i en stor blød seng. Men han tvang sig selv til at tænke på, at han blev nødt til at være der for den rystende dreng, i stedet for at tænke forkerte tanker.

Han rokkede kroppen i sine arme lidt frem og tilbage, og Taemin blev næsten helt stille. Da Minho besluttede sig for, at han havde gjort hvad han kunne, løsnede han grebet og skulle til at rejse sig op. Dog nåede han ikke ret langt, før Taemins hånd greb fat i ham, og han vendte sig om igen.

Taemin sad og så på ham med et bedende blik, der tavst skreg ’bliv hos mig!’, og Minho kunne ikke modstå det. Dog vidste han ikke helt, hvad han skulle gøre, for han var slet ikke vandt til at klare situationer som dette.

”Vil du have, at jeg bliver og sover sammen med dig?” spurgte han usikkert. Taemin nikkede og rykkede lidt længere ind på sengen, så der var plads til Minho. Den ældre dreng lagde mærke til, at selv nu havde Taemin en langærmet bluse på.

De lagde sig begge ned under dynen, og Minho lagde forsigtigt armen om ham. Taemin rykkede endnu tættere på i det et tordenbrag lød, og puttede sig helt ind til Minho.

Den ældre dreng sukkede, men trak alligevel Taemin tættere på.

”Er du stadig bange?” spurgte Minho, og placerede et blidt kys på Taemins pande. Drengen rystede på hovedet. Minho kunne mærke Taemins ånde på sin bare hud, men han prøvede at tænke på andre ting. Måske kunne han gå, når Taemin var faldet i søvn? Han havde slet ikke lyst til at gå, men han vidste, at han ikke ville få nogen søvn resten af natten, hvis han blev her.

Han kunne høre den mindre drengs vejrtrækning blive langsommere, og Minho var sikker på, at han var faldet i søvn.

Derfor begyndte han at trække sig lidt væk, men Taemin greb med det samme hårdere fat i ham, og Minho kiggede overrasket ned for at se, om Taemin var vågnet igen. Det var han ikke, men ligegyldig hvad Minho gjorde, ville han ikke give slip.

Den ældre dreng sukkede, og lagde sig til rette igen. Taemin krøb endnu en gang ind til ham, og Minho kunne ikke helt lade være med at smile.

”Vil du nogensinde snakke til mig, Tae?” hviskede han, og strøg forsigtigt den anden over håret. Han forventede selvfølgelig ikke noget svar, men det var bare et af de spørgsmål han længe havde ønsket at få et svar på.

Han ville så gerne høre Taemins stemme, men han vidste ikke mere, hvad han skulle gøre for at få at få sit ønske opfyldt. Han var tættere på Taemin, end han nogensinde havde været før, men alligevel vidste han ikke ret meget om ham, og Taemin havde stadig ikke sagt et ord.

Minho tænkte tit over, hvilken grund der var til drengens tavshed, men kom aldrig frem til en løsning. Hvornår var det overhovedet startet? Så vidt han vidste, havde Key hørt ham snakke tidligere. Der gik det op for Minho, at han blev nødt til at snakke med Key for at finde ud af noget mere. Det var ikke en ide han var meget for, men hvis det betød, at han kom et skridt nærmere Taemins hemmelighed, var det det værd.

Han lå længe og tænkte over, hvad han præcist ville spørge om. Det skulle han være helt sikker på, inden han krævede noget af divaens tid. Derefter skulle han finde ud af, hvilket tidspunkt der var godt. Måske i frokostpausen? Der var Key normalt sammen med Jonghyun, var han ikke? Måske kunne han godt få lov at låne Key lidt der.

I den tid han havde ligget vågen, havde Taemin rykkede lidt rundt et par gange, og tordenen var stoppet, så der var kun en svag lyd af regn tilbage. Udover det, var der ikke sket ret meget.

Minho kunne endelig mærke søvnen overvinde sig og sukkede tilfredst. Han var helt sikker på, at han ville være smadret den næsten morgen, når han blev vækket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...