Talk to me! (2min)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Minho er en 17-årig stjerne. En stjerne med fans over hele verden. Dog er hans berømmelse steget ham til hovedet, og hans manager ved ikke helt, hvad hun skal stille op med ham.

Hun ender op med at sende Minho til en offentlig High School. Han er slet ikke vant til at omgås normale mennesker, og han hader at være tvunget til det. Selv her, elsker alle ham. Alle, bortset fra den ene person, der bekræfter reglen.

Lee Taemin, den tavse dreng.

76Likes
304Kommentarer
14989Visninger
AA

15. 13. kapitel

Det var mandag, og Minho var på vej i skole. Lørdag nat stod stadig klart i hans hjerne. Taemin havde nikket efter hans spørgsmål, og han var modvilligt gået ud af rummet. Han havde slet ikke haft lyst til at forlade Taemin i det øjeblik, men hvis det var det den anden dreng ville have, ville Minho ikke sige i mod.

Den næste morgen da Minho vågnede, var Taemin væk. Sengen var redt, og blusen han havde lånt lå foldet sammen. Det eneste andet tegn på, at der havde overnattet nogen, var den lille seddel der lå på puden.

Jeg havde det rigtig godt i går. Det er lang tid siden jeg har følt mig så fri, som jeg var sammen med dig. Tak for din gæstfrihed.

  -Taemin

Det var det eneste der stod. Minho havde læst den en million gange for at se, om der var nogen skjult besked i den, men der var intet. Han havde prøvet at skrive til Taemin, men drengen havde ikke svaret. Han havde endda overvejet at tage hen til Taemins hus, men havde stoppet sig selv.

Minho havde aldrig glædet sig så meget til at se ham, og timerne kunne kun gå for langsomt. Det var som om urerne med vilje tikkede langsommere for at drille ham, og at lærerne holdt dem lidt længere end normalt. Minho vidste godt, at det nok var ren indbildning, men det irriterede ham alligevel grænseløst.

Han ventede til fjerde time, for at spørge Key om han vidste noget om, hvor Taemin var, og om der var sket noget med ham i weekenden. Men Key havde ikke været der. Minho ledte hele frikvarteret, men uden held. Han var tæt på et sammenbrud da han gik ind til sidste time. Han sukkede lettet, da han så den velkendte figur sidde i stolen ved siden af sin egen. Men der var en forskel.

Påklædningen lignede sig selv, bortset fra at hætten nu var oppe og skjulte ham fuldstændig. Minho gik derover med faste skridt og satte sig ned.

”Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig alle vegne. Jeg har også skrevet til dig, men du svarede aldrig. Er du klar over hvor bekymret jeg var?” Minho vidste, at han bare snakkede uden selv at have helt styr på, hvilke ord der kom ud. Han var bare så ufatteligt lettet over at se Taemin.

Drengen så ikke op. Faktisk reagerede han slet ikke, hvilket fik Minho til at rynke på brynene. Hvorfor var han sådan? I det sammen kom læreren ind og startede undervisningen. Minho mindede sig selv om, at han ville få mulighed for at snakke med Taemin bagefter. Det gav ham dog ikke mere tålmodig.

Taemin skrev videre på det der efterhånden var blevet til 7 eller 8 sider af deres projekt. Minho kunne ikke samle sig selv nok til at forsætte, så han sad bare og trippede med benet. Da klokken langt om længe ringede, vendte han sig mod Taemin, men den yngre dreng havde allerede pakket sine ting og var på vej ud, lige så hurtigt som den allerførste dag.

Forskellen var bare, at Minho denne gang fløj op og løb efter ham. Denne gang ville han ikke få lov at slippe væk. Ud af klassen gik det og derefter ned ad gangen efter den anden dreng.

”Taemin, vent!” råbte han. Hvordan kunne Taemins spinkle krop være så hurtig? Og hvordan kunne han overhovedet forsætte med at løbe, når Minho, der ellers var i ret god form, var ved at blive forpustet? De tanker gled flygtigt gennem hans hoved, i det han begyndte at hale ind på Taemin.

”TAEMIN,” råbte han igen, men drengen satte bare farten lidt op. Minho havde ingen anelse om, hvor de var på vej hen. Det eneste han vidste, var at han blev nødt til at få fat i ham.

Da de var få skridt fra hinanden, rakte han ud og greb Taemin livet. Det stoppede dem begge, men Taemin skubbede straks hans arme væk og greb sig til stedet, hvor Minhos ene arm havde ligget et sekund forinden. Han knækkede sammen.

”Aa-ahh,” slap mellem Taemins læber, og Minho gik i panik. Så hårdt havde han da heller ikke taget fat, havde han? I det øjeblik så Taemin op på ham, og Minho gispede. Hans læbe var flækket, og han havde et blåt øje.

”Hvad er der dog sket?! Hvor mange steder har du ondt?” spurgte Minho forskrækket. Så kom han i tanke om det sted Taemin holdt.

”Træk din trøje op, Taemin,” kommanderede han, og Taemin rystede på hovedet. Minho følte vrede boble op i sig. Ikke på grund af Taemin, men fordi han var sur på sig selv.

”Dammit Taemin! Gør nu bare som jeg siger!” Da Taemin endnu en gang nægtede, trak Minho selv blusen op. Et stort blåt og gult mærke var over hoften og en del af maven. Minho kunne ikke tro sine egne øjne. Hvordan kunne det have sket?

Han så igen op på Taemins ansigt. Synet knuste hans hjerte fuldstændig. Øjnene var slået ned, og store tårer blev ved med at falde.

”Hvad er der sket, Taemin?” hviskede han hæst. Taemin rystede bare tavst på hovedet og knep øjnene sammen. Minho kunne ikke klare synet. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men han blev nødt til at gøre noget. Derfor endte han bare med forsigtigt at lægge armene om drengen, og trække ham blidt ind i sin favn.

Taemins arme lagde sig rundt om ham, og Minho kunne mærke de små hænder knuge stoffet af sin bluse. Tårerne gennemblødte blusen ved skulderen, men Minho var ligeglad. Alt var lige meget, når Taemin bare var i sikkerhed.

”Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er sket?” mumlede Minho efter noget tid, og Taemin trak sig tilbage. Han ledte efter sin mobil, og Minho var næsten ved at fnyse over situationen. Selv nu efter dette, kunne Taemin ikke tale til ham.

Du behøver ikke at være bekymret. På vejen hjem fra dig, stødte jeg på 2 bøller. Jeg har aldrig mødt dem før, men de virkede fulde. De angreb mig, men jeg vil nok aldrig se dem igen, så du skal ikke bekymre dig om det.

Minho troede ikke helt på det. Der var bare noget, der ikke virkede rigtigt. Men hvorfor skulle Taemin lyve?

”Har du meldt dem til politiet?” Taemin nikkede hurtigt, og Minho så skeptisk på ham. Denne gang ville han lade det gå, og tro på det Taemin sagde, men hvis der skete noget igen, ville han grave dybere i sagen. Intet skulle skade hans Taemin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...