Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14982Visninger
AA

17. 15. kapitel

Taemin satte sig ned igen, og Minho lagde mærke til, at Taemins vejrtrækning var lidt hurtigere end normalt. Taemin havde stadig ikke set ham i øjnene, da han rakte ud efter blokken og blyanten igen for at skrive noget. Minhos hjerne fungerede ikke helt godt nok endnu, til at tænke på at følge med, så han læste først beskeden, da Taemin rakte den frem.

Jeg ved godt, at det nok var forfærdeligt. Jeg skulle aldrig have vist dig det, jeg er elendig.

Minho rystede hurtigt hovedet. Hvordan kunne Taemin overhovedet tro det?

”Nej, jeg er bare overvældet. Det var helt fantastisk,” svarede han, og Taemin så endelig op. Han lagde hovedet på skrå, som for at sige ’mener du det?’, og Minho nikkede. Taemin trak blokken til sig, og begyndte at skrive.

Du er den første jeg nogensinde har vist det til. Ikke en gang Key har set mig danse.

Minho kunne mærke glæden boble op i sig. I det øjeblik, følte han sig utrolig speciel. Han kunne ikke lade være med, at række hånden frem og tage Taemins. Det var første gang han tog initiativ på den måde, så han var ikke sikker på, hvordan den anden ville reagere. Men det var han alt for glad til virkelig at tænke over.

Taemin så først ud som om han ville trække sig væk, men så slappede han af, og flettede forsigtigt deres fingre sammen. Minho kunne mærke smilet brede sig over sine læber.

”Hvorfor måtte jeg se det, når ingen andre har fået lov?” spurgte Minho, og strøg blidt drengens hånd med tommelfingeren. Taemin smilte svagt, og hans kinder blev røde. Hånden der ikke holdt Minhos, greb endnu engang blyanten.

Fordi du er speciel. Jeg føler mig tryk sammen med dig, stod der. Det var en ting, som Minho aldrig havde hørt før, fra nogen. Det gjorde ham bare endnu gladere.

Det bankede på døren, og de to drenge trak hurtigt deres hænder fra hinanden og rykkede sig også lidt, så der var mere plads mellem dem. De var ikke engang selv helt sikre på, hvad der foregik i mellem dem, så det ville være et mareridt, hvis nogen fandt ud af noget. De så begge over mod døren, hvor Minhos mor stod.

”Nu hvor Taemin er her, kunne han så ikke have lyst til at blive her til aftensmad?” spurgte hun. Minho så på Taemin, rystede næsten umærkeligt på hovedet og vendte så blikket tilbage til sin mor.

”Nej, han bliver nødt til at tage hjem,” svarede han så, og hans mor så skuffet ud. Dog nikkede hun forstående.

”Det var ærgerligt. Så må du endelig sørge for at komme på besøg en anden dag,” sagde hun. Minho vidste, at ’spise til aftensmad’ var en dårlig undskyldning for ’spørge personen ud, så hans forældre ved præcis hvem Minho omgås med’. Så for en gangs skyld var han glad for, at Taemin ikke kunne blive. 

”Selvfølgelig, mor. Det er ved at være tid til, at Taemin skal hjem, så jeg finder lige Sebastian, så vi kan køre Taemin hjem,” sagde han, og rejste sig op. Sebastian var jo som sagt hans chauffør, men de havde aldrig haft et nært forhold eller noget. Dog var Minhos mor ret gode venner med ham, så hun blev altid mopset, når han bare sagde ’chaufføren’.

”Kan Sebbie ikke kører ham der over alene? Skal du være med?” spurgte hun, og Minho sukkede irriteret.

”Ja, mor. Jeg kører med,” svarede han. Hvorfor havde hun overhovedet sat sig for at lave problemer ud af det hele nu?

”Jamen, så lad mig køre! Så ulejliger vi ikke Sebastian,” sagde hun, og Minho rystede på hovedet. Han så tilbage på Taemin og gjorde tegn til, at han skulle følge med. Drengen rejste sig op, bukkede for Minhos mor og fulgte så efter Minho ud af døren.

Minho ringede til Sebastian, og bad ham om at hente dem. Det var ikke fordi Minho ikke satte pris på Sebastian, men nogle gange forstod han ikke, hvordan manden kunne have så meget tid til overs. Men på den anden side; Sebastian havde ingen kone eller børn. Faktisk havde han ikke ret meget liv i det hele taget, så måske var det ikke så underligt alligevel.

 Inden længe holdt han der, og drengene satte sig ind i bilen. Der var stilhed lidt, før Minho tog ordet.

”Må jeg ikke komme hjem til dig på et tidspunkt? Jeg mener, vi har været hos mig så mange gange, men jeg har aldrig set dit hus indvendigt? Jeg kunne også hilse på din far? Jeg er sikker på, at han ikke er så slem.” Taemin blegnede, og rystede kraftigt på hovedet.

Minho blev lidt skuffet. Han forstod ikke, hvorfor Taemin var så meget i mod at vise ham, hvordan han boede. Altså bare fordi det ikke var helt så rigt og pænt som Minhos eget hus, var der jo ikke noget galt med det.

”Hvorfor ikke?” spurgte han nysgerrigt, og Taemin vendte blikket ned. Minho kunne næsten se drengen trække skjoldene op igen, og han ændrede hurtigt mening. Hvis valget stod mellem, at Taemin lukkede sig inde igen, eller at gå i uvisheden om det, ville han langt hellere det sidste.

Han havde kun fået Taemin til at åbne sig lidt op, og det havde været en svær proces, så han ville ikke, under nogen omstændigheder, ødelægge det.

”Bare glem jeg sagde noget. Vi tager det hele, når du bliver klar til det, Tae,” sagde han, og indså med det samme sin fejl. Taemin fik store øjne og rødmede. Minho bed sig i læben.

”Ej, Taemin, det må du virk..” han nåede ikke at sige undskyldningen færdig, før Taemin stak sin mobil i hånden på ham.

Det gør ikke noget. Der er aldrig nogen der har kaldt mig det før, men jeg kan lide det.

Minho smilte, men nåede ikke at sige mere, før bilen stoppede. Taemin steg ud, sendte ham et smil og gik så. Minho havde lyst til at løbe efter ham for at sige ordentligt farvel, men han gjorde det ikke. I stedet bad han bare Sebastian om at køre.

Minho lagde panden mod den kolde bilrude. Turen hjem var ret stille. Minho kunne ikke få Taemin ud af hovedet. For bare en måned siden, ville han have leet, hvis nogen havde fortalt ham, at han ville falde for en dreng. Hvis de efter det havde sagt, at han ville falde for en dreng, der ikke havde sagt et eneste ord, ville han have forslået psykiatrisk afdeling.  

Men det var jo præcis, hvad der var sket, og han kunne ikke benægte det mere. Det hele var gået så stærkt, og der var sket så meget siden den dag han havde mødt Taemin for første gang. Hvordan havde han formået, at falde for en han vidste så lidt om?

~*~

Så udviklede deres forhold sig lidt mere, og Minho har endelig fuldt indrømmet sine følelser over for sig selv!

Mon Minhos mor har fundet ud af, hvad der foregår? Hvad vil hun gøre ved det?

Og hvad er det egentlig lige, der er omkring Taemins far?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...