Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14984Visninger
AA

16. 14. kapitel

Vi rykker lige forfatternoten herop i dag ^^ Jeg ville bare sige, at den sang jeg har brugt i dette kapitel (BigBang - Monster) giver sidste del af kapitlet lidt mere følelse, så det er helt klart et plus at høre den samtidig ^^

~*~

Det var blevet den torsdag, hvor de skulle aflevere projektet. Minho og Taemin var færdige, og Minho var ret sikker på, at det var den bedste opgave han nogensinde havde afleveret. Det var også den længste.

Taemin sad stadig lidt underligt på stolen på grund af smerterne, men han så ud til at have det lidt bedre. Minho havde ikke haft nogen mulighed på at se mærkerne på maven, men det gik helt klart den rigtige vej med dem i ansigtet.

Det bedste ved det hele var, at selvom de nu var færdige med opgaven, ville Taemin stadig gerne hjem til ham efter skole. Nu kunne de lave noget andet.

Da de kom hjem, gik de med det samme i retning af køkkenet for at lave den sædvanlige te. Dog var Minho knap nok trådt ind af døren, før han fandt sig ansigt til ansigt med sin mor. Hun så straks på Taemin med et blandet blik. Minho kunne godt forstå det, for mærkerne så meget malplacerede ud på Taemins feminine ansigt.

”Hvem er det?” spurgte hun nysgerrigt. Taemin havde nærmest gemt sig bag Minho, hvilket var en virkelig nuttet handling, efter Minhos mening.

”Det er Taemin,” svarede han hurtigt.

”Oh, ham nævnte du på et tidspunkt, ikke? Rart at møde dig,” sagde hun, og bukkede let. Taemin gengældte bukket, og Minhos mor smilede.

”Hvor gammel er du så?” spurgte hun og smilede et smil, der mindede meget om Minhos eget.

”Han bliver snart 17,” svarede Minho for sin ven, og hans mor så lidt fornærmet på ham.

”Kan du ikke lade Taemin tale selv?” spurgte hun, og Minho rystede på hovedet. Hvordan kunne han have glemt at sige, at Taemin ikke snakkede, dengang han fortalte om ham?

”Taemin snakker ikke,” svarede Minho, og hans mor så medlidende på den yngre dreng. Før hun kunne sige mere, gik Minho ud af køkkenet igen, uden te, og satte kurs mod sit værelse. Taemin fulgte snublende efter, og ikke lang tid efter sad Minho på sengen, mens Taemin havde taget en af stolene. Han fandt en blok og skrev noget på den. Så kom han over til Minho, satte sig usikkert på kanten af sengen et stykke væk fra den anden dreng og rakte derefter blokken til ham.

Mianhae.

Minho så undrende på den anden dreng. Hvad var der dog at undskylde for?

”For hvad?” spurgte han, og Taemin tog blokken tilbage.

For at være så underlig. Jeg havde virkelig lyst til at gøre et godt indtryk på din mor, men nogle gange bliver jeg i tvivl om, om jeg overhovedet kan tale mere. Selv når jeg vil, lystrer min mund ikke.

Minho læste beskeden og så op på Taemin. Der var ikke noget han ønskede mere, end at hører Taemins stemme. Det, og så at kysse ham. Men det ville stadig være for tidligt, ikke?

”Er der slet ikke noget du kan sige?” spurgte Minho, og Taemin rystede på hovedet.

”Hvad tror du der skal til, for at du vil kunne?” spurgte han, og Taemin trak på skuldrene. Så valgte Minho at skifte emne, for den yngre dreng så ikke ud til at have det så godt med det nuværende emne.

”Kan du lide nogen former for sport?” spurgte han. Taemin virkede slet ikke som sportstypen, men det gjorde vel ikke noget at spørge. Til hans overraskelse rødmede Taemin og nikkede genert.

”Hvad?” spurgte Minho. Han var virkelig interesseret i, at vide hvilken sport den anden kunne synes om. Han prøvede at tænke over forskellige sportsgrene, men stødte ikke rigtig på nogen, der passede godt til Taemin. Sidstnævnte dreng havde gang i blyanten igen, og Minho lænede sig lidt frem for at kunne følge med.

Jeg kan rigtig godt lide at danse.

Minho havde slet ikke tænkt på det, men nu hvor han faktisk havde fået det at vide, passede det jo meget godt. Med Taemins spinkle og lette krop, ville dans være ideelt. Det forklarede også den meget gode kondition.

”Vil du vise mig det?” spurgte Minho nysgerrigt. Taemins ansigt blev endnu mere rødt, hvis det da overhoved var muligt. Han rystede kraftigt på hovedet, og Minho følte sig lidt skuffet. Ikke at han havde tænkt sig at give op så let. Han foldede hænderne og så bedende på drengen.

”Bare et nummer? Du kan vælge lige hvad du vil?” tiggede han. I alle andre situationer og med alle andre mennesker, ville det være under hans værdighed at tigge, men når det gjaldt Taemin, var det noget helt andet.

Taemin så ud til at overveje det grundigt. Så nikkede han og skrev igen.

Okay. Så sæt Monster af BigBang på.

Minho syntes måske, at det var et lidt underligt valg. Han havde hørt den et par gange, og teksten havde altid sat tanker i gang hos ham. Desuden var den så fyldt med smerte, sorg og vrede, at den virkede meget kraftig og dyster. Hvorfor skulle Taemin have lyst til at danse til sådan en?

Men alligevel var Minho meget spændt på at se, om Taemin faktisk kunne danse. Han nikkede og gik over for at hente sin bærbar. Han tog den med over på sengen og tændte den. Så fandt han sangen, og Taemin stillede sig midt på gulvet.

”Er du klar?” spurgte Minho. Taemin tog en dyb indånding og nikkede så. Minho startede den, og Taemin stillede sig i position. Start-lydene kom, og Taemin knyttede næven, og knep sine øjne stramt sammen, som om han ikke helt var til stede mere.

Melodien begyndte, og Taemin begyndte at bevæge sig langsomt til det. Minho så hvordan den delikate krop fulgte musikken perfekt. T.O.P startede med at synge til den stadig langsomme melodi, og Taemin bevægede sig lidt mere. Efter G-dragons part, begyndte lidt hårdere rytmer, og Minho så overrasket til, da Taemin dansede, som om hans krop var musikken selv.

Der var ikke en eneste fejl. Sangen nærmede sig omkvædet, hvor sangen blev hurtigere og fik en mere frustreret følelse.

“I love you, baby I’m not a monster,” blæste ud gennem højtalerne, og Minho kunne mærke sin kæbe falde. Den måde Taemin dansede var helt fantastisk. Følelser lyste nærmest ud af ham, og Minho kunne knap nok trække vejret. Det Taemin gjorde, var ikke noget han havde forventet. Han havde ikke en gang været sikker på, at drengen kunne danse, og nu gjorde han det her?

Han så så selvsikker ud når han dansede på den måde, men alligevel var der så meget frustration over enhver bevægelse. Taemin, der ellers altid var så lukket for følelser, viste nu det hele. Han rev al form for værn ned, og viste nu sit nøgne indre til Minho.

”I think I’m sick, I think I’m sick,” lød den sidste sætning, og den Taemin han kendte, vendte langsomt tilbage. Den anden dreng åbnede øjnene, og så med det samme ned i gulvet. Minho vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...