Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14954Visninger
AA

23. 21. kapitel

”Den var vel ret god. Hvorfor er den det?” spurgte Minho og så på Taemin i nysgerrighed.

Deres forhold er så rent og smukt. Godt nok kan de blive uvenner, men alligevel er de så blide og kærlige omkring hinanden.

Minho kunne på en måde godt forstå hvad Taemin mente, men han var ikke helt sikker på, hvorfor Taemin skrev det. Kendte drengen overhoved til ting, der ikke var rene?

”Hvad mener du med smukt?” spurgte Minho, da han var ret nysgerrig efter at vide, hvorfor det lige var denne film, Taemin så godt kunne lide.

I den første film, havde Takumi en fobi der gjorde, at han ikke kunne klare når mennesker rørte ham. Gii hjalp ham med at overvinde den frygt. I denne her film, tager de et par skridt videre, ved for det første at vise deres forhold på skolen, og for det andet også at være sammen for første gang. Desuden føler man næsten selv, hvordan de har det gennem hele filmen.

Minho læste hvad der stod og nikkede så. Det med fobien mindede ham meget om hvordan Taemin havde været i starten, så måske var der nogle paralleller mellem filmen og Taemin der gjorde, at drengen godt kunne lide den? Hvis det var rigtigt, så savnede Taemin en person der virkelig elskede ham. Måske kunne Minho være den person? 

”Vil du se en film mere?” spurgte Minho, og Taemin nikkede endnu en gang. Denne gang blev det en gyser, som Minho allerede havde set et par gange. Taemin så en smule skræmt ud, hvilket egentlig ikke undrede Minho, for det virkede ikke lige som en film, der ville falde i Taemins smag. Derfor havde han også været overrasket, da den anden dreng havde valgt den.

Dog havde det været et meget sikrere valg end Takumi-kun series, så han var med det samme gået med til det. Hovedpersonen bevægede sig langsomt ned af gangen, mens hun med rystende stemme spurgte, om der var nogen.

Minho kunne ikke forstå, hvorfor personerne altid gjorde det. Hvis han selv var fanget et eller andet skræmmende sted, så ville holde sin kæft, i stedet for at stå og råbe op. Det var jo det allerdummeste man kunne gøre!

Hun kom rundt om hjørnet og skreg, da en af de maskerede mænd sprang ud foran hende. Inden Minho vidste af det, sad han med en favnfuld skræmt Taemin. Han så chokeret ned på den anden dreng, der havde gemt sit hoved i Minhos bluse, og slået armene om hans liv. Det var en meget overraskende handling, når man snakkede om Taemin, der ellers var så genert normalt.

Dog lagde Minho armene om drengen, da hans sanser var vågnet op igen. Taemin så op på ham, og deres øjne mødtes. Minhos hjerte stoppede et øjeblik, for derefter at sætte farten op. De var så ufatteligt tæt på hinanden, og Minho kunne ikke stoppe sit blik fra at glide ned på drengens fyldige læber.

Han så op i Taemins øjne igen og lod, uden at tænke over det, sin tunge glide ud for at fugte sine læber. Han kunne mærke den andens ånde på dem, og han lænede sig lidt længere frem for at afprøve, hvordan Taemin ville reagere.

Taemins øjne var store, og han så på Minho med et håbende blik. Minho lænede sig et lille stykke længere, så der kun var en centimeter mellem dem.

”Må jeg kysse dig, Tae?” hviskede han lavt mod den andens læber, og Taemin nikkede svagt. Den sidste plads mellem dem forsvandt, og det hele føltes uvirkeligt. Lydene fra filmen forstummede, og de befandt sig nu bare i deres egen lille verden.

Minho havde det vidunderligt, i det de forsigtigt bevægede deres læber mod hinanden. Minho vidste, at det var et meget stort skridt de lige havde taget, og han var lykkelig. I det øjeblik kunne han ikke tænke på andet end Taemin.

Taemin var meget bedre til det, end Minho havde forventet. Kysset var helt perfekt. Alt det han havde ønsket i så lang tid.

De trak væk fra hinanden, og han betragtede den anden dreng. Taemins øjne var stadig lukket efter kysset, så de mørke vipper hvilede på den hvide hud, og hans underlæbe glinsede svagt. Selvom de havde trukket væk, ville Minhos hjerte alligevel ikke sætte farten ned, og han var næste sikker på, at man kunne høre det.

”Wow,” sagde han, i mangel på andet. Taemins øjne åbnede sig, og Minho blev overrasket over, hvor klare og levende de virkede. Han kunne ikke huske at have set Taemin sådan før, men det gjorde ham virkelig glad.

I det samme vendte lydene tilbage sammen med virkeligheden, da et skrig fra Tv’et flængede gennem luften. De rødmede begge og så hver deres vej. Hvad var det helt præcist, der lige var sket?

Taemin trak Minho i ærmet og pegede på klokken, der var blevet kvart i fem. Minho rejste sig med et suk, og de gik sammen ud. Minho skulle til at ringe til Sebastian, men så, at han allerede holdt der. Det undrede ham lidt, så han spurgte hvorfor, i det de satte sig ind på bagsædet.

”Jeg ved, at Taemin skal hjem ved den her tid, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne være her til tiden,” svarede han, og Minho nikkede forstående. Turen hjem var ret stille, men det gjorde ham ikke så meget. Han havde selv brug for lidt tid til at tænke det hele igennem.

Da de standsede foran Taemins hus, lænede den yngre dreng sig over og gav Minho et hurtigt kys på kinden, før han skyndte sig ud af bilen og forsvandt ind i huset.

Minho tog sig til kinden og kunne tydeligt mærke, at han rødmede. Han fangede pludseligt Sebastians øjne i spejlet og så med det samme ned.

”Vær sød ikke at fortælle min mor noget,” sagde han og blev ret lettet, da manden smilede til ham.

”Det burde du vide, at jeg aldrig ville gøre, Minho. Nok er jeg kun din chauffør, men det har jeg efterhånden været i mange år, og jeg har lært at holde af dig. Hvis du har brug for at snakke, er jeg der altid,” svarede han og startede bilen. Minho smilede taknemmeligt. Det betød mere for ham, end han havde forventet det ville gøre.

Da han kom hjem, var hans mor der allerede, og han bandede indvendigt. Hun så godt sur ud, da Minho kom ind ad døren.

”Hvilken ’aftale’ var vigtigere end mig?” spurgte hun, og Minho tænkte hurtigt, for at finde på et svar der kunne tilfredsstille hende.

”Jeg tænkte, at det ville være godt for min karriere, hvis jeg lærte at spille guitar. Jonghyun kan, så han lovede at lære mig det,” svarede han, og hans mors ansigtsudtryk løsnede op og blev til et smil.

”Jamen det er jo en helt anden side af sagen,” sagde hun, og Minho så sit snit til at snige sig op på sit værelse.

~*~

Så skete det endelig! :D

Husk på, at det stadig er kommentarer der giver mig lyst til at forsætte ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...