Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15358Visninger
AA

27. 25. kapitel

Den næste dag glædede Minho sig til at se Taemin igen. Nu kunne han tage drengen med hjem uden at være bange for, om hans mor opdagede det. Derfor sneglede han sig gennem dagen og var lykkelig, da han endelig nåede til den sidste time.

Deres lærer var allerede godt i gang med at snakke løs om et eller andet kedeligt emne, da Minho skrev den første seddel.

Jeg så den første Takumi-kun film i går.

Taemin, der så ud som om han allerede havde droppet noterne for i dag, trak sedlen til sig og læste hurtigt hvad der stod på den. Så skrev han sit svar.

Jeg troede ikke rigtig du brød dig om dem? Men hvad synes du så?

Minho læste det og tænkte lidt over sit svar. Den havde ikke helt været som han regnede med, men den havde absolut heller ikke været dårlig.

Den var god, men jeg synes, at det var ret irriterende, at alle skuespillerne var skiftet ud.

Taemin nikkede da han læste det og skrev hurtigt tilbage.

Ja, det irriterede også mig lidt, men jeg så den første film først og jeg kunne egentlig bedst lide skuespillerne i den. Derfor var det lidt skuffende, at de havde skiftet dem ud, men efter at have set de næste, vender man sig lidt til det.

Minho blev lidt overrasket over, at der var flere endnu, men det var ikke noget han spurgte ind til.

Ja, det kan jeg så godt forstå. Vil du være sammen i dag? Vi kunne tage til parken eller noget?

Han håbede virkelig, at Taemin ville sige ja, for det føles som meget, meget lang tid siden de sidst havde haft noget tid sammen uden for skolen. Minho vidste, at Taemin stadig var lidt ked over, at Minho ikke havde ret meget tid til ham mere, men Minho havde stadig ikke lyst til at fortælle noget om Yuri.

Han så på drengen, der lyste op i et smil efter at have læst beskeden, for derefter at nikke til Minho. Minho smilede tilbage og ønskede, at timen ville gå lidt hurtigere.

 Da klokken endelig ringede ud, skyndte de sig at pakke sammen og skulle til at gå ud af døren, da Yuri stoppede dem. Minho så nervøst på hende, men hun smilede bare sødt til dem begge.

”Vil du med mig hjem i dag, oppa?” spurgte hun, og et gys gik gennem Minho. Hvad hvis hun nu afslørede det hele? Hvordan ville Taemin reagere?

”Jeg har allerede planer,” sagde han gennem sammenbidte tænder og håbede, at hun snart ville lade dem være.

”Oh, det var ærgerligt,” sagde hun med et nedtrykt ansigtsudtryk, og Minho så sit snit til at flygte. Dog nåede han lige at se det truende blik hun sendte ham, inden de var ude af lokalet.

Minho åndede lettet op, da de endelig sad i bilen. Han havde fortalt Sebastian, at de skulle til parken i dag. Han mærkede et prik på skulderen og vendte blikket mod Taemin. Drengen så ret alvorlig ud, i det han rakte sin gamle mobil, der så ud til at kunne gå i stykker hvert øjeblik det skulle være, frem.

Har du noget kørende med Yuri?

Minho sank en klump. Taemin var ikke dum, så selvfølgelig ville han have set det hele.

”Du ved hvordan Yuri er. Hun er vild med mig, fordi jeg er berømt. Hun prøver altid at få en chance, men jeg har jo dig,” sagde Minho og rødmede lidt over den sidste del. Det virkede stadig lidt akavet at sige sådan, fordi de stadig ikke helt havde styr på, hvilket forhold de havde til hinanden.

Taemin smilede dog svagt efter svaret og nikkede så. Minho pustede den vejrtrækning ud, som han ikke engang havde indset at have holdt.

Da de nåede til parken, var der slet ikke nogen mennesker. Det var ikke så underligt, for det var efterhånden ved at blive ret koldt, men det gjorde alligevel Minho glad. Der var meget mere fredeligt, når de havde det for sig selv, uden nogen fans.

De gik i stilhed hen ad stien, begge fanget i deres egne tanker. Deres hænder børstede ved et uheld blidt mod hinanden, og Minho kunne se, at Taemin rødmede. Dog var han ikke sikker på, om han burde reagere på det eller ej, så han gik bare videre uden at gøre noget.

Ikke lang tid efter skete det igen, og Minho tog modet til sig. Han rakte ud efter Taemins hånd og tog den i sin egen. Taemin så overrasket på ham, men flettede alligevel tøvende deres fingre sammen. Minho smilede til ham, og de forsatte videre hen ad stien i et langsomt tempo.

Det var nok noget af det mest beroligende Minho havde oplevet i rigtig lang tid.

Efter at have gået i noget tid kom de til en legeplads. Minho lagde mærke til, hvordan Taemin så på den med længsels fulde øjne, men ikke gjorde tegn til at gå der ind.

”Hvis du gerne vil derind, kan vi sagtens gøre det,” sagde han stille, og den yngre dreng så tøvende på ham. Nogle gange mindede Taemin ham virkelig om et barn, men det gjorde ikke noget. Faktisk var det lidt sødt på en måde.

”Jeg vil gerne. Kom nu,” sagde han, og trak Taemin med derhen. Taemin smilede glad til ham, og Minho følte sig med det samme helt varm.

De gik over til en af gyngerne, og Taemin satte sig på den ene. Minho gik om bag ham og begyndte at skubbe gyngen, så den hurtigt tog højde. Taemin begyndte at grine, og Minho måtte tage en ekstra indånding. Det var første gang han virkelig hørte Taemin grine. Det lød som klokker der ringlede, smukt, klart og rent. Minho besluttede, at det fra nu af var hans yndlings lyd, og at han ville gøre alt for at høre den så tit som muligt.

Da gyngen standsede, vendte Taemin rundt, og Minho beundrede drengens udseende. Det brune hår stak ud til alle sider, kinderne var røde fra kulden, et stort smil prydede hans læber og øjnene var endnu smukkere end de plejede, på grund af den glæde de udstrålede.

Minho kunne ikke lade være med at række ud efter drengen og trække ham ind til sig. For en gangs skyld stivnede Taemin ikke, men lagde bare armene om Minhos nakke.

De så på hinanden, og Taemin overraskede Minho ved pludselig at stille sig på tær, og placere et kort og sødt kys lige på læberne. Før Minho kunne nå at gøre noget, vred Taemin sig fri og løb over til klatrestativet, hvor han standsede og så tilbage på Minho med et drillende blik. Minho stod først stille, men løb så efter den anden dreng. Minho kunne ikke huske, om han nogensinde havde opført sig så barnligt som nu, men han elskede hvert minut af det.

Taemin og Minho brugte al deres tid på legepladsen med at løbe rundt efter hinanden, indtil det begyndte at blive mørkere, og Minho kastede et blik på sit ur. Der var ikke ret lang tid til Taemin skulle være hjemme, så med skuffelse blev han nødt til at ringe til Sebastian, så han kunne hente dem.

~*~

Så kom der endelig lidt 2min fluff :D

Husk at jeg stadig vil blive rigtig glad for likes, kommentarer og favoritlister! ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...