Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
15133Visninger
AA

25. 23. kapitel

Dagene gik langsomt fremad, og Minho ønskede, at han kunne se en ende på det hele. De dage han brugte med Jonghyun var okay, mens de andre dage var forfærdelige. Yuri gik ham mere og mere på nerverne for hvert minut de var sammen, og han ønskede inderligt, at han bare kunne få lov at droppe hele skuespillet, og så bruge alt sin tid med Taemin igen.

I dag havde Yuri slæbt ham med til en karaoke bar, hvor hun allerede havde haft lejet et rum før de kom. Sådan var det altid. Yuri planlagde noget, og Minho var tvunget til at gøre det, uden at kunne sige noget som helst imod det.

Det her var en af de dårligere dage. Ikke fordi Yuri sang dårligt, men fordi det var fredag, og Minho ville bare gerne hjem og sove, indtil det hele var overstået. I hans gamle liv, ville han havde festet eller været sammen med nogle af dem han havde spillet sammen med i film. For en måned siden ville han have brugt sin dag sammen med Taemin for at lave deres projekt færdigt.

Begge dele var langt bedre, end at være fanget her sammen med en pige, som han helst ville have forsvandt til den anden side af jorden. Alt ved hende irriterede ham. Hendes måde at kalde ham ’oppa’ med den forfærdelige stemme, den måde hun virkede så selvsikker, den måde hun gik på, dét at hun troede hun kunne bestemme alt. Den måde hun trak vejret. Alt.

Minho havde aldrig hadet nogen før. Han havde været sur, når entertainmentet tog hans eneste fritid, men han havde aldrig hadet nogen. Det gjorde han nu.

Hans mobil begyndte at vibrere, og Minho trak den hurtigt op ad lommen i håb om, at det var en person han gad snakke med. Dog blev han skuffet da ’Mor’ lyste op på displayet.

Han undskyldte sig hurtigt, og gik ud af værelset for at tage den. Det var trods alt bedre end at blive ved Yuri.

”Yoboseyo,” sagde Minho hurtigt.

”Hej Minho. Går jeres date lige så godt som de andre?” spurgte hun, og Minho skar tænder. Havde hun virkelig kun ringet for at spørge om det?

”Ja, den går helt perfekt,” løj han, og hørte sin mor give en tilfreds lyd.

”Så er jeg ked af at afbryde jer! Men jeg bliver lige nødt til at fortælle dig noget,” sagde hun og sukkede.

”Hvad er det?” spurgte Minho og håbede på, at det ikke var noget slemt.

”Jeg bliver nødt til at tage på en forretningsrejse. Jeg skal allerede af sted i dag, så jeg når desværre ikke engang at sige farvel til dig. Jeg skal være væk i en måned,” sagde hun. Hun lød ikke ret ked over, at hun ikke nåede at sige farvel, men Minho var også ligeglad. Han var selv tæt på at springe rundt af glæde.

”Oh, det var ærgerligt. Jeg kommer virkelig til at savne dig mor. Ring endelig når du er landet, så jeg ved, at du er kommet sikkert frem,” svarede Minho, med en tilpas del af tristhed i stemmen. Han var ikke helt klar over, hvornår deres forhold var blevet så falsk, men den sidste del af oprigtighed var i hvert fald forsvundet efter alt dette her.

Han var også næsten sikker på, at selv hvis han glemte alt om Taemin, ville det alligevel aldrig blive helt godt igen. Desuden vidste han ikke helt, om han overhoved ville have det tilbage til, hvad det havde været, hvis hans mor ikke engang kunne acceptere ham som han var.

”Selvfølgelig, Min. Jeg bliver nødt til at gå nu, og du skal vel også tilbage til Yuri. Vi ses,” sagde hun og lagde på, uden Minho kunne nå at sige mere.

Det var nok det bedste der var sket fornyeligt. Han så så mange muligheder for sig nu, hvor hans mor ikke var der til at kontrollere ham og hans liv.

Han gik ind i rummet igen med opløftet stemning. Yuri sad og ventede utålmodigt.

”Hvem var det?” spurgte hun mistænksomt.

”Det var min mor,” svarede Minho, denne gang helt uden at lyve. Dog var det ret tydeligt, at Yuri ikke helt troede på ham.

”Hvis jeg finder ud af, at du lyver for mig, bliver jeg sur,” sagde hun, og Minho så opgivende på hende.

”Jeg mener det. Det var min mor. Tror du selv at Taemin ville ringe? Hvorfor skulle han dog gøre det?” spurgte Minho irriteret. Hun havde jo ikke brug for at vide, at Minhos selv ønskede, at drengen ville ringe.

”Hvad ved jeg? Det kunne jo godt være, at han var begyndt at snakke med dig. Jeg kender ham ikke,” sagde hun surt, og Minho så ned i gulvet. Gid hun havde ret.

”Nej det er han ikke begyndt på endnu. Vi har ikke ret lang tid tilbage her, så hvis du vil nå at synge mere, så vælg en sang nu,” sagde Minho for at undgå, at snakke mere om Taemin.

Først så hun mopset ud, men så vendte et falsk smil tilbage, og hun tog fjernbetjeningen op for at vælge den næste sang.

Minho sukkede, da han så hendes valg. Det var en gammel kærligheds sang, der skulle synges som en duet. Det undrede ham ikke at Yuri valgte den, men alligevel irriterede det ham grænseløst.

Dog rejste han sig op uden brok og tog den anden mikrofon. Den første part var mandens, så den sang han med på med sin perfekte stemme. Så kom der en af pigens parter, hvor Yuri stemte i med sin smukt klingende stemme. Derefter kom omkvædet, hvor de sang sammen, mens de to mennesker på skærmen så hinanden dybt i øjnene.

Udefra ville de se ud som det perfekte par. Det var først når man rigtig lærte dem at kende, man vidste hvor galt det hele egentlig var. De fleste ville nok ikke en gang kunne forstå situationen. Drengen, der var sammen med pigen, i stedet for den han virkelig holdt af, fordi hun truede med at ødelægge hans ry. Pigen der truede ham til at gøre det, selvom hun vidste, at hans hjerte i virkeligheden tilhørte en anden.

Det hele virkede som en dårlig dramaserie, men det var desværre det, som de begge kaldte virkelighed.

Sangen endte med de sidste smukke toner, og der blev stilhed. En mand kom ind i rummet, og sagde at deres tid var gået, og at de blev nødt til at betale for en time mere, hvis de ville være der længere tid. De takkede ham, men sagde at de alligevel skulle til at gå hjem.

Uden for karaokestedet skiltes de med et akavet farvel, og gik hver deres retning. Minho sukkede, og ringede efter Sebastian. I det mindste havde han nu huset for sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...