Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14975Visninger
AA

18. 16. kapitel

Da Minho kom ind af hoveddøren der hjemme, duftede der af mad. Han var lige ved at smutte op ad trapperne, da hans mors stemme stoppede ham.

”Du behøver ikke at gå så langt, Minho. Vi skal snart spise, så du kunne jo passende dække bord,” sagde hun, og Minho ønskede, at han havde været lidt hurtigere.

”Ja, mor,” svarede han, og gik ind, for at gøre som hun havde bedt ham om. Hans far sad der allerede, med en avis i hånden.

Inden længe sad de rundt om bordet i en akavet stilhed. Minho var egentlig ikke ret sulten, så han sad bare og rodede lidt rundt i risene i sin skål med spisepindene.

”Så Minho.. Kunne du fortælle os lidt mere om Taemin?” spurgte hans mor. Hans far lod ikke til at kunne følge helt med, hvilket ikke var så underligt, da han først var kommet hjem efter Minho og Taemin var kørt. Desuden var det sjældent, at han overhovedet var hjemme.

”Der er vel ikke så meget at fortælle,” svarede Minho afvisende. Han havde ikke den mindste lyst til at have denne her samtale, men han vidste, at der ikke ville blive snakket om andet gennem måltidet.

”Er han god i skolen?” spurgte hun henkastet, og Minho var tæt på at lade et fnys slippe ud. Af alle de mange spørgsmål der fandtes, var det selvfølgelig det ene, hun valgte at spørge om først.

”Ja, det er han faktisk. Det skulle ikke undre mig, hvis han var en af de bedste på vores skole,” svarede Minho. Det var ikke engang løgn. Med de mange gode opgaver Taemin lavede, kunne han umuligt være dum.

”Hvor havde han de blå mærker fra? Havde han været oppe at slås?” spurgte hun, og Minho tænkte hurtigt over, hvad han kunne svare.

”Taemin er meget uheldig. Det blå øje kom fra et basketball match jeg overtalte ham til at være med i, og læben var fordi han faldt,” svarede han, uden et eneste tegn på, at han løj.

”Taemin virker ikke som sportstypen,” svarede hans mor mistænksomt, som om hun havde fundet et hul i Minhos forklaring. Dog havde Minho allerede svaret parat.

”Som jeg sagde før, overtalte jeg ham til det. Han ville slet ikke, men han gik med til det alligevel. Han kunne ikke rigtig finde ud af det, derfor skete uheldet,” svarede han glat. Normalt løj han ikke over for sine forældre, men i denne situation var han villig til at gøre det.

”Hvorfor taler han ikke?”

Der fik hun ham. Han anede ikke, hvad han skulle svare. Hvorfor talte Taemin ikke? Drengen havde ikke fortalt ham noget, og han havde ikke nogen ideer han kunne bruge.

”Det ved jeg ikke. Det skal jeg nok få at vide, når Taemin er parat,” svarede han med et træk på skuldrene. Han kunne ikke læse sin mors ansigt, og det gjorde ham lidt bekymret.

Men hun endte bare med at nikke, og forsatte så til det næste spørgsmål.

”Hvad foregår der mellem jer to?”

Minho var tæt på at få maden galt i halsen, men han sank klumpen med besvær, og forsatte som om intet var sket.

”Hvad mener du med ’foregår’? Vi er bare venner. Har jeg ikke lov til at have venner?” spurgte han, og så hende direkte ind i øjnene. Endnu en gang var han glad for, hvor god en skuespiller han var.

”Jo, selvfølgelig har du det, min skat,” svarede hun, en anelse køligt. Der var stilhed lidt, og Minho regnede med, at han havde vundet. Men så kom der endnu en overraskelse.

”Vi har for resten snakket om noget, din far og jeg. Nu hvor du snart bliver 18, skal du jo til at tænke på at finde dig en hustru,” sagde hans mor, og denne gang fik han virkelig maden galt i halsen, så han brød ud i et hosteanfald.

”En hustru?” udbrød han forfærdet, da han endelig kunne trække vejret igen. Da han så sin mors triumferende blik, gik det op for ham, hvad det var hun havde gang i.

”Det var da en glimrende idé!” sagde han, så roligt han kunne. Indvendigt bredte panikken sig hurtigt, og han anede ikke hvad han nu skulle gøre.

”Ja, det synes vi også. Vi har endda fundet en pige til dig. Fantastisk sød – køn er hun også,” svarede hans mor, og Minho sank længere ned i stolen. Hvad skulle han dog gøre?

”Hvad vil I have jeg skal?” spurgte han, og kunne selv høre, hvor overvundet han lød.

”Vi ville snakke med dig om det først, men ellers vil vi få opsat en date mellem jer, så I kan mødes og se om I er noget for hinanden,” sagde hans mor, og Minho bed tænderne sammen.

Når hun sagde det på den måde, lød det som om han havde et valg. Men han vidste bedre. Hvis han sagde noget, ville hun med det samme vide, at der virkelig foregik noget mellem Taemin og ham. Hvis hun fandt ud af det, ville det blive det rene helvede. Så han kunne ikke gøre noget for at stoppe det, der var ved at ske.

”Jamen, da du ikke lader til at have nogen indvendinger, så er det aftalt!” afsluttede hun lykkeligt, og Minho kunne ikke lade være med at hade hende i det øjeblik.

”Jeg vil snakke med hendes familie, og så vil du høre nærmere om kort tid,” sagde hun. Minho rejste sig brat op.

”Fint. Tak for mad,” sagde han, bukkede modvilligt og gik ud med sin tallerken. Efter det, flygtede han op på sit værelse. Han knyttede en næve og hamrede den i væggen. Nu havde han endelig indrømmet sine følelser for Taemin over for sig selv. Endelig havde de taget et lille skridt i den rigtige retning, og så besluttede hans forældre at blande sig. Han var så vred og knust. Hvad skulle han sige til Taemin? Hvordan skulle han forklare denne situation? Han smed sig på sengen. Var det normalt, at føle prikken i øjenkrogende?

Han kastede et blik på mobilen og overvejede, om han skulle ringe til nogen. Ikke at han havde mange valgmuligheder. Han kunne ringe til Taemin, men det ville for det første blive svært, og desuden ville han så blive nødt til at forklare, hvad der var sket. Ellers kunne han ringe til Jonghyun, og det havde han slet ikke lyst til. Specielt ikke, hvis drengen var sammen med Key.

Noget vådt landede på hans kind, og han opdagede til sin forfærdelse, at det var en tåre. Han tørrede den hidsigt væk, men det hjalp ikke noget. Der blev bare ved med at komme flere.

~*~

Her har I så kapitel 16.

Nogen der kan gætte, hvem denne 'søde og kønne pige' er? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...