Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14954Visninger
AA

24. 22. kapitel

”Please Jonghyun?” spurgte Minho, og Jonghyun sukkede.

”Nej, Minho. Jeg har allerede fortalt dig, at jeg ikke har tid til det,” svarede Jonghyun, og Minho så surt på ham.

”Men jeg har brug for din hjælp! Vil du ikke nok?” sagde Minho endnu en gang. Det lignede ham ikke at tigge, men dette her var meget vigtigt, og hvis han ikke fik Jonghyun til at hjælpe ham, vidste han ikke, hvad han skulle gøre.

Jonghyun lagde spillekontrollen ned og sendte Minho et irriteret blik. Det var meget tydeligt, at der var en million andre ting drengen meget hellere ville lave, end at sidde hjemme hos Minho på det tidspunkt.

”Hvorfor er det lige pludselig så vigtigt, at du skal lære at spille guitar?” spurgte han, og Minho bed sig i læben.

”Min mor tror at jeg kan lide Taemin, så hun har sat mig til at gå ud med Yuri. Yuri tror også at jeg kan lide Taemin, så hun afpresser mig også til at gøre det. Jeg har knap nok tid til at være sammen med ham mere, og jeg savner ham. Jeg gider ikke bruge tid med hverken Yuri eller min mor i stedet for ham. I går var jeg sammen med ham uden de vidste det, og min mor synes ikke om, hvad jeg havde gjort da hun regnede det ud. Derfor stak jeg hende en løgn og sagde, at jeg ikke havde været sammen med Taemin, men været sammen med dig, fordi du er i gang med at lære mig at spille guitar. Derfor bliver du nødt til at hjælpe mig nu,” sagde Minho desperat, og Jonghyun så overraket på ham.

”.. Men kan du ikke også godt lide ham?” spurgte han, og Minho stønnede frustreret.

”Jo, det er jo netop det der er problemet! Jeg kan ikke gå ret lang tid uden af se ham,” svarede den høje dreng og så bedende på Jonghyun, der bare rynkede brynet.

”Hvordan vidste du, at jeg kunne spille guitar?” spurgte han så, og Minho så irriteret på ham.

 ”Din kæreste sagde, at du kunne,” svarede han, og Jonghyun fik store øjne.

”Har Key fortalt dig det?” spurgte han overrasket.

”Nej. Teknisk set fortalte Key det til Taemin, men jeg stod lige ved siden af dem, så jeg hørte alt om dine fantastiske guitar og sang evner,” svarede Minho, og Jonghyun rødmede.

”Yah, det var slet ikke meningen, at du skulle vide det,” mumlede Jonghyun, men Minho var ret ligeglad med, hvad der havde været meningen, og hvad der ikke havde været meningen.

”Så vil du hjælpe mig?” spurgte han, og Jonghyun sendte ham et håbløst blik.

”Fint. Men kun fordi du er for langt ude til overhovedet at kunne rede dig selv,” svarede drengen, og Minho var tæt på at hive ham ind i en stor omfavnelse.

”Tak! Du har lige redet mit liv,” sagde Minho lykkeligt, og Jonghyun nikkede gnavent.

På denne måde, kunne Minho bruge mere tid væk fra de to kvinder, og nu havde han endda en god løgn han kunne give, når han valgte at brugte noget af tiden sammen med Taemin. Det var en plan, der var perfekt fra alle vinkler.

De vendte tilbage til det bilspil de havde været i gang med, inden Minho var begyndt at tigge og bede. De var nogenlunde lige gode til det, så de blev ved med at starte forfra igen. Efter noget tid, der kun var fyldt med lyde fra spillet, sagde Jonghyun noget igen.

”Jeg kan godt forestille mig hvor svært det må være med Yuri. Hvis jeg blev tvunget til at være sammen med Sekyung i stedet for Key, ville jeg ikke holde ret længe.”

”Nej, jeg hader også hvert sekund af det. Jeg kan på en måde godt forstå, hvorfor min mor gør dette her, men jeg hader hende alligevel for det. Jeg bliver snart 18 år, så jeg må snart være gammel nok til at kunne bestemme over mit eget liv,” sukkede Minho.

”Du må huske at tænke på, hvad alle dine fans og entertainmentet ville sige, hvis de fik det at vide,” sagde Jonghyun lavt. Minho vidste udmærket hvad der ville ske. Men hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor kunne han ikke få lov til at være sig selv? Kærlighed burde aldrig blive betragtet som forkert, ligegyldigt om det var en dreng og en pige eller to af samme køn.

”Jeg ved jo godt, at du har ret,” sukkede Minho, med håbløsheden tydeligt fremtrædende i sin stemme.

”Ja, men du må ikke give op. Se på mig og Key. Godt nok er der ingen af os, der har din baggrund, og mine forældre ville nok gøre det samme, hvis de faktisk vidste, hvad der foregik. Men vores forhold er fantastisk. Vi er nået så langt, siden du startede på skolen. Hvis det ikke havde været for dig, ville vi nok ikke engang have snakket sammen endnu,” sagde han med et smil, og Minho nikkede.

Måske skulle han bare have lidt hjælp, og så ville det hele løse sig? Han kunne ikke vente til det begyndte at blive nemmere igen, for det hele virkede lidt umuligt lige nu.

”Har du egentlig mødt hans familie endnu?” spurgte Jonghyun, og Minho rystede på hovedet.

”Nej. Så vidt jeg ved, har han kun en far, som virkelig lyder forfærdelig ud fra det lidt jeg har fået at vide,” svarede han, og Jonghyun så lidt på ham.

”Hvorfor tror du det?” spurgte han så.

”Taemin må ingen ting. Han skal altid være hjemme før fem, han må ikke være ude i weekenderne og jeg må ikke en gang se deres hus. Hver gang jeg spørger, prøver Taemin at undvige emnet,” svarede Minho, og Jonghyun sendte ham et underligt blik.

”Det lyder ret underligt. Men Taemin har selvfølgelig aldrig virket helt normal, så måske burde det ikke undre mig så meget.” Efter Jonghyuns sidste kommentar, sendte Minho ham et ondt blik. Hvis blikke kunne dræbe..

”Der er intet galt med Taemin,” forsvarede han med det samme.

”Minho. Vågn op. Drengen taler ikke og han går i noget vildt underligt tøj. Han er ikke normal, lige meget hvordan du vender og drejer det. Du kan kalde ham sød eller hvad du nu vil, men ikke normal,” svarede han, og Minho skulede til ham.

Han kunne, endnu en gang, godt se, at Jonghyun havde ret, men alligevel brød han sig ikke om, når den anden dreng snakkede sådan om Taemin. Jonghyun så hans blik, og rykkede lidt væk.

”Jeg bliver nødt til at gå nu, Minho. Hvornår vil du have guitarundervisning?” sagde Jonghyun, og Minho behøvede ikke en gang at tænke, før han slyngede svaret ud.

”Så tit som muligt. Jeg vil langt hellere være sammen med dig end med Yuri.”

”Fint, så kan vi bare gøre det mandag og torsdag efter skole,” svarede Jonghyun.

”Kan vi ikke også tage lørdag?” spurgte Minho hurtigt, men Jonghyun så bare på ham.

”Jeg har altså et liv ved siden af. Jeg har tænkt mig at bruge mine lørdage med Key.” Med det, gik han ud ad døren, og forlod en sørgende Minho bag sig. Forhåbentlig ville det i det mindste blive lidt bedre fra nu af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...